Plader

Ida Bach Jensen: A Gunnar Ekelöf Soundtrack

Skrevet af Zenia Menzer

A Gunnar Ekelöf Soundtrack udspringer af Ida Bach Jensens arbejde som komponist til filmen “Ekelöfs Blik”, men musikken ville også egne sig godt til f.eks. en Lars Von Trier-film, fordi den er så mystisk, mørk og forbandet mærkelig.

A Gunnar Ekelöf Soundtrack er et album komponeret over og inspireret af den svenske poet Gunnar Ekelöfs digtunivers. Albummet er Ida Bach Jensens debutalbum, selvom hendes CV afslører medvirken i en række andre musikalske arrangementer og produktioner. Bach Jensen fungerer som både hovedkomponist og producer på dette album, og hendes rolle er i de fleste musikalske sammenhænge mangetydig. Hun har en baggrund i både den klassiske og rytmiske musik, og det lader sig da også afsløre på A Gunnar Ekelöf Soundtrack, hvor der tydeligt leges med rytmer og spoken word-indslag, men hvor et klassisk islæt samtidig udgør grundstrukturen på mange af numrene.

Elektroniske effekter, dobbelt bas og cimbalon udgør grundstammen på albummet, og de rene musikalske opsætninger dominerer stort set lydbilledet totalt. Albummet besidder en stemning, hvor lyspunkterne er få, og der er ingen tvivl om, at det er de melankolske, minimalistiske og lyssky bestanddele, der udfolder sig med størst kraft.

Albummet kunne i virkeligheden sagtens være soundtrack til en film som “Antichrist” af Lars Von Trier eller “Ju-on (The Grudge)” af Takashi Shimizu, som er film, der er gennemsyrede af uhygge og danner et spændingsfelt, som i sin grundlæggende udformning er anti-amerikansk. Det er film, der ikke i særlig høj grad kører på selve chok-effekten, men nærmere spiller på den gennemgående uhyggelige og nervepirrende stemning, der ender med at hjemsøge deres publikum som en ond drøm. På den måde får man aldrig forløsning for sin frygt eller føler lettelsens suk, som når man længe har siddet og ventet på at blive bange og så endelig opnår at blive forskrækket. Uhyggen ligger nærmere over én som et tungt uvejr, der bare venter på at bryde løs, og fordi publikum ikke ved, hvornår det sker, bliver de holdt hen i en evig venteposition, der egentlig er meget værre end selve chokket. Det er film, der tager plads i dig, fordi de konstant holder dig i en situation, hvor du potentielt kan blive forskrækket, men i virkeligheden leverer de ikke så ofte chok-effekten.

A Gunnar Ekelöf Soundtrack fungerer nogenlunde på samme måde. Man sidder nærmest hele tiden og venter på, at den uhyggelige stemning manifesterer sig i noget, der forskrækker én på den umiddelbare måde. Jeg skal ærligt indrømme, at ”March and Dance” forskrækkede mig, første gang jeg lyttede albummet igennem, og da jeg først havde opnået at blive forskrækket én gang, forventede jeg, at det ville ske igen. Nu skal det siges, at jeg hørte albummet for fuld udblæsning, så da Gunnar Ekelöfs dystre stemme hårdt lød »March!,« havde det en vis effekt, og jeg gik pænt hen og skruede ned for at komme det i forkøbet, hvis noget lignende skulle ske igen…

Fordi jeg ser den store sammenhæng mellem soundtracket og gyserfilm, har jeg svært ved at gennemskue, om albummet mister noget af pusten, når man har hørt det igennem mange gange, eller om det vil vokse sig større. Gyserfilm er for det meste bedst og mest effektfulde, første gang man ser dem, fordi uvisheden netop er uhyggelig. Når man har set filmene mange gange, mister de denne effekt, og en del af det uhyggelige element forsvinder. Modsat vil jeg sige, at de to film, jeg har sammenlignet musikken med her, er film, der skræmmer på et dybereliggende, psykologisk plan, og derfor påvirker de publikum på længere sigt. Det er film, man kan analysere, og som besidder så mange lag, at filmen ikke mister sin værdi, selvom den umiddelbare effekt af uvidenhed med tiden forsvinder. Filmen vil blot indbyde til perception på et andet niveau.

Jeg ved ikke, om Ida Bach Jensens debutalbum vil vokse sig større eller med tiden vil fade lidt ud, men effektfuldt er det, og der er ingen tvivl om, at det rent musikalsk er flot produceret. Albummet skaber rammen om et land, der er værd at besøge mere end én gang, fordi man som lytter først derefter kan tage stilling til, hvor mange lag albummet indeholder.

★★★★☆☆

Deltag i debat