Plader

Pissed Jeans: King of Jeans

Skrevet af Anders Mortensen

Pissed Jeans tredje album er et sublimt, vredt oprør mod alle de andre, ens egen kedsomhed og hårene i vasken. Smålighed destilleret ind til sludgepunk og en af årets bedste plader.

Af de mange klichéer, der har præget de amerikanske fortællinger om mordere, er myten om den knækkede mand dog den stærkeste. Vi kender den evigt genfortalte historie med alle dens nedslagspunkter: »Han var helt stille og rolig,« siger naboerne, »man lagde næsten ikke mærke til hans eksistens.« Passede sit job hver dag. Måske en streng far. Overbeskyttende mor. Et kærlighedsløst ægteskab. Eller måske er der slet ikke nogen form for modvægt, men bare en ensom skabning iklædt hvid skjorte og sort slips; bosiddende i en velfriseret forstad med postkasser ved vejkanten og helt grønt græs.

Og så en dag, efter i årevis at have været den uigenkendelige outsider i nabolaget, samler han sit våben, finder nærmeste åbne offentlige plads/skole/indkøbscenter/vagttårn og lader kuglerne regne, så synderne endelig kan straffes for deres gerninger. Vi kender det kolde udtryk i ansigtet, når han bliver overmandet og ført væk af politiet, og det fortsætter, når han står i retssalen for at modtage sin dom. Det er den gamle historie om den helt almindelige mand, der lige pludselig bare fik for meget og knækkede over på sjælen, så alle andre skulle føle det. Hverdagen blev ham for tung.

Det er svært at sige, hvor meget sandhed der er i myten. Der er selvfølgelig tale om dybt forstyrrede mennesker, men det er bare så æggende for tanken, når det er mors karseklippede dreng, der går over grænsen, fordi det almindelige liv trænger sig på og bliver kvalmt. Ubærligheden ved ensomheden og de dagligdags ting er netop interessant, fordi dagligdagen er noget, alle kan forholde sig til, og derfor bliver det så meget mere nervepirrende, når det kan være hvilken som helst revisor eller taxachauffør på Amagerbrogade, der skyder hovedet af dig, og så endda når som helst.

King of Jeans er et dokument over den slags mænds tanker, præ-knæk. Sølet til i indestængt vrede og sludgede, melodiske riff har Pissed Jeans skabt et kulsort, satirisk hul, ned til grænsen mellem harme og ligegyldighed, hvor buksekongerne regerer. For hvis man ikke er regent over ret meget andet i livet, så kan man da i det mindste være det over det kedeligste stykke tøj af dem alle. Og her får kongerne lov til at sige deres mening: Selvsikre svælger de i deres egen middelmådighed, og vreden i deres stemmer afslører deres egentlige bevidsthed om, at det er ved at flyde over i hovedet, og det er sublimt fortalt af Pissed Jeans. King of Jeans er dog ikke noget konceptalbum. Der er bare en så gennemgående stemme i deres tekster, at det er svært ikke at læse albummet som en bestemt type mands selvopfattelse.

“False Jesii Part 2” åbner pladen med vred, groovy garagesludge, hvor vores helt retfærdiggør sin egen ugidelighed: »I know there are things going on tonight, but I don’t bother / only ten minutes across town, that’s right / but I don’t bother / I could put on a tight black shirt / but I don’t bother / I could hit the gym so it looks real nice / but I don’t bother / I could tell a joke and make the whole room laugh / but I don’t bother / I could show up with the coldest six pack / but I don’t bother / no to everything.« Dette er ikke nihilisme; det er fortrængning fortalt igennem svingende ørkenriff. Lyden er konstant, tung og massiv. Bragende trommer, knusende guitar og en arrig, arrig vokal, og så har vi bandet. Selvom alle disse elementer er velkendte fra andre genrer og bands, så folder de sig i Pissed Jeans musik ud som den perfekte komponent og modsætning til de hverdagsbenægtende og ugidelige tekstuniverser, hvor intet sker.

Og når der sker noget, er det, igen, normaliteten spændt udad, så idiosynkrasierne får frit lejde, som i den sløve, brummende ”Request for Masseuse”, hvor sangeren Matt Korvette detaljeret og indfølt beskriver, hvordan han vil have sin krop bearbejdet, indtil nummeret eksploderer i stonerriff, og han bliver mere og mere ekstatisk over hænderne, der vandrer hen over kroppen og knækker knoglerne til, mens åndedrættet bliver tungere og vamlere, og man glemmer, at der bare er tale om en ganske normal massage af den slags, man betaler sig til.

Mest humoristisk bruges normaliteten på den Oxbow-agtige desperate efterbrænder og albumlukker “Goodbye (Hair)”, hvor Korvette lader frustrationen råde over det faktum, at han er ved at tabe sit hår som ung mand: »And there’s nothing I can do / just sit back and watch / wait and see / count them in my hands / find them on my clothes,« og vokalen vakler mere og mere og udvikler sig til gutturale primalbrøl i baggrunden, mens hans accepterende indre stemme tager imod sin skæbne. Det er vanvittig morsomt. Ikke, at man ikke skal tage Pissed Jeans alvorligt. Det er langtfra Weird Al Yankovich. Men det er svært ikke at le af de menneskeskæbner, der taler på albummet, som må være et af årets store tragikomiske værker.

Ingen tvivl om, at gruppen bevidst udtrykker sig som sine forbilleder. Der er klare tråde til den maskinelle og sludgede start-90’er-støjrock, som man finder den hos legenderne Big Black og, i særdeleshed, The Jesus Lizard, hvorfra Matt Korvette især henter sine maniske udbrud. Pissed Jeans er bare lige en tand mere frustrerede, vrede og smålige, og så kan man let overleve de tydelige aftryk fra idolerne på det samlede udtryk.

King of Jeans er en stor, god plade. Den kan føles enorm i sin massivitet og beskriver alligevel så enfoldige ting, og den brister hele tiden i mægtige sludgeriff og går så tilbage ind i sig selv, og den bevægelse mellem stort og småt, og de vrede, fyldte fortællinger om mænd, der med vilje ikke gider noget, gør King of Jeans til en af årets bedste og mest engagerende lytteoplevelser.

★★★★★☆

Lyt til “False Jesii Part 2”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/5590.mp3]

Lyt til “Dream Smotherer”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/5783.mp3]

Deltag i debat