Plader

Nick Cave & Warren Ellis: White Lunar

Nick Cave og Warren Ellis præsenterer udvalgte filmkompositioner. Det er overordentligt smuk og billeddannende, men også en smule kedeligt. Heldigvis slippes Ellis fri en gang imellem.

Soundtracks er en sær størrelse. Da jeg var yngre, elskede jeg filmmusik. En af mine venner lavede sågar et mixtape til mig med forskellige sange fra forskellige film. Nick Cave & Warren Ellis’ White Lunar er et soundtrack… eller det vil sige, at det faktisk er flere soundtracks, for der er kun nogle spor udvalgt fra hver af de fem film, de to herrer har komponeret musik til. Det siger mig dog ikke helt så meget, som det gjorde dengang.

Måske er det, fordi jeg dengang kendte de film, hvis musik min ven smed på bånd, men ikke gør det nu? Bevares, jeg har set ”The Proposition”, der er bjergtagende flot fotograferet og en hårrejsende fortælling, jeg har overvejet at se “The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford”, men jeg har aldrig hørt om ”The Road” (heldigvis), ”The Girls of Phnom Penh” eller ”The English Surgeon”. Resten af numrene har titlen ”The Vault” og er fra Cave og Ellis’ krypt af overskudskompositioner.

Der er ingen tvivl om, at de to herrer er begavet med særlige kompositionstalenter, der i mange tilfælde har held til at skabe lyd, der får gåsehuden til at springe frem fra armene som samuraier i en Kurosawa-film. Alligevel mister man tråden undervejs, måske fordi der trods alt primært er tale om instrumentale numre, mange af dem korte og baseret på et tema, der gentages indtil flere gange. Det er smukt, men det er også ensformigt, når man får for meget af det – især uden en filmisk fortælling at understøtte lydbilledet med.

Og når det ikke er der, kan man kun drømme selv. Og White Lunar skal have den ros, at den formår at sende tankerne på udflugt, fordi dens lyd er så smukt sfærisk og fænomenalt billeddannende. Ja, faktisk minder det mig flere steder om decideret programmusik, en betegnelse der specielt blev brugt om europæisk klassisk musik i den romantiske periode og blev dyrket af komponister som Smetana og Musorgskij. Og det er i sig selv en cadeau til filmens beskrivende karakter.

Hagen er bare, at det bliver for smukt. Derfor bliver numrene fra ’krypten’ kærkomne skrattende oaser i et ekstremt homogent og stemningsmættet lydbillede. Og når musikken mod slutningen af anden plade har forført en hinsides tid og rum, er det noget af et wake-up call, der venter, når pladens sidste krampetrækninger indfinder sig. Her er tale om et gemt nummer, så hvis den varme musikalske omfavnelse indtil da haft held til at sætte tiden i stå, bliver man VIRKELIG forskrækket. Jeg blev i hvert fald forskrækket, og hårene rejser sig stadig på mine arme, når nummeret sætter i gang. Det varer fem minutter og er nærmest den lydmæssige inkarnation af Dantes inferno, hvilket ikke kan overraske, hvis man har set Ellis kravle rundt på en scene og træde på alle de distortionpedaler, han kan komme i nærheden af i bands som Grinderman, Nick Cave and the Bad Seeds og Dirty Three.

White Lunar er en interessant indsigt i de ting, Cave og Ellis har komponeret sammen, men der er ingen tvivl om, at man enten skal holde rigtig meget af filmmusik komponeret af lige netop de to eller bare meget af Cave eller Ellis (eller begge to) for at investere i denne dobbelt-cd. Selvom jeg opfylder alle tre krav, må jeg indrømme, at White Lunar i længden bliver kedelig. Der mangler på mange måder den kant, de to herrer normalt er garanti for. Og hvad enten det skyldes, at filmmusik er en rolig ni til fem-Nebengeschäft, hvor de får en opgave og leverer den (kontra deres rock’n’roll-udskejelser, hvor de er in charge), vil der for de fleste nok være størst fornuft i at investere i nogle af de andre ting, de har lavet sammen eller hver for sig.

★★★☆☆☆

1 kommentar

  • Bogen “The Road” som filmen af samme navn er skrevet over, er forfattet af den meget respekterede Cormac McCarthy der også vandt Pulitzerprisen for netop “The Road” i 2007. Så hvis man er litteraturinteresseret er den bestemt et bekendtskab værd. Filmtraileren der her linkes til giver dog det indtryk, at det blot er en ny katastrofefilm i rækken, men hvis McCarthy har haft noget at skulle have sagt i skabelsesprocessen, tror jeg godt man kan forvente andet og anderledes underholdning end blot vold og ødelæggelse.

Deltag i debat