Plader

Benjamin Finger: Woods of Broccoli

Woods of Broccoli er en blød, skumgummiagtig, porcelænsbeklædt og porøs omgang skrøbelig lydleg, der farer fremad i minimalt tempo, men med intentionerne og helheden grundigt gennemarbejdet.

Fra start til slut er Woods of Broccoli en minimalistisk indadvendt rejse, der virker designet til efterårets regn og overskyet, tynget humør. Hvis man nyder de skandinaviske melankolske toner fra f.eks. Tys Tys, múm og Under Byen, vil man føle sig på hjemmebane og hurtigt omfavne denne lille, næsten transparente udgivelse. En blød, skumgummiagtig, porcelænsbeklædt og porøs omgang skrøbelig lydleg, der farer fremad i minimalt tempo, men med intentionerne og helheden grundigt gennemarbejdet.

Benjamin Finger er et norsk soloprojekt, der er bygget op omkring simple idéer og konstruktioner fra soveværelsets kvadratiske vægge, iført akustisk guitar og dernæst oversat til melodier og små finurlige, men dog rørende spinkle toner ved hjælp af en håndfuld dygtige ildsjæle, der hver især bidrager med lidt af hvert. Hovedsageligt er her dog tale om flotte, skrøbelige pigestemmer, der akkompagnerer helheden ganske overbevisende, som i “Little Sparkling Mist”, “Howl (At the Buffalo Girls)” og “Cat Yowled Weak Jaws” (forrygende titel i øvrigt). Derudover er der tale om ekstra tonelandskab i form af guitarsekvenser i “Watermelon Desert”.

Det kan være svært at kredse sig nærmere ind på et kronologisk forløb og udpege, hvor selve de trumfende peaks befinder sig, eller hvor de deciderede fejlskud end må gøre væsen af sig, for pladens helstøbthed gør det svært at skelne mellem de forskellige numre. Og er det i grunden vigtigt med denne type minimalistiske perler? I stedet føles Woods of Broccoli som en lang, kontinuerlig musikalsk proces, hvor man som lytter aldrig kan vide sig sikker på, hvornår et nummer starter eller stopper. Det virker en smule uinteressant eller ligegyldigt at skulle begive sig ud i at fremhæve elementer eller nedskyde detaljer i stedet for bare at konstatere, at der er dele på skiven, der fungerer fremragende, og så er der dele, der fungerer aldeles fantastisk. Jeg mindes i hvert fald ikke at have fundet mig selv sidde og kede mig på noget tidspunkt. Nuvel, udspillet er uhyre roligt til tider, og ved denne slags udgivelser er der vel altid en snert af fare for, at kedsomheden indtræffer, men bundniveauet, mine damer og herrer, det er højt, og derfor bliver man forført.

Referencerne til islandske múm er slående. Men hvor múm arbejder sig igennem en identitet skabt på en overvejende elektronisk minimalistisk lyd, der minder om tung regn dryppende ned på en kvadratmeter nyudlagt staniol, er Fingers projekt mere nedtonet og dæmpet, som hvis man testede nye Auping-senge ved at hoppe i dem iført 20 kilo oppakning på ryggen. Ingen rigtige klik eller skrat, kun svingende skumgummibølger. En slags lyd, der absorberes og opløses efter hver gennemlytning. Ligeledes kan der også smages paralleller til Panda Bears ‘let på tå’-toner og hans sfæriske tonetrumfkort, men til forskel til Panda Bears vokalprægede og legende stemmeudspil arbejder Finger kun med vokalsiden som et ekstra instrument. Et enkelt nummer summer af egentlige ord og sætninger, men ellers er albummet forholdsvis rendyrket instrumentalt.

Woods of Broccoli er med sin nærmest transparente eller usynlige tilstedeværelse en lille tidslomme, der kræver et par gennemlytninger, før man fanger den engagerede interesse for projektet, men det kan nu godt betale sig, og i længden fungerer den fabelagtigt til både cykelture og stirren ud af vinduet og så selvfølgelig alt det imellem.

★★★★½☆

1 kommentar

Deltag i debat