Plader

Solander: Since We Are Pigeons

Skrevet af Jonathan Heldorf

Since We Are Pigeons er en papvin, to guitarer, en mørk skov, et uldent tæppe, en at holde i hånden og nogle gode venner at grine sammen med. Since We Are Pigeons er dit livs bedste oplevelser komprimeret og set i skæret fra et lejrbål.

Der findes bands, der er så jordnære, at det føles, som om de sidder lige ved siden af dig og aer dig bag øret, så snart du trykker ‘play’. Sådan er Solander. Det er stille og rolig indiefolk med akustisk guitar, banjo, tamburin, en melankolsk, dejlig vokal og til tider en smule stryger og tromme. Opskriften er simpel, men udført rigtigt skal der ikke mere til. Grunden er, at der ligger så mange forskellige nuancer på lur i Fredrik Karlssons stemme; så uendelig følsom, blid og helt igennem ægte er den, at alt, der ligger bagved, ikke behøver kæmpe for fokus, men blot skal hjælpe med at bære stemmen frem på flottest mulige måde.

Solander er tydeligvis et band, der har fundet sig selv, og det er ikke altid den første tanke, der rammer hjernebarken, når man har med en debutplade at gøre. Men det var sjovt nok det første, jeg tænkte, da jeg – i stedet for blot at nyde den – begyndte at tænke over pladen. Både musik og lyrik udstråler en gevaldig indre harmoni, der må være hentet fra de svenske fyrreskove og rislende elve.

Since We Are Pigeons er et komplet, intimt efterårsalbum fuld af vamsede melodier, hvor især “Looking for Gold” er en sublim ørehænger, der kalder på svajende lightere og langt blødt hår at snuse til. Lyrikken er dejlig melankolsk og skarptegnet, med et umiddelbart og længselsfuldt omkvæd lydende: »I wasn’t looking for gold / I was looking for you girl / I wasn’t trying to fool you / I was trying to be the one you want.«

At høre Solander er en ret personlig oplevelse, forstået således at man sandelig kan mærke menneskene bag musikken. Der er tale om ægte følelser, uforfalsket tvivl og pulserende hjerteblod, men også menneskelig varme og moden eftertænksomhed. Hvis du ikke finder indre ro eller dybere lag af dig selv ved at lytte til denne plade, så føles det i det mindste, som om du har fået et temmelig ærligt og intimt billede af personerne bag musikken. Since We Are Pigeons er en god ven. En af de bedste. Så tjek lige linket til bandets Myspace-profil. Mere tror jeg ikke, jeg vil sige.

★★★★★☆

Deltag i debat