Historieforvanskning:

»I 2001 mødtes Robert Fripp, guitarist fra prog-pionererne King Crimson, og Les Claypool, bassist og sanger i Primus, til en fælles bekendts galleriåbning. De faldt hurtigt i snak og udvekslede lystfiskertips. Men de kom også til at snakke om musik. Tingen var nemlig, at de begge var kørt lidt trætte i deres respektive projekter og derfor begge søgte en ny lyd, et nyt projekt, en ny samarbejdspartner. Og dermed var bandet We Insist! skabt.

Både Fripp og Claypool var enige om, at de skulle lave noget, som var mere lig tiden, men uden selvfølgelig at miste dem selv. De havde begge skelet lidt til mathrock-scenen omkring Chicago og Louisville, med bands som Crain og Rodan, hvorfor de blev enige om at forsøge sig i den retning. De fik derfor fat i Jon Cook, der havde spillet trommer i begge bands, og da han ikke havde været specielt aktiv siden og desuden var benovet over den prominente henvendelse, takkede han ja.

Nu manglede bandet bare en forsanger, da hverken Cook eller Fripp havde lyst til at udfylde den rolle, og de alle tre var enige om, at Claypools nasale stemme ikke ville passe til udtrykket. De søgte en sanger, der både kunne udtrykke følelser, men samtidig skifte over til en tør, råbende, aggressiv vokal. En sjov historie er, at de faktisk en overgang forsøgte sig med Cedric Bixler-Zavala, der på det tidspunkt var i et limbo, da At the Drive-In var opløst, og The Mars Volta endnu var temmelig nyt. Cedrics personlighed fyldte dog mere, end Claypool brød sig om, hvorfor samarbejdet blev droppet igen. Sådan gik der nogle måneder, uden bandet kunne arbejde videre, fordi de manglede en essentiel ingrediens.

Så ved et skørt tilfælde blev en ny kontakt skabt. Claypool havde bestilt en kage hos den lokale bager til sin datters fødselsdag og hentede den som aftalt på dagen, men da han kom hjem med den, så han, at hans datters navn Lena var erstattet af navnet Sloan. Han ringede selvfølgelig straks til bageren for at klage over fejlen, og hun beklagede meget og sagde, at der var byttet om på hans og en andens kage. Så han måtte ned til bageren igen og mødes med den anden kageejer for at rette op på fejlen. Det viste sig så at være Richard Patrick fra Filter, de kom hurtigt i snak, og wam-bam, We Insist! havde en forsanger.

I starten af 2002 gik bandet i studiet og indspillede The Babel Inside Was Terrible, hvor bandet pÃ¥ tre uger leverede 11 sange, der langt hen ad vejen lød som mathrocket posthardcore, men hvor Claypools bas ikke helt kunne slippe sit tag i funken, og Fripp ikke kan holde sig fra at lave nogle proggede synthlinjer og guitarsoloer. Temposkift falder over hinanden, og Patrick veksler mellem at synge indfølt og rÃ¥be over de tunge riff- og rytmeryk. Især et nummer som “Oakleaves”, med sine indledende xylofon-slag og opbygning mod mere og mere krads energiudladning, og “Efficiency and Bad Habits”, hvor bandet virkelig fÃ¥r fanget mathrock-stilens tørre og aggressive stil, fungerer upÃ¥klageligt. Desværre stÃ¥r bandets eklektiske evner ofte i vejen for gennemførte numre. Alt for mange ideer pøser ud af bandet, uden de fÃ¥r dem ordentlig integreret i deres udtryk, og det fÃ¥r albummet til at fremstÃ¥ rodet og som summen af for store personligheder.

Albummet blev aldrig udgivet dengang, da Patrick havde for travlt med Filter og derfor ikke havde tid til at promovere albummet, og bandet heller ikke var sikre pÃ¥, hvorvidt det lød, som de ville have det. Det endte med, at We Insist! gik i opløsning pÃ¥ grund af de klassiske “kunstneriske uenigheder”. Men nu er pladen alligevel blevet udgivet, og musikverdenen har mulighed for at opleve resultatet af en supergruppe, der aldrig blev til noget.«