Plader

Richard Youngs: Under Stellar Stream

Richard Youngs har endnu en gang flyttet sin minimalisme et andet sted hen og har med ordrepetitioner lavet noget så fængende, at det nærmest kan kaldes ‘pop’.

Richard Youngs er minimalismens mester. Få har som den produktive skotte afsøgt et lydbillede med så sparsomt et arrangement. Da Terry Riley skrev “In C” i samarbejde med La Monte Young i 1964, igangsatte han en bevægelse inden for kompositionsmusikken, som inspirerede rockmusikken mere end de fleste andre retninger fra den tradition. Minimalismens grundidé var en statisk harmonik og repetition af melodiske og rytmiske mønstre, og den idé er blevet arbejdet ind i lyden hos eksempelvis Can og Oneida.

Men Youngs’ version af minimalisme er trukket helt ned i tempo, hvorfor det kriblende mylder af mange ensartede toner efter hinanden, som minimalismens grundværker er overlæsset med, ikke fylder hans værker. De mest gennemførte eksempler på hans minimalisme er nok Sapphie og Making Paper, hvor hans karakteristiske klagende vokal er akkompagneret af henholdsvis klassisk guitar og klaver. To langsomme og nærmest ubehageligt nøgne værker. Siden har han på nogle mere progressive, folk-inspirerede album lavet forskellige variationer over sin minimalisme og imponerer hver gang med små variationer, der holder hans udtryk friskt. Variationer, der ofte opnås ved kun at udskifte materiellet, han arbejder med. Således var The Naive Shaman kendetegnet ved psykedelisk electronica, mens det sidste album, Autumn Response, benyttede sig af forskudte, flerstemmige vokaler.

Under Stellar Stream er på det nærmeste et popalbum, selvom jeg tvivler på, at en almindelig mainstream-radiolytter ville finde behag i sangene. Men repetitionerne på dette album kommer i en konstant gentagelse af sætninger på hvert eneste nummer, hvilket gør det til et af hans mest ordrige album hidtil. Ofte er det en hel eller halv sætning, der gentages, hvorefter der kommer en variation, inden sætningen gentages med en ny variation. Det får sangene til at fænge i uventet grad, men det betyder også, at de bevæger sig mod det enerverende, hvilket i øvrigt også gør sig gældende for nogle af de klassiske minimalistiske kompositioner.

“All Day Monday and Tuesday” serverer eksempelvis titlen igen og igen, efterfulgt af nogle kryptiske, abstrakte sætninger som »the action of energy,« »the room of work« og »the joy of destination,« der i øvrigt også gentages to gange, inden Youngs synger »all day monday and tuesday« igen. Ordene bliver til en messende monotoni og fremtræder som ubevidste indfald fra hverdagen, der gennem repetitionen langsomt får livet til at synke ind i kroppen med det formål at få både konkrete og metafysiske elementer i ens egen verden til at falde til ro.

Det lyder måske nok højstemt, men der er bestemt også en religiøs stemning over sangene, som kun bliver forstærket af, at de trækkes ned i tempo af dybe orgeldroner eller tunge klaveranslag og få basanslag. Teksterne vender sig dog ikke mod en gud, men omfavner en mystificering af hverdagen. En slags moderne salmer for mennesker, der har en sund kontakt til deres omverden. Som altid er der en skrøbelig skønhed over fremførelserne, som om Youngs var en falden engel. En engel, der ser på verden med forundring.

★★★★½☆

2 kommentarer

Deltag i debat