Nyheder

November-koncerter: skotter, rødder, Bukki, bjørne, møv og NYC

Skrevet af Camilla Grausen

Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. Vi er stole af at kunne præsentere: November.

Vinteren er kommet til Danmark, men i stedet for at putte sig derhjemme under dynen (hele tiden) vil Undertoner selvfølgelig gerne opfordre vores læsere til at komme ud og få nogle store koncertoplevelser. Der er rigtig mange arrangementer, vi kunne fokusere på denne november, der må kandidere til en af årets stærkeste koncertmåneder, men her er i hvert fald nogle af de koncerter, du ikke kan gå galt i byen med.

Amerikanske Grizzly Bear modtager gerne nye indretningstips.

Amerikanske Grizzly Bear modtager gerne nye indretningstips.

Mørk indierock, melankoli, støj og kraftig skotsk accent er blandt de vigtigste ingredienser i The Twilight Sads musik. Skotterne åbner novembers koncertrække med en koncert på Loppen på Christiania torsdag den 5. som en del af en turné, der følger op på bandets nye album, Forget the Night Ahead – lillebroderen til den roste debut Fourteen Autumns and Fifteen Winters fra 2007. Opvarmningen på Loppen er svenske Sad Day for Puppets.

Festivalen Nye Rødder finder sted for tredje år i træk i københavnske Huset i Magstræde fra torsdag den 12. til lørdag den 14. november. Ligesom sidste år dyrkes rødderne inden for country, blues, americana og alternativ folk når bl.a. Howe Gelb med bandet Giant Sand indtager en af Husets to scener fredag. Også den islandske sangfugl Ólöf Arnalds og danske bands som Slaraffenland, Cody, The Rumour Said Fire og mange flere er at opleve til Nye Rødder. Mere info om festivalen kan ses på Husets hjemmeside.

Samme weekend indtager den skrupskøre hiphop-trio Malk de Koijn København. Geolo G, Blæs Bukki og Tue Track gjorde comeback på årets Roskilde Festival med et show, der var blandt festivalens allermest omtalte, og som scorede topkarakter hos Undertoners anmelder. For alle dem, der ikke kunne møve sig ind i Arenas telt lørdag nat er der nu rig mulighed for at opleve Malk de Koijn i København når de giver koncert både den 13. og 14. november i Store Vega og i Amager Bio søndag den 15.

Amerikanske Grizzly Bear giver én dansk koncert på deres tour, og den finder sted tirsdag den 24. november i Store Vega. Undertoners anmelder har udråbt bandets nyeste Veckatimest til et af årets bedste plader, hvis eksperimenterende pop bl.a. når et højdepunkt på nummeret ”Two Weeks”, som kan høres på Grizzly Bears Myspace-side. Vi er sikkert en del, der ærgrer os over ikke at have nået at få billetter til denne for længst udsolgte koncert. Ikke mindst når opvarmningen leveres af yndige Annie Clark alias St. Vincent, der tidligere på året udgav sin overbevisende toer, Actor, fyldt med kompliceret og fortryllende artpop.

For nu at huske nogle af de danske himmelstormere, så må Mews koncerter sidst på måneden ikke glemmes. Jonas Bjerre, Bo Madsen og Silas Graaes karriere har nået nye højder med årets album No More Stories… Ligesom Malk de Koijn var Mew et af de bands, der skabte kaos og lukkede porte omkring Arena på årets Roskilde Festival på grund af de enorme menneskemængder, der ville høre trioen. Så stor forvirring kan man formentlig slippe for denne gang når Mews koncerter finder sted i Scandinavian Congress Center i Århus fredag den 27. november og i KB Hallen på Fredriksberg lørdag den 28. november.

På novembers sidste dag, mandag den 30., får Store Vega besøg fra New York af The Strokes‘ frontmand og sangskriver, Julian Casablancas, der netop har udgivet sit første soloalbum, Phrazes for the Young, der rent musikalsk ligger et godt stykke væk fra The Strokes’ festlige retrorock. Koncerten i Danmark er én ud af kun ni koncerter i Europa. Bidder fra det nye album kan høres på Casablancas hjemmeside. Soloanstrengelserne betyder dog ikke, at The Strokes er lagt i graven – de lever heldigvis i bedste velgående og udgiver et nyt album i 2010.

Følg løbende med i de anbefalelsesværdige koncerter i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat