Plader

Willard Grant Conspiracy: Paper Covers Stone

Rå, intuitiv og minimalistisk. Det niende album fra Willard Grant Conspiracy er en retrospektiv rejse ind i bagkataloget, hvor nye og gamle sange bliver præsenteret i et live-lignede format, med løse strukturer og plads til eksperimenter.

Det er altid svært at forholde sig til gamle sange i nye klæder. Det er per definition svært at fravriste hjernen det oprindelige for at give plads til en anden version. Således ender de fleste coverplader også i grøften, for de bliver ofte en vag efterligning af et allerede velgjort produkt, og det har man sjældent behov for.

Når man så efterligner sine egne sange, bliver det mere kringlet. Det eksperiment begiver Willard Grant Conspiracy, i skikkelse af Robert Fisher, sig ud i, og i selskab med flere af de oprindelige medlemmer af Willard Grant Conspiracy har han været en tur nede i bagkataloget for at give nyt liv til noget allerede udgivet. Bandet tester, om deres materiale er godt nok til at blive kørt igennem lo-fi-maskinen, og de har valgt at kalde projektet plus et par nye numre for Paper Covers Stone.

De af os, der har oplevet Willard Grant Conspiracy live, kan ikke få den helt store aha-oplevelse ud af intentionen, for det er også den måde, de spiller deres koncerter på. Sangene får et pift hist og her, og man tager aldrig hjem fra en Willard Grant Conspiracy-koncert og tænker, at man lige har stået og hørt den plade, man har hjemme i samlingen. Den evne til at lege med arrangementerne kommer rigtig fint frem på Paper Covers Stone, og de nye versioner fungerer ganske udmærket. Den skramlede “Ghost of the Girl in the Well” klemmer for alvor på den minimalistiske countrynerve, og der kommer endnu mere lidelse og ubehag ud af sangen, hvilket også kan siges om “Mary of the Angels”. Til gengæld er både “Skeleton”, “Fare Thee Well” og “Painter Blue” for nedbarberede i mine ører, og jeg savner helt klart den pompøsitet, der gav indhold til de oprindelige kompositioner.

Det er også en af problematikkerne ved Paper Covers Stone, for hvordan er det lige, man vurderer og anmelder noget, der allerede er kendt fra samme kunstner? Det kan jo næsten kun blive noget rod.

Willard Grant Conspiracy har fat i et fascinerende og spændende lo-fi-projekt, der hænger godt sammen med bandets udtryk, når Robert Fisher tager sine venner med ud på landevejen, men isoleret set er sangene ikke bedre end originalerne, og det er svært at slippe det bestående. Derfor lugter det en smule af dollars og profit, og havde Willard Grant Conspiracy kun udgivet et par plader, ville det koste en hel del på vurderingskontoen, men konteksten er heldigvis en helt anden, og når man har otte studiealbum plus lidt sidehalløj i ryggen, kan Paper Covers Stone forsvares.

Har man aldrig hørt sangene før, eller kender man slet ikke til deres eksistens, er der naturligvis et andet udgangspunkt. Dette bør kun styrke indtrykket, for der er ingen tvivl om, at Willard Grant Conspiracy har styr på den rå og bønfaldende tone.

★★★★☆☆

Deltag i debat