Koncerter

Mew, 28.11.09, KB Hallen, Frederiksberg

Skrevet af Signe Palsøe

Der er ikke meget, der adskiller en Mew-koncert fra juleaften. Ungerne er ellevilde, man kan være ret sikker på at få de gaver, man har ønsket sig, og alle har en dejlig og forudsigelig aften. Men det kunne være rart at blive overrasket for en gangs skyld.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Roskildefestival 2005. Sen torsdag nat, D-A-D på Orange, Mew på Arena, nyforelsket teenagesind, og så er det ikke så svært at vælge. And the Glass Handed Kites var lige på trapperne, og “Chinaberry Tree”, “Apocalypso”, “Special” og “The Zookeeper’s Boy” var nye og fængslende toner fra et band, hvis storladenhed ikke kunne trække dem i andre retninger end op.

KB Hallen 2009. Mew er sådan set stadig på vej op, det betvivler man ikke efter den overrumplende modtagelse af deres nyeste plade og en række om muligt endnu mere begejstrede liveanmeldelser, og Mews koncert i et udsolgt KB Hallen vidnede da også om, at fanskarens hengivenhed bestemt ikke er blevet mindre efter udgivelsen af No More Stories. KB Hallen pumpede af sted til lyden, der var bedre, end man kunne have frygtet i de givne omgivelser, og Mew gik som i 2005 på scenen til lyden af “Circuitry of the Wolf” og “Chinaberry Tree”, Silas Graaes dundrende og som altid overvældende trommespil, Bo Madsens skarpe riff og Jonas Bjerres lyse skønsang.

Numrene fulgtes af de efterhånden velkendte animationsfilm på scenens bagtæppe, ligesom det var tilfældet for den efterfølgende “Special” og den efterfølgende “Zookeper’s Boy”. Og den efterfølgende “Am I Wry? No”. Og den efterfølgende “156”. Og den efterfølgende “White Lips Kissed”. Og jeg begyndte så småt at undre mig over, om det dér med den nye plade var noget, jeg havde bildt mig ind, eller om jeg muligvis var faldet i Frederiksbergs angiveligt eneste tidslomme. Selvom publikum kværnede derudad i en lykkerus over alle de gamle kendinge med dertil hørende animationer, der blev postet udover scenekanten, var det nogle underligt lettjente point, Mew inkasserede ved denne indgang til koncerten.

Den unikke tilgang, Mew har til deres liveoptrædener, er elsket af mange, og med god grund, for helhedsindtrykket af drømmende og sælsomme billeddannelser kombineret med de storladne melodier er overvældende. Men at bandet ikke har ændret på deres opsætninger og deres fremførelse af numrene i de mange år, sangene efterhånden har eksisteret, viser netop problematikken ved i så høj grad at fokusere på helheden, for musikkens udtryk fremstod efterhånden som noget fortærsket, siden jeg har overværet kloner af deres fremførelse ved hver Mew-koncert, jeg har været til.

Det hjalp, da bandet tog hul på deres nye materiale med “Introducing Palace Player”s skæve og medrivende riff eller lod Bjerre alene tilbage på scenen for at fremføre et par stille og ofte mindre velkendte sange på klaveret – et træk, bandet ofte tager under en koncert, og som giver en interessant afveksling til hitparaden. Sidst, jeg oplevede bandet på selvsamme sted, spillede Bjerre sangen om, at han vil prøve at kunne lide heste, og denne gang stod den på en afdæmpet version af “New Terrain” og det skjulte nummer “Nervous“, der fremkommer ved at spille førstnævnte nummer baglæns – en respektindgydende præstation, da nummeret fungerer upåklageligt begge veje.

Efter en ligeledes fin “She Came Home for Christmas” ved tangenterne og “Sometimes Life Isn’t Easy”s gåsehudsfremkaldende omskiftelighed og effektive visuals fulgte “Snow Brigade” og ekstranumre med “Saviours of Jazzballet” som et smukt højdepunkt, da Bjerres vokal her på egen hånd fremstod stærkest og klarest trods KB Hallens lidet kvalitetshævende betonmure. Mew havde efterhånden opbygget et interessant sæt, og det var synd, at aftenen partout skulle ende med den underligt påtagede “Bear” og “Comforting Sounds”, bare fordi alle Mew-koncerter skal slutte med “Comforting Sounds”, ligesom ethvert år må slutte med “Der er et yndigt land”.

Respekt for traditionerne må naturligvis bibeholdes, men hvis Mew ønsker at være et af Danmarks mest spændende bands, også live, er traditioner ikke nok. Faktisk ville det ofte være tiltrængt at stikke traditionerne op et vist sted og for alvor bevæge sig ud på et nyt, eksperimenterende og nysgerrigt koncertmæssigt terræn. For det er synd, at forudsigeligheden trænger sig på som juleand, nytårstorsk og valentinesdags-knald, blot fordi musikken er holdt i spændetrøje af de animationer, den er synkroniseret med. Det ville klæde Mew at gennemtænke deres optrædener, at overføre deres nerve til andre og mere langtidsholdbare formidlingsformer, for bandets nuværende opsætninger synes godt på vej til at være so last decade.

★★★☆☆☆

Deltag i debat