Plader

Kå: Himlens kant når helt herud

Danske Kå er klar med deres andet album, som er sprængfyldt med dramatisk og stemningsfyldt indie-synthrock af høj kvalitet.

Kås første album, Sammenbidt blidt, udkom i 2005. Derefter har der været stort set stille hos bandet grundet så forskellige ting som skrivestop hos sangerinde og sangskriver Katrine Villadsen og problemer med at komme overens internt i bandet. Sidstnævnte konflikt har ført til, at der i dag kun er to oprindelige medlemmer tilbage, nemlig Villadsen og trommeslager Uffe Winther.

Nu er alle disse problemer dog skubbet i baggrunden, og udsendt er et nyt album, som byder på sange, der i høj grad viser, at Villadsens talent og engagement i bandet er helt i top. Himlens kant når helt herud byder på 10 dansksprogede sange, der er vidt forskellige, men dog har den fællesnævner, at de alle er utroligt stemningsfulde – og langt de fleste også af høj kvalitet.

Nogle numre står dog mere frem end andre. F.eks. er det indledende nummer, ”Lad os starte en krig”, dels utroligt vedkommende indholdsmæssigt med sin filosoferen over dét at være del af en krigsførende nation, dels en ørehænger uden lige. Ligeledes er singlen ”Europaelevator” ikke til at overse. Kå rammer her fuldstændig plet; de skaber musik, der er både vedkommende, af høj musikalsk kvalitet og lettilgængeligt, og det må siges at være en præstation, der bør give applaus.

Det er Villadsen, der som sangskriver i høj grad vil få tildelt æren for det velkomponerede og stærke album, Himlens kant når helt herud er. Dog er det på sin plads, at en del af rosen også tilfalder guitarist Caspar Kyhl, da hans utroligt lækre guitarsoloer ofte er en vigtig komponent, når det gælder om at hive numrene op fra over middel til toppen af karakterskalaen.

Ingen er dog fuldendt, og det er Himlen kant når helt herud heller ikke, selvom Kå har gjort et bravt forsøg på at få det til at blive lige netop dette. Enkelte numre er en smule uopfindsomme og – for at være ærlig – kedelige. ”Røg i huset” er et eksempel herpå. Nummeret er utroligt stillestående, og Villadsens ellers Pernille Rosendahl-agtigt lækre stemme er her ikke helt stærk nok til at kunne klare stort set kun at blive akkompagneret af pianist Anders Hjort.

Det samlede indtryk af Kås nye album er dog i dén grad positivt. Villadsen skriver i de fleste tilfælde vedkommende og veldrejede tekster, og det musikalske akkompagnement fortjener stående applaus. Hvis det er tid, der skal til, for at Villadsen kan producere noget så vellykket som Himlens kant når helt herud, venter jeg gerne fire år mere og er klar med forventningsfuld længsel, når næste album skal på gaden.

★★★★½☆

Deltag i debat