Koncerter

múm, 18.11.09, Lille Vega, København

Skrevet af Christian Klauber

Múm spillede på alle tangenter, da de kreerede en tidslomme, der var umulig at undgå. Med smittende intensitet og beattungt nærvær leverede de efterårets bedste koncert.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Múm går på scenen i mørke, og da koncerten begynder, bades de i blåt lys, og røg driver ind over scenen. Trommesættet spilles tyst med hænderne, og man omfavnes af ro og inderlighed med et nummer som ”Illuminated”. Det er múm classique.

Men pludselig (om end ikke uventet) indtræffer personlighedsspaltningen fra deres nyeste plade, Sing Along to Songs You Don’t Know for alvor, og múm finder beats frem, der flettes ind i inderligheden og den skrøbelige intensitet. Selvom det er dansabelt, glemmer múm ikke de teatralske, højtliggende vokaler. Det er, som om en gammel, mere indadvendt og utilgængelig version af múm møder den udadvendte tvilling.

Det har stadig den artsy karakter, múm altid har haft, og måske endda endnu mere nu, hvor det samtidig er blevet upbeat og legesygt. Men det leveres med smil på læben og med en glæde, der ikke kan undgå at smitte publikum. Og lige præcis hvad legesyge og højt humør angår, har múm et ikke uvæsentligt aktiv i den ganske bjergtagende sangerinde og cellist Hildur Guðnadóttir, der ikke ulig en vis Björk hopper rundt, vifter med buen og klapper sig selv på hovedet, så man skulle tro, at hun havde forlystet sig i svampe fra det islandske skove.

Ellers relativt tilbagelænede numre som ”Húllabbalabbalúú”, ”Blow Your Nose” og ”If I Were a Fish” bliver transformeret til smittende energibomber, man ikke kan stå stille til. For slet ikke at tale om det ganske mindblowing ”The Smell of Today Is Sweet Like Breast Milk in the Wind”, der var endnu vildere live end på plade og selvsikkert blev afsluttet med highfive fra Guðnadóttir til trommeslageren. Og som prikken over i’et overraskede múm med meget beattunge, aggressivt dubbede (!) versioner af numre som ”Little Bit Sometimes” og ”Dancing Behind My Eyelids” fra Go Go Smear the Poison Ivy.

Koncerten blev afsluttet med den helt fantastiske, glædeinjicerende ”Prophecies and Reversed Memories” og titelnummeret ”Sing Along” fra deres seneste plade. Herefter forsvandt múm, men kom tilbage med en længe ventet ”Green Grass of Tunnel”, og så må jeg indrømme, at jeg forsvandt i musikken og lyden og først blev vakt til live, da múm pludselig slog et skarpt sving ned ad en Sigur Rós-agtig, postrocket, ekstremt støjende sti, hvis elektroniske lydbølger til sidst var fysiske og nærmede sig det ondskabsfuldt destruktive, da Örvar Smárason skruede helt ned og derefter op for fuld styrke flere gange.

Múm formår som meget få andre bands at røre ved både udadvendte og indadvendte tangenter. Det er i hvert fald de færreste bands, der kan slippe af sted med en trestemmig kakafoni på (noget der kan være så skrækindjagende som) blokfløjter efterfulgt af en lige så virtuos trio på mundharmonika. Det kunne de i aftes. Og det kan de, fordi de leverer varen med selvsikkerhed og en spilleglæde, der lyser så kraftigt ud af dem, at det transformerer sig direkte til energi i deres tilhørere. At de tilmed afsluttede koncerten med et ondsindet støjinferno, nærmest som en kommentar til al den glæde, de havde hældt ud over publikum, gjorde ikke oplevelsen mindre. Det var ganske enkelt eminent og halvanden times tidslomme i særklasse.

★★★★★½

4 kommentarer

  • Ja, jeg kan næsten ikke sige mere, end hvad jeg allerede har sagt. Og dog. Det var overraskende godt. Jeg havde på ingen måde forudset, at jeg i den grad ville blive revet med.

    Hvem ved? Måske ville en så livsbekræftende koncert endda have gjort dig rask?

  • Arh. Så skulle du vist have været til Placebo-koncert. Høhø.

    God anmeldelse af en god koncert, i øvrigt. Jeg var selv overrasket over, hvor godt múm slap fra næsten kun at spille numre fra de to seneste albums. Jeg er ret glad for nogle af de gamle plader, men synes ikke, at man savnede dem i et så sprudlende sæt. Især fordi múm var så gode til at gøre de nye skæringer endnu mere nuancerede uden at give afkald på det poppede.

  • Heh, well hvis det skal være livsbekræftende så blev den sag vist klaret forrige onsdag på Debaser i Malmø da Do Make Say Think spillede en to timers fest helt hen i vejret.

    Bortset fra det har jeg ikke set múm live siden dengang de varmede op til Mogwai i Lille Vega i 2000 eller 2001. Og dengang var det ret fedt.

Deltag i debat