Plader

Flight of the Conchords: I Told You I Was Freaky

Skrevet af Daniel Heydorn

Flight of the Concords er fortsat 50 procent gøgl og 50 procent musik. Musikken tager sig bedre ud end tidligere, hvilket ikke helt kan siges om gøgleriet.

Anmeldelser af Flight of the Conchords’ plader ender ofte i en vældig omgang meta-pladder. Og det forstår man. Det er svært at finde ud af, hvordan man skal forholde sig. Humoren er, som i deres liveshow og ikke mindst tv-serien, det primære, men når de nu har valgt at udgive cd’er, må musikken jo også optage en vis procentdel af bedømmelsen. Sangenes vigtigste opgave er som udgangspunkt at danne ramme om de to newzealænderes musikalske sketches, men de er ganske ferme til at skrue små, guitardrevne popsange sammen. Det musikalske niveau er højnet i forhold til deres selvbetitlede plade fra sidste år, men til gengæld er I Told You I Was Freaky ikke nær så sjov.

Kender man ikke til Flight of the Conchords, kan jeg kun anbefale, at man (nu) klikker sig til Youtube og oplever dem i deres rette element. På scenen. Det er det udgangspunkt, man bør have. Det er sådan gruppen, der selv betegner sig som »formerly New Zealand’s fourth most popular guitar-based digi-bongo acapella-rap-funk-comedy folk duo«, bør opleves. Det er plat, uskyldigt og muntert og ret ofte vanvittigt sjovt. Hverken på pladerne eller i tv-serien nås samme højder.

En god del af sangene på I Told You I Was Freaky er hiphopinspirerede, hvilket er pladens akilleshæl. Det, der gør, at visse numre fungerer, er, at der ligger solidt håndværk bag. Når dette håndværk ikke spiller en tydelig rolle, er det meget svært at tage foretagendet seriøst. Musikaliteten er en faktor, der ligger uden for morskaben, og som på de vellykkede numre danner ramme om den naive og stuerene, men lejlighedsvis morsomme komik. Som på den russiske kannibalvise “Petrov, Yelyena and Me” eller den overraskende flotte hyldest til englekopulation, “Angels”. Det bliver altså kun for alvor interessant, når grænsen mellem gøgl og pop er mest utydelig, og når den ironiske distance er mindst. Alle numre, hvor deres musikalske kvaliteter ikke får råderum, falder brat til jorden.

Hvad angår humoren, er niveauet som nævnt dalet betragteligt. I stedet for sange som den lune og underspillede “It’s Business Time” fra debuten skal vi nu trækkes med den alt, alt for pubertetsplatte “Too Many Dicks (On the Dancefloor)”, og Flight of the Conchords deler pludselig genrebetegnelse med Drengene fra Angora.

Et oplagt problem er, at stort set samtlige sange er skrevet og indspillet til tv-serien, der typisk byder på en sang per afsnit. Den kontekst, man mangler, hvis man ikke har set de pågældende afsnit, gør ofte, at det komiske potentiale ikke forløses. Og en middelgod Flight of the Conchords-sang er der mildest talt ikke meget ved. Pladen indeholder dog enkelte perler, som ikke lader sig fornægte, såsom den vellydende “Carol Brown” eller det ubestridte højdepunkt “You Don’t Have to Be a Prostitute”. En reggaeinspireret opsang til gigoloen, som både har fængende omkvæd og et velplaceret kvindekor.

De enkelte virkelig gode numre skaber anledning til at tro, at gruppen er kommet et skridt nærmere at få konverteret alle finurlighederne fra deres optrædener til pladeformat. Skulle det lykkes, vil jeg ikke tøve med at give dem den varmeste anbefaling, men for nu er Flight of the Concords på plade primært for store fans af tv-serien eller virkelig store fans af deres liveshow.

★★½☆☆☆

Lyt til “Sugalumps”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/5975.mp3]

Deltag i debat