Koncerter

Monsters of Folk, 20.11.09, Store Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Tre timer kan gå på et øjeblik, når man er i godt selskab. Det måtte jeg sande efter en overrumplende koncert med Monsters of Folk, der ikke blot bød på velspillet rock, men også på nye, interessante syn på bagmændenes egne produktioner.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Da Vega i sidste uge bekendtgjorde, at Monsters of Folk ville spille et sæt på tre timer, hvor supergruppens egne numre ville indgå på lige fod med Conor Obersts, Jim James’ og M. Wards øvrige materiale, var det næsten for meget for mit svage pigehjerte. Tænk engang – så meget kvalivare-country, -folk, -singer/songwriter og hvad de fire bandmedlemmer ellers har taget favntag med i deres karrierer samlet under et og samme tag til en monstrøs marathonkoncert. Jeg fløj ind på Billetlugen og sikrede mig en plads, inden koncerten ville sælge ud, og der ville opstå ramaskrig og borgerkrig.

Det skete aldrig. Faktisk endte jeg med at tilbringe aftenen i et halvfyldt Store Vega. Hvad enten det skyldtes, at julefrokostsæsonen så småt er skudt i gang, at Vega ikke havde adviseret om aftenens karakter i tilstrækkelig grad, at billetprisen var for høj, eller at der bare ikke er så mange, der deler min – ellers ganske udmærkede – musiksmag, skal jeg ikke gøre mig klog på, men til de københavnere, der burde have udfyldt det resterende rum i Store Vega, er der ikke meget andet at sige end »your own bloody loss.«

For sjældent har jeg oplevet noget så overbevisende som de tre førnævnte indieveteraner, Saddle Creek-jokeren Mike Mogis og Will Johnsons tag på det temmelig omfattende bagkatalog, der potentielt kunne inddrages i aftenens program. For hvordan udnyttes sådan et bagkatalog på bedst mulig vis? Efter 175 minutter og små 40 numre var der ikke den store tvivl: Spilletiden fordeles jævnt mellem solokarrierer og fællesnumre, hvor blandede passager og stræk med den enkelte kunstner, der får lov til at slå sig løs i sit eget bagkatalog, afløser hinanden på skift. Man omformer lidt hist og her, udvælger passende musikalske indslag for at intet skal falde uden for de lydlige rammer, men samtidig sikrer man, at der sker en progression, som bringer koncerten rundt i et utal af udtryk og genremæssige afkroge. Og, nåja, så spiller man ellers sit publikum i sænk, mens man fremstår som en flok sympatiske overmennesker.

Det var netop, hvad scenens bemanding gjorde, når de, iført noble jakkesæt og uden at afsætte mere tid til småsnakken end højst nødvendigt, udslyngede potente Monsters of Folk-numre som “Say Please” og “Slow Down Jo” i en overraskende medrivende version eller rykkede rundt med hinandens instrumenter og musikalske produktioner, som havde Store Vega været en swingerklub. Og swingede gjorde det i dén grad, når bandet samledes om at fremføre My Morning Jackets “Golden” efter en fremragende version af Johnsons “Just to Know What You’ve Been Dreaming” samt en række inderlige, men intense My Morning Jacket-numre. Numre, der alle var drevet af James’ stærke skønsang og et imponerende strengearbejde af James og Johnson, der – som guitarstykkerne nåede maxpunktet af intensitet – pludselig gled over i perkussionistiske og ekstremt medrivende bearbejdninger af strengeinstrumenterne.

Imponerende var også Wards enlige fremførelser af sit eget materiale. Ward er som udgangspunkt en historiefortæller af Guds nåde, og i nuancerede versioner ledt af Wards karismatiske mørke og indlevede mimik fremstod hans udladninger – med den stærke “Chinese Translation” i front – som medrivende fortællinger fra et erfarent liv, og det fungerede glimrende at lade hans sange lede over i en mere Oberst-domineret del af sættet. En smule overraskende, men helt oplagt og velvalgt indgik en del af Bright Eyes’ ældre country- og singer/songwriter-orienterede materiale, som “Kathy With a K’s Song” og “Amy in the White Coat”, men også “Hit the Switch” fra den ellers mere elektroniske Digital Ash in a Digital Urn fandt sin vej til sættet i en energisk og guitarinficeret version. I det hele taget syntes energiniveauet, trods den heftige afveksling i numrenes karakter, efterhånden at have rejst sig betragteligt (Oberst havde endda lagt sin jakke), og de højspændte, men vellydende numre, spyttet frem gennem Oberst lange pandehår, virkede helt efter hensigten.

Den samlede monsterflok fulgte op med en “Losin Yo Head”, der fremstod lige vel overskruet, da bulderet druknede nummerets udfarende sjæl frem for at fremhæve den. Men det var en detalje, der ikke satte sine spor, da ekstranumre fra Bright Eyes’ og Monsters of Folks bagkataloger fik lov at sætte punktum for aftenen med manér, med synth og endda med en lille smule støj. Som på Monsters of Folks selvbetitlede debut afsluttede “His Masters Voice”s vellyd med brede lydflader og James’ højtliggende stemmeleje, og alt var smukt og dejligt, og aftenens koncertgængere kunne forsvinde ud i novembernatten med en rar fornemmelse af at have overværet noget ud over det sædvanlige.

For det var på mange måder mere end en rar, men sædvanlig koncert, der udspillede sig på Vega fredag aften. Et er, at det er sjældent, at chancen for at opleve så mange tunge talenter på én gang byder sig. Det skaber opmærksomhed, men er ikke et kvalitetsstempel i sig selv. At de tilstedeværende musikere ikke blot supplerer, men også udfordrer og udvider rammerne for hinandens musik og derved tilfører nye aspekter til gammelt såvel som nyt materiale gennem en personlighedsmættet, omskiftelig og helt igennem elegant tour de force udi country, folk og det, der ligner, er til gengæld et sjældent syn. Og et interessant syn, det er værd at kunne genkalde sig, når fremtidige værker fra de fem bringes i rotation. Bevares, Monsters of Folks koncert er måske ikke noget, jeg vil fortælle mine børnebørn om, men dybest set er det noget, jeg sætter stor pris på at have overværet. Og det er vel det vigtigste.

★★★★★★

Deltag i debat