Plader

Lisa o Piu: When This Was the Future

Skrevet af Zenia Menzer

Svenske Lisa Isaksson udgiver jævnt debutalbum, der bærer hendes stockholmske rødder med sig som tunge fodtrin. Der er noget ægte over det, men det er ikke nok til at gøre den akustiske produktion interessant.

Piu, med vokalist Lisa Isaksson i spidsen, har under indspilningen af dette album beboet en lille hytte i de svenske fjelde nord for Stockholm. Musikken bærer tydeligt præg af den ro og fred, man ikke finder i byen, men må længere ud på landet for at finde, og det er både til albummets fordel og ulempe. Jeg må erkende, at det for mig er vitalt, hvilket humør, jeg er i, når jeg lytter til Lisa o Piu.

Hvis jeg har brug for at slippe væk fra storbystøj, trafikpropper, mobiltelefoner og hverdagens stress, er det en oplagt mulighed at sætte When This Was the Future på. Den skal nok sørge for at udligne al form for jag og har nærmest en tryllebindende og beroligende effekt.

Hvis jeg derimod har brug for en stærkere musikalsk bekræftelse, der fastnagler sig med en mere dominerende og sindsoprivende stemning, er samme album absolut ikke stedet at lede. Albummet lægger ud med “Cinnamon Sea”, som egentlig er et nummer, der har lidt af det hele og fungerer som en god indledning til resten af albummet. Desværre er det også et af de eneste numre, der ikke dvæler ved den noget nær stillestående stemning og høster frugten af absolutte akustiske akkorder.

Lisa Isaksson har en virkelig dejlig og behagelig stemme, og musikken skaber en god ramme for udfoldelsen af den. På den måde komplementerer og supplerer musik og vokal hinanden rigtig godt, men jeg kunne godt ønske, at der skete en anelse mere. Der er afgjort nogle smukke stunder indbygget i dette album, med melankolske og skrøbelige opsætninger, som man bl.a. finder på “Equatorial Changes”. Den form for melankoli og dybsindighed, der lægger sig om albummet, er velfungerende, og det har helt sikkert en dragende effekt. Men det er, som om man efter gennemlytningen af When This Was the Future sidder med en tom fornemmelse. Man sidder lidt og venter på noget, der aldrig sker, og tænker: “Var det dét?” Nu gør det heller ikke underværker for den efterfølgende stemning, at albummets sidste nummer, “And So On”, er et meget stille nummer og på den måde lukker albummet med en form for træthed. Som et ur, der tikker ned og langsomt, men sikkert går i stå.

Jeg har det med musik, som jeg har det med tøj: Når jeg står i butikken med det, skal jeg ikke overveje, hvornår jeg får brug for det, eller hvilke anledninger det vil passe til. Det skal være noget, jeg har lyst til at tage på/lytte til med det samme, og det skal være noget, jeg rent instinktivt bliver fascineret af eller interesseret i. Det er desværre ikke tilfældet med When This Was the Future, og hvis jeg stod i en musikbutik og lyttede til den, ville jeg nok ikke betænke mig så længe, men gå derfra uden den.

Albummet oser af skønhed og ærlighed, og der er noget ægte over det. Alligevel fanger det mig ikke, og den udeblivende dynamik skal jeg nok gå et andet sted hen for at finde. Albummet lægger stor vægt på det akustiske, hvilket jeg det meste af tiden finder en anelse for intetsigende.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat