Plader

Chris Garneau: El Radio

Stemningsfyldt – ja. Sindsoprivende – nej. Veludført – ja. Mindeværdigt – nej. Lyttevenligt – ja. Udviklende – nej.

Chris Garneaus El Radio begynder stille og roligt. Den fortsætter stille og roligt, og den ender stille og roligt. Man skal altså ikke forvente en eksplosiv og energisk plade, men en af dem, der kan gemme sig bag stearinlys og slowfood. Der er tristesse og mørke toner. Strygere indleder sammen med harmonium. Melodramatiske akkorder i stille leg med hinanden. Følelserne uden på tøjet-lyrik og simple progressioner. Alt sammen holdt i en jernnæve af Chris Garneaus drengede vokal og klavertoner, der på en uskyldig og samtidig alvorlig måde synger og spiller om livets smertefulde realiteter.

El Radio går på opdagelse i kammerpoppens udtryk, og der er noget teatralsk over sangene, som på sin vis er ganske nedbarberede og enkle, men frembringer stærke følelser via strygerfladerne, og det fungerer indimellem ganske godt. Et par gode eksempler kunne være “Dirty Night Clowns” og “Fireflies”.

Der er dog et men, for selvom Garneau maler flotte billeder med sine melodier, bliver de smukke ballader næsten ulidelige i længden. De store og brede følelser kommer godt nok til udtryk, men de forbliver mestendels uforløste. Musikalsk er det, som om der gemmer sig en historie et eller andet sted, uden at vi får slutningen. Kompositionsmæssigt er det flot sat op, og arrangementerne er sat sammen med sans for det smukke, men det bliver næsten til en form for følelsesporno, der ender uden klimaks og toner ud i ingenmandsland.

Der er noget introvert og afvisende over pladen. Den åbner sig ikke nok op for lytteren, og man sidder med en stor lyst til at dele hele verdens ulyksaligheder med Chris Garneau. Han lukker bare ikke op. Vi får kun lov til at lure gennem dørsprækken, og det gør El Radio til en mindre fuser.

Overordnet set er håndværket i orden, og limer man pladen op som baggrundstapet til en hyggestund, kan jeg ikke forklejne El Radio, men for at få noget, man kan dykke ned i og blive rundbarberet af i sit indre følelseshav, må man ty til andre historiefortællere, der rent faktisk vil have os med på en lytter.

★★★☆☆☆

Lyt til “No More Pirates”:
[audio:http://www.absolutelykosher.com/MP3s/01%20No%20More%20Pirates%20from%20El%20Radio.mp3]

Om skribenten

Jeppe Fly-Kristensen

 

Biografi:
"Hej P3" var en af de første på banen, men det var først i slutfirserne og op gennem halvfemserne, at musikken for alvor tog fat. Fra Pet Shop Boys, Erasure og Depeche Mode til U2, The Cure og Blur. Måske er interessen knap så poppet i dag, men den er ikke blevet mindre.

 

Fem favoritalbums:
Tomas Anderson Wij: Ett slag för dig
U2: Achtung Baby
Nick Cave: No More Shall We Part
Lambchop: Is a Woman
Mikael Simpson: Os 2 + Lidt Ro 2002

Skriv et svar