Synesthesia betyder synæstesi, synæstesi betyder noget i retning af ’samsansning’, og det betyder, at ét sanseindtryk kan medføre et andet. I følgesedlen til Synesthesia nævner Polarforsker, med det borgerlige navn Peter Bertelsen, selv, at lyde kan opfattes som farver. PÃ¥ den ene side et ambitiøst projekt for et medie, der ikke har mulighed for at udtrykke sig pÃ¥ anden vis end gennem lydbølger (medmindre man medregner de endog meget farvestrÃ¥lende covere, Polarforsker har fÃ¥et produceret til ep’ens lille oplag), men omvendt vil rigtig god musik ofte medføre associationer, der kan opstÃ¥ inden for alle hjørner af det menneskelige sind.

Synesthesia er – som Polarforskers to forrige ep’er – da ogsÃ¥ en samling smÃ¥, stemningsmættede electronica-numre, men om det er rigtig god musik, der kan medføre helstøbte sanseoplevelser, er straks mere diskutabelt. Modsat de tidligere udgivelser indgÃ¥r støjende og knitrende elektronik kun i meget begrænsede mængder pÃ¥ Synesthesia, der tillige bestÃ¥r af noget, man kan kalde deciderede sangstrukturer. Polarforsker betegner selv musikken som indietronica, og selvom det mÃ¥ske er et lige vel poppet mærkat, er det ikke svært at følge numrenes rygrad af skitsepræget akustisk fingerspil. I kombination med spredt, elektronisk knasen og en simpel rytmesektion danner de faktisk dét, der vel bedst kan betegnes som rudimentære indietronicanumre, hvor strukturene fremstÃ¥r, men det bliver sjældent særlig sprælsk. Havde Tunng aborteret Mother’s Daughter and Other Songs i 12. uge, kunne Synesthesia meget vel have været resultatet.

Det er altsÃ¥ i enkelheden, repetitionen og den meditative vuggen, at Synesthesias kvaliteter skal findes, og sÃ¥ledes lever pladen op til sit dogme om at danne ramme for sin lytters associationer. Om det sÃ¥ er meningen, at de nye sanseindtryk skal fremstÃ¥ som mere interessante alternativer til lydstrømmen, er jeg ikke klar over, men det ville have klædt ep’en, om Polarforsker havde inkorporeret en smule flere detaljer og nuanceret lydbilledet lidt mere – uden at give afkald pÃ¥ dets dvælende karakter.

Enkelte steder, som i “Occam/Ockham”, indtræder en tilbageholdende uventethed i form af spage stemmer og et forsigtigt opbrud af guitarfiguren til fordel for et lille elektronisk frirum, og det er præcis den slags nærmest ikke-eksisterende udskejelser, der klæder og giver personlighed til Polarforskers lyd. Oftest kommer den bestandige guitarfigur dog til at karakterisere de enkelte numre, og selvom det fungerer, antyder de enkelte afstikkere alligevel, at Polarforsker kunne have skabt et mere interessant værk ved at løsne sit greb i ensartetheden.

Lyt til “Occam/Ockham”: