Forsangerinde Esther Maria har tidligere sunget jazz igennem 10 år, men er på denne debut-ep med bandet Ester Maria & The Song Horse rykket et stort skridt væk fra den genre og omfavner i stedet både rock og country – nogle gange hver for sig, nogle gange i skøn forening.

At Esther Maria & The Song Horse er et band med en håndfuld erfarne musikere bag sig, i studiet såvel som live, gør ikke sagen værre. Bl.a. folk som Søren Zahle (Peter Sommer og Superjeg) og Henrik Poulsen (Peter Sommer, Lise Westzynthius m.fl.) bidrager til en lyd, der indimellem bogstaveligt talt kan få hårene til at rejse sig i min nakke.

Nummeret “What Is It You Want” er ep’ens mest vellykkede. En country-rocket lyd og Esther Marias vidunderligt rene og klare stemme, der med jævne mellemrum her antager en næsten hæs karakter, der drager tankerne i retning af en blød PJ Harvey, forenes i et nummer, der er en ren ørehænger med upbeat tempo og lækre guitarsoloer. Indholdsmæssigt er denne sang ligeledes vedkommende. Tekstudsnit som »Like the rest, you take what you can / think you’re the best, show me what you can,« får mig til at tænke på Tina Dickow, når hun er bedst. Det er et nummer, der kan vække følelser i alle, der har prøvet at være ulykkeligt forelskede eller at blive behandlet dårligt af den, de var forelskede i, eller som har fantasi til at leve sig ind i, hvordan det ville være. Til sammen giver det et nummer, der befinder sig på et niveau, der kan række langt uden for Danmarks grænser.

“What Is It You Want” skiller sig dog ud fra resten af My Black Heart. Ikke sådan at forstå, at ep’ens fire andre numre er dårlige – tværtimod. På dem er der blot en gennemgående mere melankolsk stemning, skabt dels igennem mere stilfærdige melodier, dels igennem tekster som denne fra det indledende nummer, ”Pale Moon”, der er et countrynummer i sin pureste form: »Pale moon, have some mercy on me / ’cause I had to leave my true love, don’t you see / pale moon, that’s where you always seem to be / bearing down on me, where my true love’s supposed to be.« Der er melankoli og bluesstemning, så det driver fra væggene, og det er stemningsfyldt i en sørgmodig retning, man let rives med af.

Indimellem går den melankolske og stille lyd dog over i en lidt for afdæmpet stil, som i “Finest Hour”, der næsten udelukkende består af Esther Marias vokal og et vagt guitarakkompagnement i et tempo, der ligger så langt nede, at er man den mindste smule træt, vil det være en fortrinlig vuggevise. Indholdsmæssigt tager Esther Maria igen fat i den ulykkelige kærlighed, her dog med en tekst, der synes lidt uopfindsom: »Falling in love is not an easy thing / with all the pain that it can bring.« I sidste ende bliver “Finest Hour” for ensformigt og en anelse kedeligt at lytte til.

Med My Black Heart får man en smagsprøve på et band, der har meget at byde på. Teksterne, der langt hen ad vejen er velskrevne, går op i en højere enhed med Esther Marias vidunderligt klare og rene sangstemme og generelt store musikalske talent, der alt sammen understøttes af en lille samling dygtige musikere.