Plader

Martin Hall: Relief/Cutting Through

Skrevet af Jonathan Heldorf

Jeg føntørrede håret, tog ghettoblasteren på skulderen og rejste tilbage til 80’erne; her stødte jeg på et af de bedste argumenter mod synspunktet om, at dette var lortemusikkens årti.

Kære dagbog,
året er 1985, et historisk år i mange henseender, først og fremmest er jeg lige blevet født, hvilket i sig selv burde være grundlag nok for at pointere vigtigheden. Set i et større perspektiv presser andre begivenheder sig også på, f.eks. har den første Amiga-computer ramt markedet, Bill Watterson opfinder Steen og Stoffer, min mor har besluttet at permanente sit hår og farve det rødt, og så har Martin Hall udgivet lp’en Relief, en hidsig og potent udgivelse.

Jeg ved godt, at mange sikkert glæder sig til al den dejlige musik, vi skal høre, når jeg bliver nogle år ældre, og vi bevæger os op i 90’erne. Her tænker jeg specielt på grunge og eurodance, men i modsætning til så mange andre har jeg ikke så travlt med at vokse op; jeg kan godt lide at være her i 80’erne for en stund. Vi må ikke glemme 80’erne!

Jeg finder musikken i 80’erne spændende og peacocky, og jeg synes, folk er alt for gode til at generalisere, når de taler dårligt om den musik, der florerer i disse år. Selvfølgelig er der også ulemper, eksempelvis gider David Bowie ikke lege med Ziggy Stardust længere, men der er bestemt også mange interessante talenter, der rører på sig. Tag nu bare ham Martin Hall, om ham synes jeg godt, man kan sige, at han er Danmarks 80’er-svar på Englands 70’er-David Bowie. Han har – ud over visse udstrålingsmæssige og fysiske lighedstegn med The Thin White Duke – også et ukueligt multitalent og en ustoppelig musisk drift. Musikken er fibersprængende vital og pompøst storslået som et maskebal på Versailles i barokkens Frankrig, og samtidig er den et perfekt og uforligneligt tidsbillede, der portrætterer og forener glam, postpunk og den regulære 80’er-lyd, der er så godt kendetegnet ved den altoverskyggende lilletromme og den påtrængende, paranoiafremkaldende rumklang.

Relief er en af den slags plader, jeg håber, vil blive genudgivet om nogle og 20 år, eventuelt sammen med den efterfølgende Cutting Through i en remasteret udgave, så fremtidens ungdom – og dem, der ikke ejer en pladespiller – også vil kunne nyde godt af denne mastodont. Det vil i øvrigt ikke gøre noget, hvis begge plader lægges på den samme cd og forenes til Relief/Cutting Through, da jeg er sikker på, at de også sammen står som en stærk oplevelse. En sådan udgivelse ville uden tvivl kunne bringe mig direkte tilbage til 80’erne – vel at mærke de gode 80’ere, der fortjener at blive husket for eftertiden.

★★★★★★

1 kommentar

  • har lige stiftet bekendtskab med de tidlige LH albums, umiddelbart ligger det rigtig tæt op ad det som The Sisters of Mercy og New Order lavede…

Deltag i debat