Plader

A Mountain of One: Institute of Joy

Skrevet af Esben Rasmussen

I pressemeddelelsen står der, at A Mountain of One har kreeret et af årets bedste album, med en eksperimenterende blanding af psychrock, gospel, folk og pop. Det er ikke sandt. De har leveret et halvkedeligt album uden gode sange.

Førstesinglen ”Bones” starter pladen, men både for et åbningsnummer og som lige netop dén single, man skal sælge et selvbestaltet mesterværk på, er nummeret overraskende tamt. En Brian Ferry’sk vokal crooner sig gennem et helt igennem kedeligt nummer, hvor progression og hook udebliver. Dermed ikke sagt, at disse to ting er uundværlige ingredienser i et godt nummer, men hvis man slår sig op som psychgruppe, er det altså bare ikke interessant nok at kopiere den gængse halvspastiske, men stadig fuldt kontrollerede 60’er-guitarsolo. Og når denne musikalske ekperimenteren udebliver, er man tvunget til at have nogle af de førnævnte kvaliteter for at hive stikket hjem. Og det har A Mountain of One altså bare ikke. Det er et helt gennemgående kedeligt og til tider decideret sjæleløst album.

Naturligvis kan det diskuteres, hvad begrebet ‘psych’ eller den danske version, psykedelisk rock, bør indebære, men som ordet per definition lægger op til, må man formode, at en vis eksperimenteren må finde sted for at emulere den sjælelige ekspansion, denne genres rødder i 60’erne lægger op til. Så at kopiere innovationer fra bands, hvis storhedstid ligger i hvert fald 30 år tilbage i tiden, er altså ikke specielt psykedelisk, og det virker faktisk næsten grinagtigt, når bandet benytter sig af selv samme studieteknikker, som deres tydelige forbilleder Pink Floyd delvist opfandt for snart et halvt århundrede siden. Flanger, chorus, tremolo og diverse lignende udflydende effekter bliver brugt i en lind strøm, men gør ikke lydbilledet interessant; det forstærker i stedet indtrykket af et album, der kommer til at fremstå som en ufrivillig anakronisme.

Når bandet så giver sig i kast med arven fra Roxy Music på nummeret ”In Our Lifetime”, går det helt galt. Den charmerende inspiration, især Ferrys røst havde fra Northern Soul-scenen, kommer til at lyde som en dum pastiche, og det er ganske utroligt, at bandet ikke besidder mere selvkritisk sans end at udgive et nummer, der på så skamløs manér stjæler ikke både akkordprogressioner, men også hele måden at spille musik på. Det er virkeligt ikke godt dette her. Og for blot at forstærke indtrykket af et band, der er fuldstændigt forblændet af deres idolers sande innovationer, så er de proginspirerede, instrumentale mellemstykker, der er jævnt fordelt over hele pladen, komplet unødvendige og virker igen næsten grinagtige i deres fuldstændigt forcerede forsøg på at lyde psykedelisk og eksperimenterende.

Der er virkelig ikke mange gode ting på det her album, og at den tidligere nævnte pressemeddelelse så skamløst roser bandet, gør ikke det samlede kunstneriske indtryk bedre. Da det nok ikke er bandet selv, der står bag deres PR-materiale, er det naturligvis ikke deres skyld, men det illustrerer meget godt pladebranchens krise. I mere og mere desperate forsøg må og skal bandets musik sælges – på trods af et både fortærsket og dybt uoriginalt udtryk. Man slår bandet op på store forbilleder, men hvor disse netop levede i kraft af deres kompromisløse fornyertrang, så genskaber dette band blot et udtryk, de ikke selv har fundet på, og som de tydeligvis end ikke mestrer. De bands, der i dag leverer musikalsk fornyelse, er ofte ikke at finde på pladeselskaber, fordi en dyb økonomisk krise tvinger disse selskaber til at satse på stagnerende, men som historien viser, salgbare udtryk.

Det er synd og skam, og det er måske også ganske uheldigt, at netop dette middelmådige band ramler ind i en sådan kritik. Men de er altså bare et godt eksempel på lige netop de ting, der er galt med en økonomisk afhængig kunstnerisk udfoldelse. Og at deres omtalte album er helt igennem uinteressant, er jo også en del af historien.

★½☆☆☆☆

Leave a Reply