Debonair er navnet på et britisk flyselskab, et indisk mandeblad og et dansk band, der spiller melodisk, tilforladelig pop/rock med tungen lige i munden og skrald på guitaren. Sidstnævntes medsendte pressemateriale siger lige så lidt om bandet som ovenstående, og jeg har ikke fået noget cover med til promo-cd’en, så jeg har ikke andet at gøre godt med end mine højtalere.

Og det burde jo også være nok.  Men selv efter mange, mange gennemlytninger kan jeg ikke skille numrene ad. Jeg har ingen holdepunkter og ingen idé om, hvad jeg skal føle. Jeg bliver ikke hensat til nogen verden, ingen bedre, ingen værre. Debonair flyver bare af sted, og jeg, som ellers elsker at rejse, er ikke med. De fyrer deres eget show af nede i øveren og skralder løs på guitaren og den åbne hi-hat, kører rundt på landingsbanen, leger med det lange lys og trykker på knapperne. Men jeg er ikke med. Som lytter må man vende sig mod himlen, når Debonair svæver hvileløst rundt over skyerne, og jeg er under albummets 12 lange numre bange for, at de virkelig styrter ned og slår sig. Men det gør de ikke. De forsvinder bare i horisonten og i deres egen slammede, beskidte os. Lyden bliver grødet og drukner i sig selv. Hvis jeg skal nyde en rock-grød, skal den give mig mere energi. Bandets ihærdighed og de mange ingredienser skal tanke mig op og smage forskelligt.

Flere gange i løbet af albummet kommer et par gode, mere nedtonede passager til deres ret. En trompet eller et par violiner får lov at skære igennem, og jeg får næsten smag for retten. Det er afgjort en dygtigt udført plade. De to brødre Hans og Emil Landgreen (Speaker Bite Me) har sans for den alvorlige pop, og jeg er helt overbevist om, at mange vil nyde dette album,  der henleder tankerne på Laust Sonnes soloprojekt Dear og absolut er den danske indiescene værdig. At undertegnede har svært ved at nå flyveren og tage rejsen med Debonair, må derfor stå for egen regning. Men den kølige nerve, kokette vokal og tunge musikalitet virker introvert og ekskluderende. Jeg savner, at bandet løber en risiko og henvender sig til mig som lytter.

Jeg har svært ved at forestille mig et indisk mandeblad, men jeg er god til at google, og det dér blad er så meget mere frækt og storsmilende, end det her band nogensinde bliver. Så det kan ikke være derfra, navnet og inspirationen er hentet. Et spædt ønske om, at de to drenge googler sig frem til de våde indiske mandedrømme og får lidt varme i kinderne på næste album, er hermed overleveret.