Koncerter

The Horrors + S.C.U.M., 09.11.09, Lille Vega, København

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

For nylig varmede de op for Muse i Parken. Og mandag aften besøgte The Horrors København på egen hånd, da de spillede i et halvfyldt Lille Vega. Trods få publikummer og lydkiks fejlede koncertpræstationen ikke noget.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Der er ikke mange mennesker til The Horrors denne mandag. Efteråret er kommet, og selvom The Horrors leverer det perfekte soundtrack til en grå og regnvåd aften, virker det som om, at de fleste er blevet hjemme i varmen. Og det til trods for, at The Horrors turnerer ovenpå deres fantastiske andet album Primary Colours.

Måske er det fordi The Horrors lige har gæstet Danmark, som opvarmning for Muse i Parken. Eller måske er The Horrors bare ikke så tilgængeligt, som undertegnede mener. Måske kan hypen ikke bære, når det kommer til stykket, men derfor kan det alligevel godt undre, at The Horrors ikke kunne fylde Lille Vega mere end halvt. Men det er jo heldigvis lige meget, for bandet skal nok spille alligevel.

S.C.U.M.
Med sig havde de S.C.U.M., et meget nyt og ligeledes engelsk band, der blot har en enkelt single-udgivelse bag sig. S.C.U.M udgiver på Loog Records, som også udgav The Horrors’ debutalbum tilbage i 2007. Så er cirklen sluttet.

Det samme må man sige om musikken. I hvert fald i det omfang, at begge bands har næsten identiske konstellationer: Sanger, guitarist, bassist, trommeslager, tangent-spiller. S.C.U.M. skruede måske lidt mere op for deres synths end The Horrors, men ellers var det påfaldende ens line-up. Hvilket nu ikke gør noget som helst, når man som S.C.U.M. forstår at spille med indlevelse og nerve. Lyden var dog desværre præget af, at trommerne var mikset meget langt frem i lydbilledet, hvilket gjorde hi-hatten ret irriterende og overdøvende i forhold til de andre instrumenter. Og den unge kvindelige trommeslager gav den da som rock’n’rolla, men på det rent tekniske kunne man godt høre, at S.C.U.M. har noget at lære endnu.

S.C.U.M. har deres musikalske udgangspunkt i Manchester 1980 og deres post-punkede udtryk var for så vidt ganske godt. De er tydeligvis inspireret af andre, men har også nok mod til at satse på egen smag og kreativitet. Så grunden til, at det hele faldt lidt til jorden er først og fremmest, at de endnu trænger til at blive bedre – ganske enkelt, samt lyden.

★★★☆☆☆

The Horrors
Lyden er et tilbagevendende tema denne aften, for også The Horrors var plaget af en lydmand, der tilsyneladende ikke vidste hvad han lavede. Vokalen var meget lav og druknede lidt i lydbilledet, hvilket egentlig er ærgerligt, når man tager deres til tider brutale, til tider smukke lyrik i betragtning.

Ganske overraskende lagde de ud med at spille stort set alle numre fra Primary Colours, om end i en blandet rækkefølge. Publikum kunne sangene, og stemningen steg nogle grader. Jeg fik den fantastiske følelse af, at tiden forsvandt: I hvert fald var der pludseligt gået tre kvarter uden, at vi lagde mærke til det. Og det må betragtes som et godt tegn.

For The Horrors spillede en ganske fin koncert. Og hvis det gik dem på, at de to uger forinden havde spillet for hundrede gange så mange mennesker i Parken, så viste de det ikke. Det hele kørte bare på skinner. De gav endda yderligere tyve minutters ekstranumre, hvilket for undertegnede var helt overflødigt. The Horrors havde bevist hvad de skulle, og når et af ekstranumrene så er et halvdårligt cover af Suicides “Ghost Rider,” er det lige før det trækker lidt ned. Men også kun lige, for The Horrors spillede numre fra deres gamle plade, som godt nok er noget mere direkte punket end det nyere materiale, som i den grad har Factory Records malet udover det hele. Det var en kærkommen oplevelse at høre at The Horrors har flere strenge at spille på. Hvis de kan finde ud af at give flere af den slags oplevelser, skal publikum nok komme.

★★★★★☆

Deltag i debat