Koncerter

Air, 27.11.09, Store Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Air er gode for en række skønne og luftige electropopmelodier, og deres karakteristiske lyd kunne ikke undgå at gøre indtryk under deres koncert i Store Vega. Alligevel var det for sjældent, at koncerten var mere end bare rar.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Få bands formår at leve op til deres navn som Air, der gennem et særdeles luftigt og flyvsk udtryk ikke sjældent mister jordforbindelsen i deres musikalske udskejelser. Faktisk må netop denne egenskab siges at være en af de mest karakteristiske ved bandets lyd, og deres keyboardbårne popmelodier akkompagneret af stærkt frankofile og temmelig kitchede engelske tekstbidder, evt. trukket gennem en vocoder, har givet bandet en letgenkendelig lyd, som efterhånden har fulgt dem i en årrække.

Trods fordelene ved at have en karakteristisk lyd har Airs tilgang til musikken også sikret dem visse hakker i tuden fra kritikere, der savner nytænkning og ikke mener, at kvalitetsniveauet nogensinde har nået det fra debuten, Moon Safari. Selvom jeg nu synes, at senere numre fra Air besidder fine, charmerende og fængende elementer, der sagtens kan føre sig frem uden at skulle stå i skyggen af deres storebror, kunne jeg godt fornemme problematikken ved en publikumsfavorisering af numre fra det ældste album til bandets koncert i Store Vega.

Loungestemning, kunne man vel langt hen ad vejen kalde stedets atmosfære, og det behøver man jo ingenlunde at tolke som noget negativt, når ordet forbindes med et tilbagelænet band, der slynger om sig med behagende synthflader, ditto akustiske eller elektriske guitarfigurer, Dark Side of the Moon’ske keyboardtoner og simpel sang. De fåmælte Jean-Benoît Dunckel og Nicolas Godin havde ikke mange andre faktorer end en indhentet trommeslagers glimrende, men sjældent bastante input til at rive op i lydbilledet, og det var heller ikke altid, men havde lyst til at få tilføjet ekstra rygrad til de flyvske skæringer.

Ikke desto mindre resulterede den betragtelige hyggefaktor ved musikken i, at publikums opmærksomhed ofte flakkede mellem en (temmelig højlydt) samtale med sidemanden og udviklingen på scenen, ikke mindst under de nye og ikke så velkendte toner fra Love 2. Trods franskmændenes lidet frembusende performance var der nu alligevel noget hyggeligt ved at modtage deres spredte mer-ci-beau-coup‘er fra vocoderen, og det var rart at lade sig synke hen i de mere karakteristiske melodier fra den nye plade, som “So Light Is Her Footfall” eller “Be a Bee”.

Mere end rart blev det nu først, når stærkere kort som “Cherry Blossom Girl”, “Remember” eller “Venus” vækkede det indre popdyr eller satte i med mere nuancerede trommefigurer og sangstrukturer. Det henledte opmærksomheden på scenen og aflivede en smule af den distraktion, musikken ellers kunne indbyde til. Ikke desto mindre syntes det dog først at være ved “Kelly Watch the Stars”, der afsluttede det egentlige sæt, at de fremmødte i salen kunne betegnes som et samlet og hengivent publikum, og det var da også, som om der var sket noget på scenen – måske ikke i forhold til Dunckel og Godins engagement, men musikken fremstod mere nuanceret, langstrakt og karakteristisk og blev godt suppleret af et nu temmeligt dominerende lysshow.

Denne tilstedeværelse holdt faktisk niveauet gennem ekstranumrene “Alone in Kyoto” fra Lost in Translations soundtrack, den selvskrevne publikumsfavorit “Sexy Boy” og den afsluttende “La Femme d’Argent”, hvor sidstnævnte endte med at afslutte aftenen på dens absolutte højdepunkt med medrivende keyboard og et jazzet groove.

Det kan diskuteres, hvad man ønsker af en koncert med Air, for den chillede stemning, der ikke umiddelbart emmer af gængs koncert har ganske vist sin berettigelse, og at lade sig henføre af de imødekommende lydflader er bestemt ikke en dårlig beskæftigelse, når musikken fremføres med så sikker hånd som fredag aften. Ikke desto mindre savnede jeg det element af publikumsnærvær og musikalske overraskelser, som er nogle af de vigtigste grunde til ikke blot at opleve bands hjemme på anlægget, men i stedet bevæge sig ud i den klamme novembernat. Air får ganske vist point for wellness-faktoren, for velspilletheden og for et fint sæt, men ikke før koncertens sidste stund vil jeg bruge benævnelsen ‘interessant’ om udtrykket. Og det er ikke helt tids nok.

★★★½☆☆

Deltag i debat