Der er ikke mange mennesker til The Horrors denne mandag. Efteråret er kommet, og selvom The Horrors leverer det perfekte soundtrack til en grå og regnvåd aften, virker det som om, at de fleste er blevet hjemme i varmen. Og det til trods for, at The Horrors turnerer ovenpå deres fantastiske andet album Primary Colours.

Måske er det fordi The Horrors lige har gæstet Danmark, som opvarmning for Muse i Parken. Eller måske er The Horrors bare ikke så tilgængeligt, som undertegnede mener. Måske kan hypen ikke bære, når det kommer til stykket, men derfor kan det alligevel godt undre, at The Horrors ikke kunne fylde Lille Vega mere end halvt. Men det er jo heldigvis lige meget, for bandet skal nok spille alligevel.

S.C.U.M.
Med sig havde de S.C.U.M., et meget nyt og ligeledes engelsk band, der blot har en enkelt single-udgivelse bag sig. S.C.U.M udgiver pÃ¥ Loog Records, som ogsÃ¥ udgav The Horrors’ debutalbum tilbage i 2007. SÃ¥ er cirklen sluttet.

Det samme mÃ¥ man sige om musikken. I hvert fald i det omfang, at begge bands har næsten identiske konstellationer: Sanger, guitarist, bassist, trommeslager, tangent-spiller. S.C.U.M. skruede mÃ¥ske lidt mere op for deres synths end The Horrors, men ellers var det pÃ¥faldende ens line-up. Hvilket nu ikke gør noget som helst, nÃ¥r man som S.C.U.M. forstÃ¥r at spille med indlevelse og nerve. Lyden var dog desværre præget af, at trommerne var mikset meget langt frem i lydbilledet, hvilket gjorde hi-hatten ret irriterende og overdøvende i forhold til de andre instrumenter. Og den unge kvindelige trommeslager gav den da som rock’n'rolla, men pÃ¥ det rent tekniske kunne man godt høre, at S.C.U.M. har noget at lære endnu.

S.C.U.M. har deres musikalske udgangspunkt i Manchester 1980 og deres post-punkede udtryk var for sÃ¥ vidt ganske godt. De er tydeligvis inspireret af andre, men har ogsÃ¥ nok mod til at satse pÃ¥ egen smag og kreativitet. SÃ¥ grunden til, at det hele faldt lidt til jorden er først og fremmest, at de endnu trænger til at blive bedre – ganske enkelt, samt lyden.

The Horrors
Lyden er et tilbagevendende tema denne aften, for også The Horrors var plaget af en lydmand, der tilsyneladende ikke vidste hvad han lavede. Vokalen var meget lav og druknede lidt i lydbilledet, hvilket egentlig er ærgerligt, når man tager deres til tider brutale, til tider smukke lyrik i betragtning.

Ganske overraskende lagde de ud med at spille stort set alle numre fra Primary Colours, om end i en blandet rækkefølge. Publikum kunne sangene, og stemningen steg nogle grader. Jeg fik den fantastiske følelse af, at tiden forsvandt: I hvert fald var der pludseligt gået tre kvarter uden, at vi lagde mærke til det. Og det må betragtes som et godt tegn.

For The Horrors spillede en ganske fin koncert. Og hvis det gik dem pÃ¥, at de to uger forinden havde spillet for hundrede gange sÃ¥ mange mennesker i Parken, sÃ¥ viste de det ikke. Det hele kørte bare pÃ¥ skinner. De gav endda yderligere tyve minutters ekstranumre, hvilket for undertegnede var helt overflødigt. The Horrors havde bevist hvad de skulle, og nÃ¥r et af ekstranumrene sÃ¥ er et halvdÃ¥rligt cover af Suicides “Ghost Rider,” er det lige før det trækker lidt ned. Men ogsÃ¥ kun lige, for The Horrors spillede numre fra deres gamle plade, som godt nok er noget mere direkte punket end det nyere materiale, som i den grad har Factory Records malet udover det hele. Det var en kærkommen oplevelse at høre at The Horrors har flere strenge at spille pÃ¥. Hvis de kan finde ud af at give flere af den slags oplevelser, skal publikum nok komme.