Plader

The Antlers: Hospice

Skrevet af Daniel Heydorn

To hele år i total isolation tog det efter sigende, før Peter Silberman havde fuldendt denne hjemsøgte beretning om død og kærlighed. Det fortæller en del om projektets vigtighed og sætter Bon Ivers nylige skovekskursion eftertrykkeligt i perspektiv.

Et hospice er en behandlingsinstitution for alvorligt syge og døende mennesker. En endestation for hovedparten af dem, der kommer der, og et sted, hvor de fleste besøgende derfor selv har døden tæt inde på livet. Et sted, der nødvendigvis må afstedkomme smertefulde konfrontationer med livets mest nådesløse kendsgerninger og eksistentielle kriser i hobetal. At bygge en indierockplade på et koncept, der har et sådant sted som omdrejningspunkt, er selvsagt en ambitiøs og betydelig opgave. Udfaldet har ingen mellemgrund, for skal det kunstneriske kunne stå måls med de vældige følelsesmæssige dybder, der tegnes skarpt op fra start, er storhed den eneste vej op af mørket.

The Antlers’ album Hospice er bygget op som et poetisk, løst sammensat narrativ, der tematisk knyttes sammen af protagonistens møde med kræftsygdom, ulykkelig forelskelse, tab og uønsket graviditet. Fortællingen, som for længst har taget blogverdenen med storm, omhandler brudstykker af en ung piges 12 år lange kamp med kræftsygdom. Historien ses gennem fortælleren, som måske, måske ikke er lig Antlers’ altoverskyggende frontmand, Peter Silberman. I interviews har Silberman berettet, at pladens fortælling tager udgangspunkt i hans egne besøg på en kræftafdeling for børn, og i pladens liner notes røbes det, at den kræftsyge piges mareridt er det centrale element i pladens skiftende scenarier. Uagtet begivenhedernes eventuelle selvbiografiske karakter er det lykkedes at give pladen et mytologisk skær, som sætter håbløsheden i det helt rette perspektiv. Værkets forhistorie giver indtrykket af en isoleret musikants nørklen ved skriveblokken, men som sangene tager form, føles fortællingen altafgørende og frem for alt virkelig.

Fra start ligger det fast, at pladens gravalvorlige ærinde er pakket passende ind. Lyden er skiftevis svulstig og skrabet, og kompositionerne komplementerer fint både den lejlighedsvise dramatik og det overordnede forløb. Instrumenteringen er mestendels typisk for den dramatiske ende af indierocken, hvor eksempelvis Frightened Rabbit og Cymbals Eat Guitars huserer, men den raffinerede brug af støj og elektronisk akkompagnement er veludført og væver pladen igennem fint sangene sammen med flotte, instrumentale passager. Det hele fremstår afstemt, og hvor mange lyttere – jeg selv inklusive – ellers let kunne skræmmes væk af den megen inderlighed, gør den afvekslende intensitetskurve pladen til en behagelig oplevelse.

Et af de klare højdepunkter er hittet “Bear”, som på overfladen er det absolut mest letfordøjelige og håbefulde nummer på pladen. Teksten rummer dog en lettere makaber skildring af det vordende forældrepars kvaler og trang til helt at skille sig af med den ufødte kilde til tidlig midtvejskrise. Alligevel er det vedkommende, rammende og voldsomt fængende. Det er en lille pause i det narrative forløb, som så alligevel fint sammenfletter pladens tematik.

Hospice lykkes med noget, der ikke er mange plader forundt. Der er højt til loftet, følelserne krænges ud og op i ansigtet på lytteren, og sangene eksploderer jævnligt i højstemt katarsis. Autenticitet er et lettere upassende udtryk i sammenhængen, men det er ikke desto mindre, fordi Hospice rummer så meget af dét, at ekstrem patos og tungsind i uhørte mængder ikke virker den mindste smule malplaceret. Den levende, smukt fortalte historie og det varierede intensitetsniveau gør nemlig de mange store følelser både tålelige og gribende. Derudover er pladen rent lydmæssigt meget vellykket. Produktionen understøtter fint den dynamiske vekselvirkning mellem de afdæmpede, intime sekvenser og de grandiose følelsesudbrud, og det veldrejede touch af ambient og shoegazer tilføjer lige den ekstra replay value, en plade som denne har brug for.

Sammenligningerne med Arcade Fires mesterværk Funeral har været mange, men parallellerne er også så tydelige, at de er svære at komme uden om. Hospice vinder ved sammenligning på sin kontinuerlighed og den fintfølte behandling af emnet, men besidder ikke Funerals sangskrivningsmæssige overskud. Melodierne er pladen igennem så simple og enslydende, at de let flyder sammen, hvilket præcis er, hvad der sker på pladen afsluttende nummer, hvor melodilinjen fra “Bear” genbruges. Kernen er den vedkommende, poetisk udførte fortælling, Silbermans troværdighed i rollen som ensom, fortvivlet sørgende og ikke mindst den store sensibilitet, med hvilken han har omsat hele den ulykkelige febervildelse til en imponerende plade.

★★★★½☆

Deltag i debat