Plader

Beurre Noir!: Golden Virgina!

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Beurre Noir! leverer solid indierock på en overbevisende, men ujævn debut-ep fra den københavnske undergrund.

En, to, tre, fire! Og så deruda’. Det seneste skud på den københavnske undergrunds stamme er Beurre Noir! De har ambitionerne i orden, og efter at have hørt Yeah Yeah Yeahs til døde er de klar til at slippe deres energiske punk’n’roll løs på denne lille ep. Her har vi seks skæringer, som alle holder sig sikkert til den noget udtærskede indie-kategori. Der er rock, der er punk, der er Karen O, og der er fuld smæk på. Samtidig har de også plads til et par enkelte lidt roligere skæringer, der nok mere er ovre i nærheden af noget Pavement blandet op med Dinosaur Jr.

Som nævnt kan sangene groft deles op i to kategorier: De punkede rock’n’roll-tracks, hvor forsangeren hedder Trine Trash, og de lidt mere stille, indie-agtige sange, der med passende falsk, mandlig vokal bliver sunget af Jayhabib.

Allerede fra åbningsskæringen, ” Suckysuckysucky!”, lægger Beurre Noir! sig solidt i slipstrømmen af den nyere amerikanske indierock. Det lyder, helt ned til fraseringerne i Trine Trashs vokal, som et outtake fra Yeah Yeah Yeahs’ Fever to Tell. Anden skæring, “Blister”, er lidt langsommere og deler territorium med “Modern Romance“, men har bare mere distortion.

Tredje skæring er “Something Dead Riding”, som er en slags ‘Stephen Malkmus møder Lou Reed’, men desværre uden førstnævntes charme og sidstnævntes utrolige karisma. Det er et godt forsøg, men det er også lidt kedeligt. Selvfølgelig lyder det godt, passende lo-fi og skramlet. Selvfølgelig har de styr på deres melodier, og sangene er sådan set ikke dårlige. Men de rammer heller ikke helt plet. Det er, som om de aldrig rigtig kravler ud af skyggen fra deres forbilleder.

Det er faktisk først “Ponyponypony!”, fjerde skæring, der rigtig sætter gang i danseskoene i det lille hjem. Her er uforfalsket rock’n’roll med surf-tendenser, der virkelig rykker. Temasangen “Beurre Noir!”, som følger efter, lægger godt ud med rock’n’roll og planter sig hurtigt i midt-90’ernes indierock. Og her fungerer den falske vokal fra Jayhabib ganske udmærket sammen med det lettere melankolske riff, der dominerer sangen. Og til sidst kommer “Campsong”, en lille instrumental skæring, der ikke helt runder pladen af. Den er lidt for up-beat til at fungere som det store, afsluttende epos, der skal sætte streg under alle de stemninger, vi har været igennem, og nummeret virker mere som en intro af en art.

Altså har vi at gøre med en solid debut, der i høj grad peger mod sine amerikanske forbilleder. Men det er jo heller ikke nødvendigvis skidt, hvis det bliver gjort med nerve og indlevelse. Og der mangler Beurre Noir! ikke noget. At det så først er halvvejs igennem Golden Virgina!, at bandet virkelig får styr på deres udtryk, er lidt skidt. Meget kunne være reddet med en mere logisk trackliste, da det meste af materialet langtfra er dårligt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat