Plader

Syreregn: OCD

Skrevet af Esben Rasmussen

Syreregns debut album OCD låner (sagde nogen stjæler?) ganske skamfrit deres musikalske og lyriske udtryk fra en stribe højt besungne 60’er-grupper. Det er ikke med det store held.

Den danske syrerockgruppe Syreregn pladedebuterer med albummet OCD (forkortelse af Obsessive Compulsive Disorder), og det er på mange måder en blandet fornøjelse. Når bandet er bedst, giver deres helt åbenlyse inspirationer fra den mere udsyrede, blues-baserede 60’er-rock udmærket mening og kommer til at fremstå som et dybfølt, personligt udtryk, men når bandet er dårligst, lyder de som en hul røvballe-pastiche, der nok bedst egner sig til kro-rock og des lige. Pladen åbnes med den fint eksekverede, instrumentale ”Overture”, der har en rigtig god rytmisk bund og nogle velklingende guitarsoli i bedste Clapton-stil (anno Cream, forstås).

Det er ekstremt uoriginalt, men det virker heller ikke, som om Syreregn vil udforske nye musikalske territorier, eftersom tilgangen til rocken er så traditionel – trods af syrerockens ellers oprindelige ganske revolutionært-progressive natur. Desværre fungerer blandingen af engelske sange og danske ditto ikke særligt godt. Man kan ikke rigtigt fange bandets lyd og dermed intentioner, fordi det i denne vekslen mellem modersmålet og det engelske kommer til at fremstå lidt for meget som en stribe mere eller mindre succesfulde stiløvelser. Og pladens anden skæring ”Tag solen ned” er virkelig ikke noget godt nummer. Der går så meget røvballerock i både det usandsynligt forstærkede riff og den useriøst klingende ko-klokke, at teksten med de rudimentære hallucinations-referencer om at »tage solen ned« gør nummeret til noget, der mest lyder som en joke. Et nummer lavet blot for at vise, at man kan skabe »det bedste nummer, Steppeulvene aldrig skrev.«

Bedre er bandet på ”Mirror Mirror”, hvor der til tider rammes nogle fine ting, og den engelske tekstskrivning er radikalt bedre end den danske. Men helt generelt gælder det, at numrene er alt for lange. Man higer ikke ligefrem efter flere ordinære blues-baserede guitarrundgange, når man allerede har fået serveret de første 20 minutters spade-lir, komplet med ′Hendrix-wah′ og ′Page-distortion.′ Pladens højdepunkt er nok det meget Led Zeppelin-klingende ”Sol over Reykjavik”, hvis bastema til forveksling lyder som zeppelinernes debut-lukker ”How Many More Times,” men på trods af den tydelige reference fungerer dette nummer bedre, fordi det sjældnere forfalder til det dybt uinteressante instrumentale tidsfordriv; eller rettere, her er bandet i hvert fald mere interessante at lytte til, både produktionsmæssigt og kompositorisk.

Bandet er nok ganske sjovt at opleve live (evt. med et forhøjet THC-tal eller lignende i blodet?), netop fordi det ekvilibristisk-udsyrede kunne få helt frie tøjler, men på plade bliver denne type bluesrock simpelthen for kedelig i længden, fordi den er så enormt forstærket. Det er på sin vis ikke bandets skyld, at de er født 45 år for sent, men et album på 44 minutter skal altså have mere at byde på end genbrugsriff og de traditionelle ‘psykedeliske’ lyriske eskapader om stof-inspirerede panteistiske oplevelser. Til tider charmerende, men desværre ikke meget mere.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat