Plader

Julian Casablancas: Phrazes for the Young

Skrevet af Nina Kock

The Strokes-stjernen Julian Casablancas leger med både pop, rock, synth, punk og blues, men det føles på én gang både overpakket og luftigt og flyder sammen til en uinteressant samling sange.

Julian Casablancas. Forsanger i The Strokes. En ung generation beruset af lyden af ægte, oprindelig rock’n’roll genoplivet i det spæde, nye årtusinde. This is it. Cool newyorkere i læderjakker. Med cigaretter, halvlangt hår og omnipotent laidback-attitude på skinnende magasinforsider. This is it. Hype. Vild hype. This is it.

Bare fordi man siger Julian Casablancas, skal man ikke nødvendigvis også sige The Strokes og genkalde sig hele den massive og overvældende hype, der opstod, da bandet udgav deres debut Is This It i 2001. Men det er svært at lade være. Især fordi Is This It og især den vel nærmest nyklassiske single “Last Nite” ramte et blødt punkt og satte ild til noget, vækkede noget. Noget, der var forankret i gammel, beskidt, oprindelig rock’n’roll, men alligevel var nyt og sprødt.

Siden da er luften gået lidt af ballonen. Room on Fire fra 2003 antændte ikke den forgangne hype og ramte ikke den samme tidsånd – og formulerede den på ingen måde, som Is This It på sin vis gjorde. First Impressions of Earth fra 2006 nåede heller ikke debutens niveau. Hypen fadede lige så stille ud, og de fire bandmedlemmer har siden da startet hvert sit soloprojekt. Og eftersom Julian Casablancas er bandets forsanger og frontfigur, er der naturligvis store forventninger til hans første soloalbum, Phrazes for the Young.

Jeg synes ikke, at den hype, der omgiver ham, bliver indfriet. Det er, som om der mangler noget. Måske det ’noget’, der karakteriserede The Strokes’ debutalbum. Phrazes for the Young føles uspontan. For kontrolleret. Det skal selvfølgelig understreges, at albummet indeholder velproduceret, vellydende og gennemarbejdet poprock. Men det er for gennemarbejdet. Der mangler noget vildskab, noget ukontrolleret. Albummet føles af samme grund monotont og kedsommeligt, selvom der er mange genrer til stede; fra synthpop på førstesinglen “11th Dimension” til “4 Chords of the Apocalypse”, der lyder som en slags moderne electroblues. Men numrene spiller ikke sammen og udgør ikke en helhed; det samlede indtryk føles snarere ufokuseret og overpakket.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Julian Casablancas spiller og synger med et usynligt The Strokes i ryggen; at han driver af sted på den hype, der tidligere blev hvirvlet op omkring bandet. Selvfølgelig er han talentfuld, dygtig, cool, sej og alt det der. Og han har en sej læderjakke, som han selv erklærer i intronummeret “Out of the Blue”: »I know I’m going to hell in a leather jacket.« Men jeg synes, at de fleste numre er uinteressante. Også selvom han er ’forsangeren fra The Strokes’.

★★★☆☆☆

1 kommentar

Deltag i debat