Anmeldelser af Flight of the Conchords’ plader ender ofte i en vældig omgang meta-pladder. Og det forstÃ¥r man. Det er svært at finde ud af, hvordan man skal forholde sig. Humoren er, som i deres liveshow og ikke mindst tv-serien, det primære, men nÃ¥r de nu har valgt at udgive cd’er, mÃ¥ musikken jo ogsÃ¥ optage en vis procentdel af bedømmelsen. Sangenes vigtigste opgave er som udgangspunkt at danne ramme om de to newzealænderes musikalske sketches, men de er ganske ferme til at skrue smÃ¥, guitardrevne popsange sammen. Det musikalske niveau er højnet i forhold til deres selvbetitlede plade fra sidste Ã¥r, men til gengæld er I Told You I Was Freaky ikke nær sÃ¥ sjov.

Kender man ikke til Flight of the Conchords, kan jeg kun anbefale, at man (nu) klikker sig til Youtube og oplever dem i deres rette element. PÃ¥ scenen. Det er det udgangspunkt, man bør have. Det er sÃ¥dan gruppen, der selv betegner sig som »formerly New Zealand’s fourth most popular guitar-based digi-bongo acapella-rap-funk-comedy folk duo«, bør opleves. Det er plat, uskyldigt og muntert og ret ofte vanvittigt sjovt. Hverken pÃ¥ pladerne eller i tv-serien nÃ¥s samme højder.

En god del af sangene pÃ¥ I Told You I Was Freaky er hiphopinspirerede, hvilket er pladens akilleshæl. Det, der gør, at visse numre fungerer, er, at der ligger solidt hÃ¥ndværk bag. NÃ¥r dette hÃ¥ndværk ikke spiller en tydelig rolle, er det meget svært at tage foretagendet seriøst. Musikaliteten er en faktor, der ligger uden for morskaben, og som pÃ¥ de vellykkede numre danner ramme om den naive og stuerene, men lejlighedsvis morsomme komik. Som pÃ¥ den russiske kannibalvise “Petrov, Yelyena and Me” eller den overraskende flotte hyldest til englekopulation, “Angels”. Det bliver altsÃ¥ kun for alvor interessant, nÃ¥r grænsen mellem gøgl og pop er mest utydelig, og nÃ¥r den ironiske distance er mindst. Alle numre, hvor deres musikalske kvaliteter ikke fÃ¥r rÃ¥derum, falder brat til jorden.

Hvad angÃ¥r humoren, er niveauet som nævnt dalet betragteligt. I stedet for sange som den lune og underspillede “It’s Business Time” fra debuten skal vi nu trækkes med den alt, alt for pubertetsplatte “Too Many Dicks (On the Dancefloor)”, og Flight of the Conchords deler pludselig genrebetegnelse med Drengene fra Angora.

Et oplagt problem er, at stort set samtlige sange er skrevet og indspillet til tv-serien, der typisk byder pÃ¥ en sang per afsnit. Den kontekst, man mangler, hvis man ikke har set de pÃ¥gældende afsnit, gør ofte, at det komiske potentiale ikke forløses. Og en middelgod Flight of the Conchords-sang er der mildest talt ikke meget ved. Pladen indeholder dog enkelte perler, som ikke lader sig fornægte, sÃ¥som den vellydende “Carol Brown” eller det ubestridte højdepunkt “You Don’t Have to Be a Prostitute”. En reggaeinspireret opsang til gigoloen, som bÃ¥de har fængende omkvæd og et velplaceret kvindekor.

De enkelte virkelig gode numre skaber anledning til at tro, at gruppen er kommet et skridt nærmere at få konverteret alle finurlighederne fra deres optrædener til pladeformat. Skulle det lykkes, vil jeg ikke tøve med at give dem den varmeste anbefaling, men for nu er Flight of the Concords på plade primært for store fans af tv-serien eller virkelig store fans af deres liveshow.

Lyt til “Sugalumps”: