Emily Loizeau tager os med sit andet album på opdagelse i et ’vildt land’, som titlen antyder. Pays Sauvage er et nysgerrigt album, der bevæger sig i mange retninger både instrumentalt såvel som stemningsmæssigt. Loizeau er en tøjleløs guide, der fører os fra den dybeste mørke skov, via den melankolske brænding, frem til den hyggelige lysning. Loizeau har til lejligheden inviteret alle vennerne forbi til en ekstravagant jamsession, hvilket er mundet ud i et sprudlende lydbillede. Her optræder hverdagsoplevelser som fuglekvidder, regnvejr, brægende geder og børneskrål på lige fod med guitar, cello, mandolin og alverdens andre instrumenter. Sangene bindes sammen af et naturinspireret tema, der giver indtryk af, at albummet er optaget live midt i en travl landsby.

Det kommer til udtryk i nummeret “Coconut Madam”, der med en Manu Chao-inspireret livlighed blander klovdyr og kokosnødder med fransk charme. Lig Manu Chao spiller Loizeau ogsÃ¥ pÃ¥ sin placering i en global kontekst, bÃ¥de i forhold til musikalske og tekstlige inspirationer. Med rødder i henholdsvis det franske og det engelske synger hun som et kompromis skiftevis sange pÃ¥ engelsk og fransk, og pÃ¥ duetten “The Princess and the Toad” bliver begge dele blandet vilkÃ¥rligt sammen. Den verdensmusikalske inspiration udgør sammen med folk, country og Loizeaus singer/songwriter-stil nogle af de mest dominante genretræk pÃ¥ Pays Sauvage.

Den eklektiske brug af stilelementer og inspirationer har ført til en divergent plade. Den hippie-inspirerede tilgang til det musikalske udtryk og Loizeaus hæse stemme får én til at tænke på kunstnere som Joanna Newsom og Devendra Banhart.

Pays Sauvages byder pÃ¥ alsidige sange, der veksler mellem at have en naiv musikalsk tilgang eller at benytte mere komplicerede komponenter. Det sker med sange som den ligefremme og fængende “Sister”, hvis musikvideo benytter sig af en underholdende blanding af børnefortællinger blandet med engelske og franske symboler.

Den skrøbeligt søde “In Our Dreams”, der trækker pÃ¥ en operainspiration lig Bonnie ‘Prince’ Billys strÃ¥lende sang “Love Comes to Me” fra The Letting Go.

“Ma Maison”, der er som en improviseret fest, hvor der spilles pÃ¥ glas, bankes rytmer med skeer, og hvor Loizeaus hæse stemme lyder, som om hun fra barnsben har vædet den med rigelige mængder rødvin og smøger. “That Little Something” flytter stemningen fra den private fest til den franske natklub ved at abonnere pÃ¥ en klassisk kabaretstemning. Det er let, legende og lækkert. Det mere dystre tema introduceres pÃ¥ en sang som “Le Coeur d’Un Géant”, der med sine uglehyl og skingre fløjt er som taget ud af en gotisk nattevandring.

Loizeau kreerer mangt et spændende indtryk, hvilket resulterer i, at pladen ikke fremstår homogen, men i stedet som et væld af små interessante musikalske forgreninger, der udgår fra samme grundtanke: Lysten til at gå på opdagelse og prøve kræfter med forskellige udfordringer. Det fører til et alsidigt album, der dog undgår at virke for fragmenteret. Det er en ganske fornøjelig plade, men trods de mange vellykkede eksperimenter mangler der den kant, der kan hive Loizeau et niveau højere op.