Plader

Jookabox: Dead Zone Boys

Tjuhej, hvor der smides krydderier i gryden, og jeg skal love for, at Jookabox laver noget af en spicy cocktail. Men det er ikke nok at være crazy og eksperimenterende, og et formål med skævheden er lidt en mangelvare på Dead Zone Boys.

Jookabox er den Indianapolis-baserede duo David ‘Moose’ Adamson og Patrick ‘Ostry’ ‘Sweets’ Okerson, der serverer rytmisk støj i et semi-crazy og eksperimenterende univers med masser af skumle og insisterende rytmer, der flyver rundt mellem hinanden og forsøges forenet af et let råbende kor af forvrængede vokaler. Det er noget forvirrende, men det trækker også kraftigt på nysgerrighedsgenet, og man får næsten en følelse af, at det her er et soundtrack til en Emir Kusturica- eller en brødrene Cohen-film.

Der er hyl, skrig og skrål. Vanvittige guitarer, masser af tempo og et væld af stilskift, genremix og skøre indfald. Er det godt, forvirrende, latterligt eller indsmigrende? Tja, det er svært helt at bestemme sig for, hvilken stol man skal sætte sig på, for der er lidt af det hele, og det er egentlig let nok at høre, at der gemmer sig gode melodier bag kludetæppet.

Indledningen “Don’t Go Phantom” er særegen som en muteret vanskabning, men nummeret har masser af kærlighed, et iørefaldende omkvæd og en heliumvokal af en anden verden. Så kommer garagerocken ind i lydbilledet, via “Zombie Tear Drops”, der fortsætter hen mod den pulserende “Evil Guh”, og så ender det hele som mystisk drukballade i “F.IT.F.#1”. Det er altså ikke for mainstreamrockeren det her, og pladen nærmest kollapser i et morads af genklang, forvanskede vokaler og instrumental støj, som desværre bliver en anelse klodset i sin helhed.

Jookabox gør i og for sig et enestående stykke arbejde ved at eksperimentere med lyde og frembringe en anderledes og interessant lytteoplevelse, men det forbliver lidt for tungt og støjende og uden den helt store mening. Selvfølgelig skal der være plads til sjov og spas, men det må også godt have mere end bare en smule substans, for skal det holde hele vejen, er det ikke nok, at Dead Zone Boys er den fedeste plade, du har hørt, når promillen rammer to en halv lørdag kl. 23.30.

Jeg er sikker på, at min kritik ville blive modtaget med et skulderløft og en fuck-finger, hvis den blev sendt direkte til duoen. Sådan lyder pladen nemlig, og på trods af et weird element og et indtryk af gode melodier gemt i løvet af det eksperimenterende, er det ikke helstøbt og langtidsholdbart. Der er en hårfin linje mellem det ækle og det velsmagende, og selvom der er masser af opfindsomhed på pladen, så lyder det mest, som om duoen ikke engang tager sig selv helt alvorligt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat