Koncerter

Baby Woodrose + Radio Saigon, 06.11.09, Loppen, København

Skrevet af Lasse Bertelsen

Efter en cirkulerende turné gennem Danmark, hvor løjerne blev sparket i gang på Lille Vega vendte Baby Woodrose tilbage til København og stod for et uforligneligt brag, der lover godt for de kommende koncerter i blandt andet Grækenland, Norge og Spanien.

Fotos: Mathias Laurvig, Liveshot.dk

Fredagens koncert på Loppen var én i en lang række af shows, hvor Baby Woodroses seneste og første eponyme album skal præsenteres. Personligt har der ikke været nogen plade siden debuten, der har fungeret så godt som et samlet værk som den seneste, hvorfor jeg naturligvis har været meget spændt på, hvordan sange som “Emily”, “Laughing Stock” og “Countdown to Breakdown” ville lyde i det nye live-setup. Et setup, hvor de erfarne kræfter Adam Olsson, Johan Lei Gellet og Kåre Joensen, der alle har haft deres gang i flere betydelige bands de sidste ti år, har erstattet den oprindelige trio-form med Riky og Rocco Woodrose also known as Anders Skjødt og Anders Grøn.

Radio Saigon
Stemningen skulle dog først indfinde sig på det ganske godt besøgte Loppen, hvor dj’ens lydspor var præget af Cream og andre krystalklare klassikere. Den ønskede zeitgeist var forholdsvist nem at opnå, og i det øjeblik opvarmningsbandet Radio Saigon gik på, kunne man se, at de således også var en ganske rammende del af denne plan om at tage publikum tilbage til et rockmusikalsk spektrum fra ’60 til slutningen af 70’erne.

Bare navnet rykker på et fælles gods fortalt i film med storslåede soundtracks, og der var da også en masse musikalske tråde, som Radio Saigon samlede op i deres blanding af rendyrket rock’n’roll, sexet blues og et klart rockabilly-drive.

Igennem et kort og præcist sæt rullede Radio Saigon afsted med sløset coolness, henkastede licks og med en nerve i vokalarbejdet, der var formfuldendt indstuderet uden at dette forekom fake for nogen som helst i lokalet. Der var en ømhed over vokalistens fortællinger, der ude af selve konteksten også kunne sammenlignes med Jonathan Richmans små historier og fornemmelse for den lille skøve melodien i the blues’ traditionelle melodik.

I løbet af dette sæt blev der langsomt mere og mere fyldt op mellem lydpult og scenen, hvilket Radio Saigon også skal have ros for, når de netop udfyldte rollen som opvarmning til aftenens hovednavn. Trængslen og spændingen var tydelig til trods for, at der alligevel gik lidt tid på grund af nogle problemer med enten kablerne eller forstærkeren – samt at håndklæderne og kildevandet skulle være på plads, for sveden og energien skulle nok snart indfinde sig.

★★★★☆☆

Baby Woodrose
Ingen tvivl om det, for der var voldsomt meget knald på fra det første guitarhug og den emblematiske proklamation »Baby Woodrose – blows your mind!«, hvor Lorenzo Woodroses karakteristiske guitarlyd skar budskabet ud i pap.

Når det så kom til min tidligere omtalte nysgerrighed, stod det klart for mig allerede fra denne start, at det nye backingband med godt doseret personlighed ikke stod tilbage for den gamle konstellation, hvad angik kraft og nærvær. Alene et nummer som ”Honeydripper” blev eksekveret med så meget overskud og præcision, at man i et svagt øjeblik kunne forledes til at tro, at dette alle dage havde været bandet – medlem for medlem/partners in crime – der med de firkantede riffs havde fremført denne sang med vådt og sexet drive.

Sætlisten var også godt udfyldt i den sikre blanding af det seneste – og lad mig sige det igen – fremragende selvbetitlede album og gamle publikumsfavoritter. Stærkest stod sangen ”Countdown to Breakdown”, der ideelt nok også blev præsenteret som en personlig favorit af Lorenzo Woodrose, der forklarede for publikum, at enhver sangskriver måske ikke ved, hvad det er for nogle sange, der på længere sigt bliver de gode, og hvilke der bliver mindre gode – måske især at fremføre live. Det var måske via denne anerkendelse, at det rockmusikalske og det hymniske forenede sig i en tidsreflekterende fortælling om enten det moderne menneske eller den personlige erfaring. Publikum og undertegnede forstod det hele med temponedgangene, den sfæriske guitar og det skamløste iørefaldende riffbreak. Uanset hvad sangen så handler om.

Med klarere garagerockende momenter som eksempelvis “Laughing Stock” satte Baby Woodrose så trumfen på sammen med de hvinende intense guitardueller mellem guitaristen Adam ”The Adam” Olsson og Lorenzo Woodrose, der ikke mindst understregede viljen til servere det ægte udtryk som formet på pladen plus en ekstra kant og indædthed. Eneste anke kunne dog være, at den måske lidt for ligefremme version af “Emily” savnede den skønhed og fornemmelse, som den akustiske pladeversion kunne foreskrive, men det er en mindre streg i regningen, hvor Baby Woodrose i deres nyeste udgave stadig står inde for deres mantra »Baby Woodrose – blows your mind.«

★★★★★☆

1 kommentar

  • Ja, man savnede lige et par numre på den akustiske 12-strengede, så havde det været fuldendt. Men mindre kan heldigvis også gøre det.

Deltag i debat