Den tredages minifestival Nye Rødder, der udspiller sig i Huset i Magstræde for tredje år i træk, åbnede torsdag dørene for publikum og inviterede inden for på Husets to musikscener, Musikcaféen og Planeten. Her skulle intime koncertoplevelser med musik, der har sine rødder i genrerne country, blues, americana og alternativ folk de næste dage stå i centrum, og jeg tog muligheden for fredag at opleve det småhypede indiefolkband The Rumour Said Fire, Múm-alfen Ólöf Arnalds og lørdag at opleve ornitologisk-poetiske Er de sjældne og CODY, hvis countrykollektiv efterhånden ingen præsentation behøver.

Nye Rødder blev startet i 2007 af Lars Rolaj, der er fast bartender i Huset, og musikeren Mads Mouritz, der bl.a. er en del af Mouritz/Hørslev-projektet og som i den konstellation udsendte duoens andet album tidligere i år.

Fredag aften var den alternative countrys godfather Howe Gelb med det amerikansk/danske band Giant Sand og den amerikanske guitarlegende Tony Scherr bl.a. på programmet, og jeg kom i feststemning med The Rumour Said Fire og blev trukket ned i et charmerende islandsk univers af Ólöf Arnalds.

The Rumour Said Fire

De fire drenge i The Rumour Said Fire åbnede Planeten på Nye Rødders anden dag med sædvanlig rockstjerneforsinkelse og gik lige på med flerstemmig vokalharmoni, guitarer og catchy trommer, inden de efter første nummer takkede publikum for at have trodset regnen for at komme og høre dem. Det gjorde vi skam gerne, for mens tøjet tørrede i Planetens varme, gjorde bandets toner sit for at sætte gang i danseskoene og ryste det sidste af fredagen af sig.

The Rumour Said Fire blev dannet sidste år af forsanger/sangskriver/guitarist Jesper Lidang med Christian Rindorf på trommer, Søren Lilholt på tillægssang og guitar og Kasper Nissen på bas og har netop udgivet EP’en The Life and Death of a Male Body, der bl.a. af Undertoner har fået en fin modtagelse. Allerede midt i maj 2008 optrådte de for første gang og har senest i september spillet på Newbees Festival på Studenterhuset i Århus. Bandet lægger sig i samme akademiske og litterære tilgang til sangskrivning som eksempelvis Twins Twins, og de beskriver på deres Myspace-side teoretisk, hvordan deres tekster og bandnavn skal fortolkes. Centralt står, at tekstuniverset drejer sig om utrygge eksistensperioder med temaer som krig, død, angst, kærlighed, barndom og fortabelse.

Det er imidlertid ikke i The Rumour Said Fires uhygge, publikum drages ind denne fredag, men i noget andet, som Twins Twins og The Rumour Said Fire ogsÃ¥ har til fælles: De gode, dansable melodier. Og lige fra første nummer af og de efterfølgende “The Post Mortem Make Us Men”, “Evil Son”, hvor folk decideret synger med, til deres pt største hit, “The Balcony”, er publikum de glade modtagere af bandets folkede indiepop. Tamburinen fra “Evil Son” fortsætter ind i “The Balcony” og fÃ¥r selskab af mundharmonika, der passer perfekt til festivalens tema og sætter gang i det feststemte og dejligt afslappede publikum, der synger med pÃ¥ Lidangs gode vokal. “The Balcony” er et virkelig godt nummer, som lidt overraskende netop ikke umiddelbart befinder sig i det tænkte, mørke univers, som The Rumour Said Fires øvrige numre umiddelbart gør. Stortrommens indtog midt i nummeret virker hypnotiserende og det messende »So your mouth tastes like sunshine, baby, but your eyes are all cool / buried in my arms« med Lidang og Lilholts glimrende dobbeltvokaler, der er i en liga helt for sig, selvom det afsluttende “Dance” kommer tæt pÃ¥ og taler til publikums mest lydhøre legemesdel denne aften: fødderne.

The Rumour Said Fire er gode live. De er på kort tid kommet meget langt, selvom de naturligvis kan blive bedre og strammere i forhold til pauserne mellem numrene. En ting, der dog generede mig denne aften var placeringen af Planetens scene. Jeg forstår godt, at det i højere grad er muligt at skabe en intim koncertoplevelse, når bandet ikke er placeret langt over publikum og fra deres trone kigger ned på de lyttende horder, men til gengæld er det svært rigtig at føle sig i forbindelse med et band, når det kun er først række af publikum, der kan se de optrædende.

Ólöf Arnalds

Efter en omgang yderst velimproviseret alternativ country fra Giant Sand i Musikcaféen, er det tid til at bevæge sig nordpå til Múm-medlemmet Ólöf Arnalds islandske sangunivers på første sal, hvis scene nu er beboet af rød veloursofa foran skummadrasser, hvor første række af publikum tålmodigt venter alfens komme.

Ólöf Arnalds har været medlem af Múm siden 2003 og udgav i 2007 sit første soloalbum, Við og við, der betyder noget ala ’nu og da’, og som er produceret af Kjartan Sveinsson fra Sigur Rós.  Hvor Múms elektroniske univers lagde sig betydeligt meget op af andre islandske superbands som Sigur Rós, er Arnalds soloprojekt præget af en akustisk og charmerende troubadour-lyd, der denne aften hjælpes på vej af sangerindens mandlige medspiller (som jeg efter alskens research simpelthen ikke kan finde navnet på). Han sætter sig ved klaveret og spiller intermezzotoner, mens Arnalds eftersigende tager make-up og kjole på, og ind træder hun rigtig nok i mørkerød kjole, nynnende, og med lille guitar i hænderne og starter på deres fælles akustiske sæt.

Titelnummeret fra solodebuten, “Við og við”, er med sin skingre islandske trallen symptomatisk for aftenens koncert. Nummeret behøver ingen oversættelse og kunne sagtens have været pÃ¥ kinesisk for min skyld, det betyder ikke sÃ¥ meget, for det virker. Den islandske sangerinde underholder med anekdoter mellem numrene og forsøger pÃ¥ charmerende dansk/islandsk og accentengelsk at drage de lyttende ind i det univers, hvor hun og hendes rødskæggede medspiller befinder sig med deres guitarer. Arnalds betror publikum, at hun troede, de to først skulle optræde i morgen, og det er muligvis derfor, der i sidste øjeblik er lavet om pÃ¥ programmet, sÃ¥ Giant Sand spillede mellem The Rumour Said Fire og Ólöf Arnalds. Det ville da ogsÃ¥ have været mere passende, hvis det islandske indslag havde ligget tidligere pÃ¥ aftenen og ikke efter Giant Sands dygtigt udførte alternative country.

Sangerinden fortæller, at hun og medspiller har brugt dagen pÃ¥ restauranten Skindbuksen, hvor de har talt norsk og været pÃ¥ noget af en kulturrejse. »This is the tuning song«, siger hun ironisk, mens hun drejer pÃ¥ guitarens stemmeskruer, »it’s by a Danish songwriter«, hvorefter den mandlige guitarist/pianist gÃ¥r ud og henter parkacoat og camouflage-fatboy og ligger sig bag den røde veloursofa. »This song has nothing to do with eskimoes«, siger Arnalds og begynder pÃ¥ “Klara”, der som de fleste af sangene er pÃ¥ islandsk og derudover skrevet til sangerindens lillesøster.

Sætlisten er en lysegrøn post-it, men de to er så dygtige musikere, at hverken det, et spildt vinglas og ditto øl på scenen, gebrokkent dansk eller afstanden mellem den røde sofas velour og klaverets tangenter afholder dem fra at levere en virkelig god og intim koncertoplevelse, hvor lytterne netop indfanges i det islandske fingerspils folkverden og helst ikke vil forlade den efterfølgende. De to på scenen har et eminent sammenspil, både musikalsk og personligt, og selv får jeg glimt fra den musiske slutscene fra indiefilmen Juno i hovedet, da jeg oplever de skæve og skingre duetter mellem guitarer og stemmebånd.

Arnalds indvier sidst i sættet publikum i en islandsk talemåde, der ifølge sangerinden betyder noget i retning af: »I’m really gonna show you where I bought the beer«, og vi får forklaret, at talemåden enten udmunder i, at man får bank eller man får en lærestreg. Det giver ikke rigtig nogen mening, men er alligevel passende, charmerende og excentrisk til at være rammende for fredagens store oplevelse i selskab med Arnalds, guitarer, klaverer og anekdoter.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk