Intense koncertoplevelser. Gotta love ‘em. Især nÃ¥r de inkluderer, at Undertoners to udsendte alligevel ikke stÃ¥r pÃ¥ gæstelisten til et totalt udsolgt Lille Vega, at græde snot pÃ¥ dørmandens sko, at kontakte tre forskellige medarbejdere fra I Got You on Tapes pladeselskab, allernÃ¥digst at fÃ¥ tildelt en enkelt entré og endelig at fÃ¥ udstukket en billet mere af to storsindede koncertgæster, der alligevel ikke skulle bruge den.

Opvarmet? Jo tak, og sÃ¥ var det egentlig i orden først at kunne cirkelsparke sig gennem en højgravid Stauningsal klokken 30 sekunder i headlinernes showstart. SÃ¥dan en adrenalinrus kan jo bruges til lidt af hvert, og “Cabaret” fra I Got You on Tapes nyligt udkomne plade, Spinning for the Cause, er bestemt ikke en skidt ting at fyre den af pÃ¥. Det gælder i øvrigt for pladen som helhed, for i forhold til bandets to tidligere udgivelser er lyden pÃ¥ Spinning for the Cause mere støjende og pÃ¥gÃ¥ende, mindre umiddelbart iørefaldende, men om muligt med et endnu større potentiale til at blive satans medrivende.

Og dét var lige præcis, hvad det var, nÃ¥r Jacob Bellens og band fyrede op under numre hovedsageligt fra det nye album og lod dem brede sig i langtrukne guitareskapader og hæsblæsende trommespil, som det eksempelvis skete under “Ace in the Hole” eller “Prophet Rock”, der var storslÃ¥ede helhedsoplevelser af intense lyd- og lysindtryk.

SÃ¥ højt var niveauet desværre ikke hele vejen, og ofte havde det nok været mere retfærdigt at benævne scenens bemanding som ‘band og Bellens’ i stedet. Om Bellens stemme havde en skidt dag, om elektronikken gjorde knuder, eller om der var tale om en kombination mellem de to, er jeg ikke helt klar over, men efter en intens koncertstart skete der noget. Det dybe, dystert-lækre leje, som Bellens stemme ofte – og med stor succes – finder sig til rette i, var skæmmet af et urent, uldent udtryk, der gjorde det svært at høre, endsige nyde vokalarbejdet pÃ¥ et nummer som “Blacksmith”. Blaaaacksmith. Brægende. Lidet rock & roll.

Det hjalp, nÃ¥r andenstemmerne gjorde en ekstra indsats eller helt overtog vokaltjansen, men bedst var det, nÃ¥r Bellens holdt sig til sit keyboard, og de øvrige bandmedlemmer udfoldede sig pÃ¥ deres respektive instrumenter. Ved koncertens afslutning lysnede indtrykket dog efter en bjergtagende udgave af “Hammertime”, en fin “Somersault” og en “Sticks and Bars”, der var det eneste indslag fra debutpladen og med sin spartanske instrumentering og lyse toneleje lod Bellens’ stemme fremstÃ¥ klokkeklart.

Jo, afslutningen var fin, og det er som bekendt den, der gør størst indtryk. »Tak fordi I har været så søde,« lød det endeligt fra scenen, og her ville et »i lige måde« have været helt passende. Det er nemlig sjældent, at det lykkes bands at være fåmælte, spille skarpt og udfordrende og samtidig aldrig miste den så vigtige publikumkontakt. Det formåede I Got You on Tape ikke desto mindre, og derfor vil jeg også huske torsdag aftens koncert som en hyggelig og velspillet en af slagsen. Så må Bellens få fat i nogle Strepsils til næste gang.