Plader

Beak>: Recordings 05/01/09 > 17/01/09

Portishead-medlem spiller hastigt indspillet minimal-kraut for desillusionerede postmodernister.

Geoff Barrow, der først og fremmest er kendt som medlem af Portishead, har for en stund kastet den perfektionisme bort, der har resulteret i op til 12 (!) års mellemrum mellem udgivelserne, for på næsten dogmeagtig vis at skrive og indspille en hel plade på, næsten som en kommentar til hovedgruppens ekstreme langsommelighed, blot 12 dage.

Titlen Recordings 05/01/09 > 17/01/09 giver således indtrykket af en samling løse skitser, der afspejler en kort periode i gruppens virke. Sådan fremtræder pladen da også, med sit stort set totale fravær af regulære sangstrukturer. Numrene lyder nærmere som abstrakte tankemønstre, stream of consciousness-agtige og ekstremt minimalistiske udfoldelser af kraut- og psychinspireret repetition.

Andre anmeldelser har fokuseret på de helt tydelige referencer til især grupper som Neu! og Can og på det nærmeste anklaget Barrow for plagiat. Dette er dog langtfra hele sandheden, for selvom Beak> bestemt lugter ikke så lidt af kål, har ingen af de tyske inspirationskilder nogensinde lavet en musik, der er helt så konsekvent i sin tomhed, som den man finder her. Vel planker gruppen, der primært benytter sig af trommer, bas, synth og lidt sparsom vokal, et groove her og der, men hvor kraut-heltene som oftest frembragte en organisk varme i deres maskinelle gentagelser, så er Recordings 05/01/09 > 17/01/09 præget af en hul, fremmedartet og til tider uhyggelig særhed, der alt andet lige gør pladen til noget andet og mere end blot plagiat. Beak> trækker både klare tråde til postrocken med massive støjudladninger, der ud af det blå fylder de bobler af klam, fugtig luft, der konstant truer med at lade musikken falde fuldstændig fra hinanden, til kold og klinisk 80’er-industrial og til æterisk shoegazer.

Musikken er et ganske langt stykke fra det meditative velbehag, der kendetegner Neu!, og er ikke nær så uroligt funky som Can, men har i stedet, ofte med stor succes, et koldt, stålagtigt storby-vibe, der trods musikkens ellers ganske analoge karakter næsten vækker mindelser om den allermest fremmedgjort tomme electronica og minimaltechno.

De grooves, der burde drive numrene organisk og flydende fremad, halter sært, den galpende og klynkende vokal lyder, som om den stammer fra et helt andet udefinerbart, indelukket sted end resten af instrumenterne, og de synthflader, der burde skabe et melodisk skelet, har oftere karakter af fragmenterede og afrevne solostumper i en forkert toneart. Der er også rene noisestykker på pladen, og i det hele taget må man karakterisere Recordings 05/01/09 > 17/01/09 som en times enormt rumligt og til tider nærmest ulogisk ubehag.

Det behøver jo heller ikke være sjov og spas det hele, og den dystopiske stemning er generelt aldeles glimrende gennemført, selvom det dog ikke holder lige godt hele vejen. Det syv minutter lange ”Battery Point” er f.eks. en temmelig stagneret postrock/shoegazer-genreøvelse, der ikke bringer andet end endnu en dosis apatisk stemningsfuldhed til ballet. Men sådan er det jo nu engang med improviseret musik. Selvom bandet måske strengt taget ikke har improviseret så meget, som de har komponeret og indspillet på meget kort tid uden overdubs, fremstår Recordings 05/01/09 > 17/01/09 i det store hele som en samling improvisationer, og som sådan er det kun naturligt – og tilgiveligt – med en vis mængde uinteressant fyld.

Om pladen som helhed ligefrem er god, er sgu ærligt talt lidt svært at sige. Som koncept holder den uden tvivl, og dens dystre, apatisk fremmedgjorte stemning gennemføres yderst konsekvent, selvom det – med en spilletid på over en time – bliver en smule trivielt i længden. Kort sagt er pladen, på trods af mindre vellykkede momenter, bestemt værd at høre, om ikke andet bare fordi den er så helt og aldeles underlig, og fordi den, på trods af alle krautrock-referencerne, faktisk ikke lyder som særlig meget andet.

★★★★☆☆

Deltag i debat