Plader

Langhorne Slim: Be Set Free

Be Set Free er der skruet ned for banjoen og den forvrængede klang til fordel for nærværende og lystige pop/rock-numre blandet med forskellige genreelementer. Resultatet er en stor del vellykkede numre og en mindre del knap så vellykkede.

Min tidligere erfaring med Langhorne Slim bunder i banjorytmer, hurtigtkørende rockede tempoer og en lidt for forvrænget vokal. Om det var mig, der var uheldig, eller om hans musik ganske simpelt ikke er henvendt til mig, skal jeg ikke kunne sige. Men ét står klart: Hvilke fordomme, jeg end måtte have haft, kan jeg lykkeligt trampe i jorden, som endnu et eksempel på at tingene ikke altid er, som man tror.

Det er stadig hovedsageligt en blanding af folk, country og rock – med en del variationer. Den indledende “Back to the Wild” lyder mest som en irsk folkevise, men netop som man skal til at knappe sin Guinness op og slå lidt i bordet, følger den ligegyldige popsang “Say Yes”, der har en tekst så intetsigende, at det virker som endnu et produkt af samlebåndsindustriens sukkerkugler – et nummer, der bestemt ikke afspejler Langhorne Slims ellers smukke og sammenhængende numre.

Det lader altså til at være en tur med masser af skarpe sving og stejle bakker, men da først Langhorne Slim og band igen får fyret op under den førnævnte banjo, denne gang i en langt mere tilbagelænet og tilpas mængde i forhold til den, jeg husker, slår vejen sving, og foran os breder sig en meget smukkere og behageligere tur. Hvor lytteren kan læne sig tilbage og nyde en blanding af dybe, bluesinspirerede grooves, mindre overfladiske popsange og ikke mindst stille og rolige ballader.

For det er nok i balladerne, at Langhorne Slims virkelige styrke skal findes – i hvert fald på dette album. Det er rart for en gangs skyld at høre en kunstner, der ikke er bange for at lade det simple stå som grundlaget for et nummer. Vi finder selvfølgelig det simple i mange andre genrer, men når det nu er en letfordøjelig rock/pop-udgivelse, vi har med at gøre, er det forfriskende, at der ikke er stoppet en bunke mere eller mindre falske strygere ind over, og at der ikke skal moduleres på sidste omkvæd. Med andre ord er det et vellykket og flot produkt, der leverer en bred vifte af kendte skabeloner.

Men det er også, hvad det er: skabeloner. Alt behøver selvfølgelig ikke være nyskabende, men overraskelserne mangler. Ser man pladen som en helhed, har den, som før nævnt, et overraskende element i form af forskellighederne. Men kigger man numrene efter i sømmene og betragter dem hver især, bliver der ikke flyttet grænser eller eksperimenteret det store. Dette kan selvfølgelig både betragtes som en positiv og negativ ting.

Sammenfattet er pladen en ganske udmærket udgivelse, der hverken lægger op til den store nedsabling eller den store ros. Folk, der kan lide stilen, vil lytte til den med glæde, og folk, der lader pladen ligge, vil heller ikke gå glip af alverden.

★★★★☆☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

Skriv et svar