Så kom den dag, hvor jeg skulle anmelde Devendra Banhart. Stor var min begejstring, da jeg fiskede den op af min efterårsramte postkasse, mellem alle bladene, dem fra træerne og dem fra gaden. Og jeg må straks gå til bekendelse: Jeg er begejstret. Det har jeg været, siden jeg hørte ham første gang på Roskilde Festival i en andendagsbrandert af de værre, øllet ville ligesom ikke ind i kroppen mere. Jeg svedte, og selvom det var lykkedes at isolere hovedpinen til en hjernecelle lidt over mit højre øje, holdt den stadig stand og beskød mig med lange gispende hovedpinepile, så min højre arm røg op som i krampe hvert femte minut. Men det ændrede Devendra på. Hvis det altså var ham. For jeg så ham aldrig, jeg hørte ham kun – der var alt for mange mennesker, så jeg orkede ikke at gå ind. Men hvilken lise. Hvis det var ham… Det må det næsten have været, for hvem andre ville lave en debutplade med den mærkelige titel: Oh Me Oh My… The Way the Day Goes by the Sun Is Setting Dogs Are Dreaming Lovesongs of the Christmas Spirit? Så præcist og sprødt og vildt og enkelt, poesi med andre ord. Der er meget jam over hans arrangementer. Megen live-energi. Det var også det, jeg syntes, jeg hørte på Roskilde, mens jeg lå i græsset og så på folks fødder i den tørre, tørre juli det år.

Nu er der så kommet en ny plade – oven i købet med en indlægsseddel, så man kan se lidt mere end bare musikken. ”Can’t Help But Smiling” hedder det første nummer. Og man tror på manden. Jeg ved ikke, hvad han har røget eller spist, men omkvædet »you can’t help but smi-eh-ling« går lige ind. Optaget i en lånt lejlighed nord for San Francisco, med musikere, man mærker, kender hinanden, går Banhart mindre lallende til værks, end han plejer. Måske også mindre eksperimenterende, tror jeg først. Jeg smiler mig ned ad trappen og slutter fred med min kone for 456. gang.

»Hvorfor er du pludselig så sød,« spørger hun.
»Jeg har hørt Devendra Banhart, det skulle du også gøre. Han er klarere, end han plejer,« siger jeg. »Han fortæller mig, at vi skal være gode ved hinanden.«
»Hvem?!«
»Devendra Banhart. Vi behøver slet ikke parterapi, når vi har ham. Vi skal bare gøre os til en ballade.«

Det er lidt som at høre de hedengangne Cheech and Chong, de mexicansk-amerikanske komikere og syrehoveder, på en rejse ned ad et eller andet delta i en meget, meget faldefærdig bus. Faktisk kunne Banhart snildt optræde på Woodstock, uden man ville undre sig. Jo, måske over fødselsdatoen, for Devendra er født i 1981, men han må have røget sig tilbage i tiden, ind i Santanas lysestage. Han er et syrehoved af guds nåde. Men der er også mere almindelige kærlighedssange, som ”Baby”, hvorpå han besynger en skat, han har. Indimellem er der også numre, der i deres tysthed minder mig om tidlig Simon og Garfunkel, eller måske Art Garfunkel alene, Banharts stemme er nemlig ret speciel, når han hvisker og tisker sig ind i en fortrolighed med sit materiale. What Will We Be er en feel good-plade.

Men der er også lidt Ricky Lee Jones over ham. Som på ”Going Back”, der afløses af det smukke ”First Song for B”, med omkvædet »please destroy me,« sagt med en afvæbnende og alligevel desperat klang, som fint føres videre på den endnu mere smukke, næsten Pink Floyds The Wall-agtige ”Last Song for B”, hvor Devendra på fornem vis synger kor med Joanna Newsom.

Det er en sammensat plade, og efter ”Last Song for B” er det, som om han befrier sig selv helt fra syren og går over i noget, der minder om – ja, jeg vil næsten sige Chet Baker. Det er utrolig modigt – og en modig plade, synes jeg. Jeg tror ikke, jeg har hørt en plade, hvor udtrykket får lov at liste så ubesværet omkring genre-gadehjørnerne som her, fra overgangen fra ”Last Song for B” til “Chin Chin and Muck Muck”, et cross-over af erindrede børnesange og kærlighedsforvirring og ren og skær sorg. Fra Devendras opvækst i Caracas, Venezuela til Chet Baker er der langt. Men med musikere som Luckey Remington og Rodrigo Amarante er det ingen sag at gå fra det stille til det festlige. Et skægt nummer med masser af hints til jazz og kabaret og almindelig Devendra – en slags sløv kat på en meget, meget stenet husmur i Caracas. Og med det nummer skifter pladen også karakter: Vi er atter tilbage ved de melodiske numre og det søndagssløve livs besyngelser, hvor Newsom og Banhart oven i købet går ud i sær, sær duet.

”16th & Valencia Roxy Music” er underlig 80’er-agtig discokitsch med elektroniske trommer, og hvad dertil hører. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal mene om det. Men det kan han altså også. Ved nærmere lytning er det faktisk et rædselsfuldt nummer; nu var jeg lige kommet hjem i mandens hippiehybel, og så skal man over i Boney M.’s Abba-indretning. Eller Abba er det ikke, i hvert fald ikke ifølge pressemeddelelsen, der siger Roxy Music. Smag og behag, måske har Banhart ikke hørt Abba, som denne anmelder hørte Abba, mens vi proppede garageanlægget med Matchbox-biler og ostechips. Men manden har jo lov til en hjerneblødning også.

Den går nemlig hurtigt over. ”Rats” er en flot dystopisk sag, næsten Doors-blues. Hvor Banhart for en gangs skyld slipper det mumlende og går ud og fylder nummeret med hele sin stemmes, øh… plys. Der er gang i rotterne. Hele orkestret er i gang her. Dubtrommer, som afløses af håret elektrisk guitar og den her hypnotiske sang. Som så igen går over til dub. Han svinger, den gode mand, og rotterne danser. Tilbage ved start kommer den slæbende ”Maria Lionza”, endnu en kvinde han har mumlet ind, som naturligt glider over dejlig bossanova og omkvædet »the lover you can’t forget.« Nej, det tror da fanden, når man sidder inden i Santanas lysestage. Jeg kan ikke spansk, men ”Brindo” og Banhart går fint i svang. Jeg vælger at tolke det som en dreng, der løber ned ad en bakke med et hjul fra en barnevogn, der undervejs får skæg i takt med Banhart, barnet selv får skæg på vej ned ad den bakke. Superstramt og med klaver, a la vores egen superjazzmand Jan Kaspersen.

Minderne kommer rullende nu. Det samme gør den musikalske ledsagelse, som bliver drømmende og løs og slendrende igen. Banhart drømmer om at mødes på en bakketop. »Meet me at the look-out point.« Ja, hvorfor ikke. Devendra har mange venner. Også i reggaekredse. Hvad ”Foolin’” viser. Kan den mand egentlig fejle med noget? Et lykkeligt, globalt forvirret pragteksemplar af en hispano-amerikansk bodegabums fra Andesbjergenes Varde. Nej, ok, der er ikke meget Varde over Banhart, hans horisont er større, og det er måske det, der gør hans musik så ubekymret, som en spontan inkafest i en ven af en vens lejlighed. De spillede på flaskerne, til de kom i godt humør, og gik så gennem vores mure.

Fem fjerede flamingostjerner til Banhart. Han havde fået seks, hvis han havde holdt sig fra det der ”16th & Valencia Roxy Music”. Men det er svært, når man har så mange venner, de leder jo en i fordærv. Han kan også godt få seks almindelige stjerner, men de fjerede er mere værd. Fordi han er en fornyer af snart sagt alt, han bevæger sig ind i.