Det kunne virkelig være skønt, hvis Brett Andersons nye album var et album, man kunne elske. Et album fyldt med kreativitet, store melodier og Andersons personlige tekster i en højere enhed med hans skarpe vokal. Et album, der kunne bevise, at Brett Anderson stadig er fuldt på højde med sit gamle band, Suede, når deres karismatiske pop var bedst i 90′erne.

Andersons nye soloanstrengelser er desværre ikke udmundet i sådan et album. Slow Attack kommer i samme kategori som to andre albums fra i år udgivet af eks-frontfigurer fra talentfulde og succesrige 90′er-bands fra det engelske/irske. Det gælder Jarvis Cocker fra Pulps Further Complications samt Dolores O’Riordan fra The Cranberries’ No Baggage, der – selvom de lægger sig inden for andre musikgenrer – har det til fælles med Anderson, at de henviser til tidligere storhed, men selv er for blodfattige. Det er skam udmærket, men bare ikke rigtig noget særligt, der kan måle sig med 90′ernes bedrifter i de respektive bands. Det er denne skæbne, Andersons nye udgivelse også må få.

Herren er dog ved at være temmelig produktiv. Siden det første, selvbetitlede soloalbum fra 2007 kom Wilderness sidste år med et simpelt, men intimt udtryk med ganske få instrumenter. Nu kun et år efter er Slow Attack på gaden, og på den korte tid, der er gået siden sidst, har Anderson heller ikke genopfundet sig selv som sangskriver, men fortsætter ikke overraskende i nogenlunde samme rille som på Wilderness.

Slow Attack indeholder samme stilfærdige sangskrivning og fokus på Andersons vokal. Det er en vokal, der for så vidt er stærk, men af og til bruger han den på en mærkværdig måde, når han nærmest bræger sine tekster. En forskel fra Wilderness er desuden det større udbud af instrumenter, der ligger til grund for melodierne på det nye album. Dog sættes de ikke i fokus og ligger lidt anonymt i lydbilledet, hvor Andersons vokal igen er i front.

”Wheatfields” og ”Scarecrows and Lilacs” er eksempler på nogle af de ganske fine numre, hvor Anderson får en del ud af sine spinkle sange og vokalen, og hvor afdæmpede klassiske blæsere sammen med kor bakker ham op og formår at skabe en stemning. På ”Julian’s Eyes” tager musikken en mere dyster og mystisk drejning, der gør lytteren nysgerrig efter at få at vide, hvordan verden rent faktisk ser ud ‘gennem Julians øjne.’ Men det er svært at finde nogen numre, der virkelig hæver sig over de andre, og efter mange gennemlytninger er der stadig ikke noget, der for alvor har sat sig fast.

Selvom Suedes storhedstid blev mindet med længsel i begyndelsen af anmeldelsen, er Andersons nuværende musikalske karriere egentlig meget sund. Han gør intet krukket forsøg på igen at være centrum for mediernes søgelys, og han er ingen eks-popstjerne, der ikke kan slippe berømmelsen. Brett Anderson fremstår derimod som et afbalanceret menneske og en musiker, der erkender egne mangler, men ydmygt arbejder med sit materiale som en del af en personlig proces. Det hele er meget sympatisk, og selvom der ikke er de store armbevægelser på Andersons soloalbums, og heller ikke på Slow Attack, er materialet og det indadvendte udtryk dog noget, han kunstnerisk kan stå inde for. Og det i sig selv er vel ikke helt dårligt.

Problemet med Slow Attack er heller ikke, hvad Brett Anderson gør. Det er nærmere, hvad han ikke gør. Hans nye album er sympatisk som kunstneren bag det. Men variationen er lille, og sangskrivningen og kompositionerne savner mere saft og kraft. For dybest set gør albummet bare ikke indtryk.