Plader

Dawn Landes: Sweet Heart Rodeo

Skrevet af Jonathan Heldorf

Rodeo er ikke for alle. Man skal turde give slip på sine hæmninger og turde være sårbar, for sårbar er man uanset hvad – og hellere indse det end ignorere det. … Snakker vi stadig om rodeo?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Cowboy-Lone. TV 2 lavede et indslag om hende for et par år siden. En gæv countrysangerinde og hestebetvinger, der smed tøjlerne og fløj til Nashville Tennessee for at udleve sin ‘drengedrøm’ på en ranch. Umiddelbart stod hun for rigtig mange ting, jeg har svært ved at forlige mig med, men efter at have hørt Dawn Landes’ Sweet Heart Rodeo, tror jeg, Cowboy-Lone og jeg er rykket en tak tættere på hinanden, for med Sweet Heart Rodeo er jeg begyndt at se det fascinerende ved cowboyhatte og læderfrynser. Det vigtige ved rodeo er, at det ikke bare handler om rodeo.

Før jeg bliver alt for hjertelig, bør jeg nok nævne, at Dawn Landes’ musik alligevel ligger et Gargantuan’sk stenkast fra Cowboy-Lones, og at hun – i modsætning til Cowboy-Lone – er i stand til at distancere sig og se rodeoen som en metafor. Men fascinationen af rodeoen og mundharpen har de til fælles, og netop denne fascination formår Dawn Landes at formidle videre – til selv en cowboy-skeptiker som mig – på en gribende og interessant måde.

For knap to år siden fortolkede Dawn Landes Peter Bjorn & John-hittet ”Young Folks” med en bluegrass-tilgang og fik selv skabt sig lidt af et hit. På Sweet Heart Rodeo har hun igen lavet en interessant fortolkning, denne gang af Margo Guryans flippede flowerpower-sang “Love”; og det er knageme fint udført. Hun fastholder musikkens syrede elementer ved at vride det hele en smule, komprimere det og gøre det til udknaldet, jazzy bluegrass. Mesterligt. Men også meget af hendes helt eget materiale går rent ind, selvom kvaliteten her svinger lidt, uden det dog på noget tidspunkt går hen og bliver decideret dårligt – blot en smule trivielt og for meget af det gode. Heldigvis opvejes de lidt overflødige numre af en håndfuld fantastiske sange, hvor især “Young Girl” og “Money in the Bank” tager tyren ved hornene.

“Young Girl” har en fremragende lyrisk tekst og starter pladen således: »Young girl I can’t fight you / everybody wants to get inside you / I just want to remind you / it’s got nothing to do with you.« Det er pladens mest hidsige skæring, og den lader skinne igennem, at rodeoverdenen er barsk og ikke for alle. Det er en kærlighedssang, der på fin vis fortæller, hvor svært det kan være at holde fast i en kærlighed, der er vild, uregerlig og utæmmelig – et tema, der går igennem på hele pladen.

“Money in the Bank” tager Nik og Jay-temaet op og spørger: »Money in the bank, night before you die / what are you gonna buy? / will you buy a house the night before you die? / everything’s all right, got a rose in sight, it’s brilliant and bright / I’ve known it all the time / I got a clear mind and tomorrow night / I’ll be sleeping in the yard.« Det er en sang, der på smukkeste vis lader Dawn Landes’ yndefulde stemme folde sig ud, og valdhornet, der akkompagnerer hende, fuldender oplevelsen.

“Wandering Eye” er til gengæld ægte Lucky Luke. Jolly Jumper er lige blevet tøjret uden for salonen, og Luke træder ind gennem svingdørene; bartenderen ånder ned i glasset og skruer derefter viskestykket ned i det, mens pianisten sidder i et røgfyldt hjørne og vipper frem og tilbage på skamlen. Det er djævelsk stemningsfuldt, men enkelte gange – som i ”Romeo” og ”Dance Area” – bliver det alt for kitschet, fordi det er sirupssødt og ikke helt besidder den samme elektriske højspænding og distance til temaet som de fleste andre numre.

Med en håndfuld prægtige rodeosange, og nogle få knap så interessante, er det i det store hele lykkedes for Dawn Landes at lave et berigende og brugervenligt album om sin kærlighed til det rå og utæmmede, men også om sin egen sårbarhed og porøse sider over for netop de aspekter af livet, der ikke lader sig fængsle.

★★★★☆☆

Deltag i debat