Koncerter

Vi sidder bare her + Mikael Simpson & Sølvstorm, 14.10.09, Nørrebro Teater, København

Skrevet af Signe Palsøe

Nørrebro Teater dannede en anderledes og klædelig ramme for en aften drevet af de helt store talenter – hvad enten det gjaldt Jørgen Leths fængende ordstrøm, Mikael Simpsons humor og vemodige elektronik eller de dygtige, akkompagnerende musikere.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Vi sidder bare her

Jeg synes ret godt om Darwin. Især det der med survival of the fittest, og især når det handler om at få en god plads ved en koncert. Derfor huede det mig selvsagt ikke at blive tvangsplaceret på et sæde på bagerste række yderst til venstre, da jeg skulle overvære aftenens koncert på Nørrebro Teater. Det skyldtes ikke mindst koncertens første halvdel, der udgjordes af Vi sidder bare her – en konstellation med Mikael Simpson, Frithjof Toksvig og Jørgen Leth (og et par stykker mere i aftenens anledning), der tidligere på året udgav en spoken word-plade med Jørgen Leths digte i front.

Digte, eller man kunne vel nærmere kalde Leths ordsmederier for små observationer af tilværelsen, og som han sad der på scenen i en slidt sofa på et gammelt, persisk tæppe med et glas vin i hånden, mindede han mest af alt om en bedstefar med et særdeles godt fortællergen. »Var han ikke meget rarere end alt det, I har læst om ham?,« spurgte Mikael Simpson senere på aftenen, og jo, Jørgen Leth virkede skam rar, og man havde lyst til at høre hans fortællinger om Tintin-fly, der lander i fremmede hovedstæder, hvor luften er varm og tyk, og om pærerne og mælken, der var bedre i gamle dage, og om pigen, man følger efter på sin cykel, men ikke tør blive hos i mere end ti minutter.

Og det virkede, det med at tilsætte musik, og dét endnu bedre end på pladen, netop på grund af den atmosfære og den personlighed, der meget bedre trængte igennem her på teateret. Det gjorde ingenting, at musikken ikke var noget særligt – ja, faktisk måtte den helst ikke gøre væsen af sig, som den enkelte gang hvor bassen ved et uheld gav et pludseligt drøn og fik salen til at hoppe. Den var – som rødvinen til Leths stemmebånd – bare til stede for at få det hele til at glide. Og det gjorde det så – lige ind på lystavlen, også selvom jeg sad allerbagerst og ikke kunne se bedstefar i øjnene.

★★★★½☆

Mikael Simpson & Sølvstorm

»Nu har vi brugt en uge på at fryse og skulle lave pølser, så vi ville gerne prøve noget nyt,« lød det fra Simpson, og det kunne man jo godt sætte sig ind i. Nørrebro Teater var da bestemt også noget nyt, og på mange måder var det et veludtænkt sted at smække Simpson og Sølvstorm på scenen. Den stærke hældning under tilskuerpladserne gjorde, at alle fremmødte hele tiden havde fuldt overblik over scenen, og det skulle naturligvis udnyttes ved at svøbe den i et storstilet lysshow. Hvis der er noget musik, der kan tåle et dominerende, pulserende og til tider clubbet lysshow, er det netop Simpsons ’blaa elektronik’ (for at citere en sangtitel fra hans seneste album, Slaar skaar), der i sig selv fremmaner stemningsfulde billeder af den københavnske nat, af forliste forhold, af rus og af adskillelse.

Derfor var det som regel også okay at sidde sådan lidt for sig selv oppe på sit eget sæde og bare følge indslag fra især Slaar skaar og den forrige plade, Stille og uroligt, folde sig ud i dub og farver, selvom de fleste numre havde fået et fint, akustisk løft som følge af fremførelsen med Sølvstorm. Helt alene skulle vi dog ikke sidde og føle os, det sørgede Simpsons humoristiske og sorte peptalks for, og i det hele taget var forholdet mellem kølig musik og almen hygge velafvejet.

»Er I kommet for at få noget?,« blev der spurgt efter koncertens halvvejsmærke var passeret. Det var vi jo rigtignok, og det fik vi så, for især aftenens afslutning var domineret af stærke og anderledes indslag, oftest af lidt ældre dato. Trentemøllers synth og tonstunge dub gjorde det undtagelsesvis svært at blive i sædet under ”Er i kommet for at faa noget?”s hektiske blinken, trods lidt lydmæssige problemer opbyggedes ”Narkokys” fra en stille, akustisk version med Simpson alene på scenen til et instrumentelt lydhav, og ”Slaar skaar” vuggede smukt i havn båret af Kasper Tranbergs vemodige trompet. Og da Simpson afslutningsvis skulle høre, om vi var »okay indeni,« var svaret et entydigt ja. Selv efter så meget blaa elektronik, kunne man næppe være andet efter halvanden time i selskab med Simpson og Sølvstorm.

★★★★★☆

Deltag i debat