Brett Anderson: Slow Attack
Det kunne virkelig vĂŠre skĂžnt, hvis Brett Andersons nye album var et album, man kunne elske. Et album fyldt med kreativitet, store melodier og Andersons personlige tekster i en hĂžjere enhed med hans skarpe vokal. Et album, der kunne bevise, at Brett Anderson stadig er fuldt pĂ„ hĂžjde med sit gamle band, Suede, nĂ„r deres karismatiske pop var bedst i 90′erne.
Andersons nye soloanstrengelser er desvĂŠrre ikke udmundet i sĂ„dan et album. Slow Attack kommer i samme kategori som to andre albums fra i Ă„r udgivet af eks-frontfigurer fra talentfulde og succesrige 90′er-bands fra det engelske/irske. Det gĂŠlder Jarvis Cocker fra Pulps Further Complications samt Dolores O’Riordan fra The Cranberries’ No Baggage, der â selvom de lĂŠgger sig inden for andre musikgenrer â har det til fĂŠlles med Anderson, at de henviser til tidligere storhed, men selv er for blodfattige. Det er skam udmĂŠrket, men bare ikke rigtig noget sĂŠrligt, der kan mĂ„le sig med 90′ernes bedrifter i de respektive bands. Det er denne skĂŠbne, Andersons nye udgivelse ogsĂ„ mĂ„ fĂ„.
Herren er dog ved at vÊre temmelig produktiv. Siden det fÞrste, selvbetitlede soloalbum fra 2007 kom Wilderness sidste Är med et simpelt, men intimt udtryk med ganske fÄ instrumenter. Nu kun et Är efter er Slow Attack pÄ gaden, og pÄ den korte tid, der er gÄet siden sidst, har Anderson heller ikke genopfundet sig selv som sangskriver, men fortsÊtter ikke overraskende i nogenlunde samme rille som pÄ Wilderness.
Slow Attack indeholder samme stilfÊrdige sangskrivning og fokus pÄ Andersons vokal. Det er en vokal, der for sÄ vidt er stÊrk, men af og til bruger han den pÄ en mÊrkvÊrdig mÄde, nÄr han nÊrmest brÊger sine tekster. En forskel fra Wilderness er desuden det stÞrre udbud af instrumenter, der ligger til grund for melodierne pÄ det nye album. Dog sÊttes de ikke i fokus og ligger lidt anonymt i lydbilledet, hvor Andersons vokal igen er i front.
âWheatfieldsâ og âScarecrows and Lilacsâ er eksempler pĂ„ nogle af de ganske fine numre, hvor Anderson fĂ„r en del ud af sine spinkle sange og vokalen, og hvor afdĂŠmpede klassiske blĂŠsere sammen med kor bakker ham op og formĂ„r at skabe en stemning. PĂ„ âJulian’s Eyesâ tager musikken en mere dyster og mystisk drejning, der gĂžr lytteren nysgerrig efter at fĂ„ at vide, hvordan verden rent faktisk ser ud ‘gennem Julians Ăžjne.’ Men det er svĂŠrt at finde nogen numre, der virkelig hĂŠver sig over de andre, og efter mange gennemlytninger er der stadig ikke noget, der for alvor har sat sig fast.
Selvom Suedes storhedstid blev mindet med lÊngsel i begyndelsen af anmeldelsen, er Andersons nuvÊrende musikalske karriere egentlig meget sund. Han gÞr intet krukket forsÞg pÄ igen at vÊre centrum for mediernes sÞgelys, og han er ingen eks-popstjerne, der ikke kan slippe berÞmmelsen. Brett Anderson fremstÄr derimod som et afbalanceret menneske og en musiker, der erkender egne mangler, men ydmygt arbejder med sit materiale som en del af en personlig proces. Det hele er meget sympatisk, og selvom der ikke er de store armbevÊgelser pÄ Andersons soloalbums, og heller ikke pÄ Slow Attack, er materialet og det indadvendte udtryk dog noget, han kunstnerisk kan stÄ inde for. Og det i sig selv er vel ikke helt dÄrligt.
Problemet med Slow Attack er heller ikke, hvad Brett Anderson gĂžr. Det er nĂŠrmere, hvad han ikke gĂžr. Hans nye album er sympatisk som kunstneren bag det. Men variationen er lille, og sangskrivningen og kompositionerne savner mere saft og kraft. For dybest set gĂžr albummet bare ikke indtryk.






Synes du om dette indlĂŠg?
- Brett Anderson: s.t. | 09.04.07
- Brett Perkins: Danish Weather | 07.08.03
- The Tears: Here Come the Tears | 02.08.05
- The Year of: Slow Days | 03.08.06
- Fredagsvideo: Health: “Die Slow” | 11.09.09


Skriv en kommentar!