»Doom’s as evil as ever,« lyder det nummer efter nummer på Unexpected Guests. Nej, det er han så absolut ikke, kan man så tilføje. Selvom denne udgivelse er den anden i DOOMs navn i 2009, er han langt fra den kreative bølge, han red på midt i årtusindet.

Tidligere på året anmeldte jeg her på siden Born Like This, det første udspil i flere år fra manden, der tidligere lystrede navnet MF Doom, men som alt i alt har gjort brug af flere aliasser end hele Wu-Tang Clan tilsammen. Den plade lød, trods sine kvaliteter, som om den var, hvad det lige præcis kunne blive til for en kunstner, som man kunne have mistænkt for at befinde sig i en form for skriveblokering.

Selvom Born Like This var kvintessentielt DOOM’sk, gjorde den ogsÃ¥ brug af en masse fortidigt gods – alt fra tidligere ideer til hele numre, der har været offentligt tilgængelige i Ã¥revis – der fik den til at fremstÃ¥ noget hurtigt sammenstykket og halvbagt.

Følelsen af at blive trakteret med rester af gammel kransekage fortager sig ingenlunde pÃ¥ Unexpected Guests, der er en samling af numre, der ikke er egentlige DOOM-numre, men som han har del i enten som gæsterapper, producer eller begge dele. Størsteparten af numrene har tidligere været udgivet, bl.a. pladens Ã¥bner, den urørlige og allerede klassiske “Rock Co. Kane Flow” med De La Soul og de glimrende numre fra Jake Ones yderst habile samling White Van Music fra sidste Ã¥r.

Det er således på ingen måde dårlig musik, der strømmer lytteren i møde på Unexpected Guests, og det er i grunden heller ikke svært at retfærdiggøre en DOOM-udgivelse af denne art. Vi har trods alt at gøre med en kunstner, der er – eller i al fald har været – enormt produktiv, og som stikker i så mange retninger både musikalsk og udgivelsesmæssigt, at det kan være rart af og til at samle en bunke af de løse ender på forskellige separate plader. Det er tidligere sket på de, for størstepartens vedkommende, glimrende Special Herbs-compilations, så som sådan er der ikke noget galt med de bagvedliggende kunstneriske motiver for en plade som Unexpected Guests.

Det store problem er bare, at det ikke er sådan en DOOM-plade, man har lyst til – eller brug for – lige nu. I princippet kunne man selv samle og mixe sin egen version af pladen ved at konsultere internettet og diverse DOOM-relaterede udgivelser, og den røde tråd ville i så tilfælde være lige så mat og lyserød, som den er på Unexpected Guests.

For som album er den ikke noget specielt potent statement, og selvom DOOM-viben hviler tungt over de fleste numre, er helheden uden egentlig ide og retning. Det er bare en mere eller mindre tilfældig samling numre, der ikke kaster nyt lys over sin skaber, og det er specielt uappetitligt i denne sammenhæng, fordi DOOM tidligere har lavet en masse helstøbte plader med klart definerede og perfekt udførte koncepter.

Alt i alt giver denne plade mest lyst til at konsultere en af de rigtige DOOM-udgivelser, samtidig med at den skaber et indtryk af et tidligere kreativt kraftcenter, der i den grad kører på pumperne. Musikken på Unexpected Guests er altså ikke dårlig, men som album betragtet er pladen overflødig og relativt ligegyldig.

Det eneste, man kan håbe på, er, at den repræsenterer en sidste oprydningsrunde, før DOOM tager sig sammen og leverer noget nyt, friskt og originalt.