Koncerter

The Dead Weather, 05.11.09, Store Vega, København

Skrevet af Christian Klauber

Trods skønhedspletter var Dead Weathers rock’n’roll uimodståelig, og ligeså var den momentane vildskab, der blev skabt i blandingen af sitrende seksualitet og faretruende femme fatale.

En del femme fatale, tre sublime musikere = fremragende koncertoplevelse.

En del femme fatale, tre sublime musikere = fremragende koncertoplevelse.

Naturligvis indledte The Dead Weather med tung og støjende distortion – som forspil til, at bandet kom på scenen. Det er stilen. Hårdt, tungt, næsten drævende, narkotisk, in your face. Ligesom det første nummer, ”60 Feet Tall”, der sløvt og langsomt, badet i blåt lys, satte gang i koncerten. Herefter fulgte det fremragende ”Hang You from the Heavens”, og så var scenen sat for forførende bluesrock.

The Dead Weather har energi og udstråling ud over det sædvanlige. Nu sidder Jack White det meste af tiden bag trommesættet i dette lineup, men Alison Mosshart kompenserer som den gennemførte femme fatale slash rockchick for hans fravær. Hun ter’ sig på fascinerende vis, som var hun besat: Hun kaster med håret, skriger sin vokal ud – henført, som var hun i trance – og er på alle måder i sansernes vold. Den samme intensitet udstråler guitarist Dean Fertita i sine udsyrede soli (og i lidt mindre grad den ekstremt tilbagelænede bassist Jack Lawrence), og de fire musikere skaber på den måde et tillokkende grænseland mellem det voldsomt farlige og det farligt forførende.

Alligevel stod jeg flere gange med følelsen af at være vidne til et amokløb med foden på bremsen, for debutalbummets vildskab lagde op til en tour de force i vildskab og indestængt frustration. Og betingelserne for en ekstrem oplevelse var da også til stede: Musikerne og især Mosshart gav den gas, hårdheden og tyngden i lydbilledet var der, og lydstyrken var perfekt. Men kun momentvis – som da en ung knøs rejste sig i fuld højde på en af sine venners skuldre – lurede den totale overgivelse. En stor del af tiden forblev salen, dvs. fra de forreste fem rækker og bagud, i rollen som musikforbrugere, med korslagte arme og vippende fødder.

Faktisk kom de største bifald, når Jack White trådte frem på scenen, hvor han med sine få guitarsoli både viste sit helt unikke touch på sin guitar, og at hans stemme absolut ikke fejler noget. Det sidste kom især til udtryk, da han og Mosshart mod koncertens slutning leverede en nærmest erotisk gnistrende version af den nedbarberede ”Will There Be Enough Water”, og Vega nærmest emmede af indestængt seksuel spænding.

Og så stod man der. Anspændt og savnede kun ét nummer: ”Cut Like a Buffalo”. Det ville være uendeligt flabet – men også i overensstemmelse med den fucked up attitude – hvis Dead Weather havde afsluttet koncerten uden. Det gjorde de selvfølgelig ikke, men kom tilbage med netop dén og ikke mindst en forrygende version af ”Treat Me Like Your Mother”, hvis aggressive break og temposkift i nummerets midte var ild på det ellers ulmende bål.

Jeg var flere gange overrasket over, at Dead Weather trak tempoet ud af koncerten for at syre ud i guitarriff og psychede soli, når publikum nu for alvor gik amok til numre som de mere upbeat og electrorockede ”Bone House” og ”3 Birds”. Men jeg skal ikke klage (og måske er det bare konsekvensen af kun at have et album bag sig), for Dead Weathers psychede og punkede bluesrock er fremragende, og bandet leverer i udtalt grad varen. Alle numre – langsomme som up-tempo – blev leveret med overbevisning og forførende rock’n’roll-intensitet, hvor især Alison Mosshart er en saltvandsindsprøjtning af rang. Det var et farefuldt og forførende fyrværkeri.

★★★★½☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar