Interview

Athlete – øjeblikke, der chokerer, omvælter og definerer

Skrevet af Jonathan Heldorf

I Vega’s dunkle baglokaler mødte Jonathan Heldorf to snakkesalige medlemmer fra det engelske rockband Athlete til en godmodig snak om betydningen af god lyrik, afgørende øjeblikke samt høj- og lavpunkter i deres karriere.

Med varme elastiske melodier og fyldige uforudsigelige vokaler blev der tilbage i 2003 for alvor lagt mærke til Athlete i hjemlandet England. Det var debutpladen Vehicles and Animals, der var årsag til virakken, og albummet blev nomineret til den prestigefyldte Mercury Prize. Nu, seks år, tre skiver, dobbelt platin og skyhøje salgstal senere, mødte jeg bandets frontfigur Joel Pott og keyboardspilleren Tim Wanstall i et labyrintisk backstage-areal på spillestedet Vega til en snak om deres karriere hidtil og deres nyeste udspil Black Swan.

Athlete3Selvom Athlete er cirka midt i deres Europaturné, er det kun lutter smil og entusiasme, jeg bliver mødt med, og Tim – der har fremskaffet forfriskninger til os – hævder, at han har fået den bedste nats søvn i månedsvis, selvom bandet kommer direkte med bus fra Hamburg. Vi sidder og småsnakker lidt, mens vi venter på Joel, og emnet falder på Roskilde Festival, hvor bandet spillede i 2003. Minderne fra dengang er gode, men Tim bliver oprigtigt forbavset, da jeg fortæller ham, at det nærmest er en tradition at brænde teltene af den sidste aften.

»Og jeg som troede Danmark var et land bygget på sikkerhed!«, siger han. Da Joel træder ind i vores lille hyggelige omklædningsrum iført en afslappet pullover, giver Tim budskabet om de brændende telte videre, og Joel siger med løftede øjenbryn og overraskelse: »Mental,« mens vi udveksler håndtryk.

Mit første egentlige spørgsmål går på arbejdsprocessen med Black Swan. Jeg spørger, om de efter ‘nedturen’ med tredje album, Beyond the Neighbourhood (mange fans var, overraskende nok, ikke glade for dette udspil, fordi lyden var blevet mere elektronisk og melankolsk), har forsøgt at vende tilbage til deres stil fra andet album Tourist (der var bandets hidtil bedst sælgende album).

TW: »Ja, det kan man godt sige. Beyond the Neighbourhood var en lille indierejse for os, fordi vi selv producerede den og prøvede noget, der var nyt for os. På Black Swan fik vi hjælp af Tom Rothrock (Foo Fighters, Elliott Smith, Beck, red.), og vi er nok mere eller mindre gået tilbage til at skrive sange, som vi gjorde det på Tourist-albummet, selvom meget af lyden fra Beyond the Neighbourhood stadig hænger ved.«

JP: »Vi prøver nok altid at skubbe os selv videre i stedet for at hænge fast i noget. Gøre noget anderledes. F.eks. tror jeg aldrig, vi vil lave et album som Vehicles and Animals igen, og folk, der elsker det album, ville sikkert også bare blive skuffede, hvis vi prøvede at ramme os selv fra dengang igen, netop fordi vi er kommet videre. Det ville ikke længere være naturligt for os, og man ville hele tiden holde det nye op mod Vehicles and Animals, som var de to konkurrerende elementer. Men en af grundene til, at vores nye album lyder som det gør, er, at vi, før vi udgav Black Swan, var på turné i USA. Men vi havde ikke råd til et fuldt lineup – fordi vi ikke havde forlænget vores kontrakt og endnu ikke havde fundet et nyt pladeselskab – så vores shows blev akustiske uden trommer, og det var faktisk en ret vild oplevelse at skulle ”strippe” vores sange. Det gav os en ret god idé om, hvilke af vores nye sange, der var de stærkeste, og hvilke vi burde arbejde mere målrettet med i forhold til udgivelsen af Black Swan

TW: »Ja, jeg tror godt man kan høre, at vi på Black Swan har en lidt mere live-agtig lyd, som jeg tror Tom Rothrock helt klart har været med til at fremelske.«

JP: »Ja, han fik helt klart noget nyt frem i os. De første par indspilninger, vi lavede, var mere eller mindre jam-sessions, noget vi aldrig har gjort før. Vi satte bare grejet op i studiet, og så spillede vi løs, og øvede os med Tom på sidelinjen. Han fik os til at slappe af omkring processen og nyde den.«

TW: »Han var fluen på væggen, der summede os i øret, når vi havde brug for det.«

JH: »I indspillede Beyond the Neighbourhood uden en producer, i stedet stod I selv for produktionen. Var Beyond the Neighbourhood en mere Athlete-agtig plade end jeres tidligere plader?«

JP: »Både ja og nej, vi var kommet til et punkt i vores karriere, hvor vi havde lyst til at prøve noget anderledes, og det føltes rigtigt at lave pladen uden andres indvirken i forhold til tiden. Men tidligere havde vi været meget glade for at arbejde sammen med Victor Van Vugt (Nick Cave and the Bad Seeds, Beth Orton, Gogol Bordello, red.). En god producer forstår bandet og har evnen til at blive en del af bandet og bandets kollektive bevidsthed, og denne evne har både Victor Van Vugt og Tom Rothrock haft, i forhold til hvad vi har villet med vores musik.«

Athlete1JH: »Er Black Swan tematisk set et album, der kommer tættere på jer som personer end jeres tidligere udspil?«

JP: »På mange måder er det i hvert fald et ret personligt album. Vi kaldte det Black Swan, fordi vi indså, at mange af vores sange var ret personlige og omhandlede det, man kan kalde ‘Black Swan Moments‘, altså øjeblikke, der chokerer, omvælter og definerer. Uforudsigelige, livsændrende øjeblikke på både godt og ondt. Episoder, som vi dokumenterer i vores sange. For eksempel handler ”The Getaway” om et forhold, der blev til en værre gang rod, hvor man egentlig havde troet, det var et helt igennem stabilt og sundt forhold. Og ”Black Swan Song” er dedikeret til min bedstefar, der døde for nylig, og selvom han var gammel, var det stadig et ‘Black Swan Moment’.«

JH: »Dine (Joels) tekster er gennem årene blevet mere og mere kryptiske. Fokuserer du mest på det narrative aspekt eller det følelsesmæssige udtryk?«

JP: »Jeg tror, mit udgangspunkt er melodien, jeg starter altid ud fra melodien, og forhåbentlig kommer der så noget oprigtigt ned på papiret i de første par linjer. Når det er tilfældet, kigger jeg mere indgående på de få linjer, jeg har skrevet, og gør mig klart, hvad det er for en følelse og intention, jeg har haft med de første par linjer, og så prøver jeg at skabe resten i en sammenhæng ud fra det – hvis der er en historie at fortælle ud fra de følelser, jeg har nedskrevet, så bliver det klart for mig, hvad sangen skal handle om. Så jeg tror, de bedste sange er dem, der har en historie, og samtidig fanger det følelsesmæssige aspekt i den historie, der fortælles. Som jeg sagde, er ”Black Swan Song” skrevet i mindet om min bedstefar. Han var major i den britiske hær under Anden Verdenskrig, og derfor er musikvideoen også kommet til at se ud, som den er – som denne episke kortfilm om krig og kærlighed – fordi, jeg synes, det er vigtigt – i takt med, at de ældre generationer går bort – at vi ikke glemmer, hvad vores forfædre har været igennem.«

JH: »Så hele denne Black Swan-teori, har den været afgørende for, hvilke sange, der fik lov at komme med på albummet? Jeg ved nemlig, at I skrev en ret fed sang kaldet ”Summer Sun”, der ikke fik lov at komme med, selvom der kun er 10 sange på pladen.«

TW: »Den sang var virkelig god!«

JH: »Ja, hvorfor så kun 10 sange og ikke 11?«

TW: »Hmm… Jeg ved det virkelig ikke. Vi var bare ret opsatte på at lave et ‘ten track album’, og vi følte, at der var andre sange, der udfyldte samme funktion som ”Summer Sun”. Man vil jo gerne have, at et album bliver en enhed, og det føltes ikke helt rigtigt at inkludere ”Summer Sun”, selvom det er en fantastisk sang, hehe, og alle gode hold har jo brug for en god mand på bænken, hehe. Det kunne være skønt at se den blive brugt i en film eller i en Coca Cola-reklame i stedet, haha!«

JH: »Hvad har været jeres bedste oplevelse sammen som band?«

Athlete2JP: »HAH! Det må være, da vi optog musikvideoen til ”Westside” – den værste video, vi nogensinde har lavet! Men vi fik lov at tage til Cuba i fem dage og ligge i poolen og drikke mojitos, haha!«

TW: »Ja, så er man sgu ligeglad med, om videoen er noget lort, haha!«

JP: »Lige præcis! Lige præcis, haha!«

JH: »Hvordan kom I på jeres navn? Går I meget op i sport, eller hvad inspirerede jer?«

TW: »Ikke særlig meget for at være ærlig.«

JP: »Nej, vi havde en koncert planlagt, men vi havde ikke noget navn, og så snakkede vi om, hvad der kunne se godt ud på en T-shirt, og man ser jo altid de her college-T-shirts med skriften ”Athletic” eller noget i den stil, og så arbejdede vi ligesom ud fra det, så lavede vi et logo, og det så fint ud.«

TW: »Ja, det var nok logoet, der afgjorde sagen, og så er ”A” jo det første bogstav i alfabetet, så vi står forrest i pladebutikkerne, haha!«

JH: »Hvis I skulle lave en coversang, hvilken skulle det så være?«

JP: »Vi har faktisk lavet et par stykker, en gang imellem for at finde inspiration, eksempelvis lavede vi en version af Prince-sangen ”Kiss”.«

TW: »Ja, men ellers kunne jeg faktisk godt tænke mig at prøve ”It’s a Sin” med Pet Shop Boys.«

JP: »Aaah, ja! Den kunne egentlig være spændende at arbejde med! Nice, Tim!«

Her vælger jeg at slutte, eftersom mine spørgsmål blev mere og mere vandede, i takt med at en lille time efterhånden havde passeret flyvende hurtigt forbi os. Det var ellers ikke, fordi de ikke var i humør til at snakke og grine, men herfra blev det ligesom mere hyggesnak om alt lige fra Efterklang til Københavns byliv, i stedet for et egentligt interview, og det kan næppe interessere nogen.

Deltag i debat