Koncerter

Grizzly Bear, 24.11.09, Store Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Grizzly Bear er de seneste år gået fra at være et relativt ukendt, skramlet lo-fi-ensemble til nu at spille store, udsolgte koncerter. Tirsdag aften var en imponerende opvisning i, hvor godt de formår at bevare musikkens sjæl i den store kontekst.

Grizzly BearNu har jeg inden for én uge været så heldig at overvære en blændende múm-koncert og en om muligt endnu mere overrumplende opvisning fra Monsters of Folk under Vegas tag, og selvom Grizzly Bear for mig står som et af scenens mest interessante bands, var det svært ikke at blive overtroisk inden tirsdagens koncert – sådan en overdådighed kan jo ikke vare ved, og at jeg ikke har oplevet Grizzly Bear live, siden de i 2006 spillede en skramlet og introvert omgang lo-fi-indierock for et publikum i skrædderstilling på Loppens gulv, gjorde det ikke lettere at visualisere en bjørn, der kunne brøle sig igennem til et propfyldt Store Vegas bagerste publikummer.

Ganske vist er der sket en del siden dengang. Med udgivelsen af forårets Veckatimest fulgte hype og storhed, og selvom pladen er mere pompøs, produceret og til tider poppet end sine forgængere, har Grizzly Bear ikke lagt deres lidt indadvendte tilgang til musikken fra sig, selvom den nu nærmere står i kontrast til de lydlige udbrud, bandet har indlemmet i deres repertoire.

Jeg kom nu hverken til at savne storhed eller eftertænksom vellyd tirsdag aften, og at bandet er blevet en hel del mere snaksalige end tidligere, gav blot koncerten en klædelig og tilbagelænet atmosfære. Der er ingen tvivl om, at Danmark, hvor Grizzly Bear søsatte deres musikalske karriere gennem Efterklangs Rumraket-label, har en særlig betydning for de fire musikere, og selvom det måske ikke havde noget at sige i forhold til bandets musikalske udladninger, var det en fornøjelse at opleve, i hvor høj grad både band og publikum satte pris på at være til stede i den store sal.

Den umiddelbart iørefaldende “Southern Point” var som på Veckatimest startskuddet for de musikalske udskejelser, og selvom det er et dejligt og medrivende nummer, nåede det i denne sammenhæng ikke nær den samme grad af intensitet som dens musikalske efterfølgere, “Cheerleader”, “Lullabye” og “Knife”. Især var det interessant at overvære de gamle numres tilpasning til den større lyd, der prægede aftenen, og når “Lullabye” udviklede sig fra en skrabet fællessang til en brusende, psykedelisk og langvarig omgang støj, var begejstringen svær at tøjle.

Generelt var det da også Grizzly Bears tag på de gamle numre eller på de stille momenter fra det nye album, der gjorde størst indtryk ved den omskiftelighed, det var muligt at indlemme i de ofte langtrukne og dvælende numre. Således var det svært betagende, når Chris Taylors drømmende vokal satte gang i en af bandets mange smukke harmonier under “Fine for Now”, eller når “Fix It” som det eneste nummer fra Horn of Plenty blev tilført en mere nuanceret instrumentering uden at miste sin charmerende rytme- og fløjtesektion, mens favoritterne “Two Weeks” og “While You Wait for the Others” i deres ligefremhed nærmere fremstod som parenteser end som højdepunkter. Faktisk virkede “Two Weeks” en smule fejlslagen, da vokalharmonierne, der fik lov at bære nummeret, ikke syntes så præcise som ellers, og det havde klædt musikken med en mere omfattende instrumentering.

Det var nu detaljer, der ikke skæmmede i en synderlig grad, og ved det forrygende ekstranummer “All We Ask” var der mulighed for at få opsummeret alle de vokalmæssige og instrumentelle nuanceringer, der havde domineret aftenen, havde fascineret, medrevet og havde ladet halvanden time forsvinde i varieret vellyd. Jo, Grizzly Bear har gennemgået noget af en udvikling siden 2006, og at se det tilbageholdende band hensætte et pakket Store Vega var både imponerende og en særegen musikalsk oplevelse.

★★★★★½

Deltag i debat