Plader

The Sons: Visiting Hours

Skrevet af Jonathan Heldorf

Måske er The Sons et af de få stenede navne, der var tilbage på 60’er-hylden, og måske er det derfor, dette navn er blevet valgt. Under alle omstændigheder er bandet yderst overbevisende med henblik på både attitude og talent.

Klichéerne er, før overfladen brydes, ikke til at overse hos The Sons. Først og fremmest er der navnet; hvis man ikke eksisterede i 60’erne, burde det være karrieremæssigt selvmord at kalde sig The Sons. Dernæst kan ingen hævde at være overraskede, når det kommer frem, at de fire fyre kommer fra en britisk arbejderby. Kig engang på albumcoveret, og fortæl mig, om ikke det er dét, du ser – fire arbejderbriter fotograferet i sort-hvid op ad en murstensfacade. Det skriger jo til himmelen: Det nye årtusinde er ikke vores tidsalder!

Ikke desto mindre er The Sons en debuterende gruppe og – ovenstående til trods – ikke bare et ligegyldigt ‘we’ve heard it all before’-band. Selvfølgelig spiller de 60’er-inspireret old school pop/rock a la the Beatles eller the Kinks, men med en yderst charmerende og velklingende powerpoptilgang. Dertil kommer ærkebritiske, intelligente og galgenhumoristiske tekster, og en Chris Martin-agtig, men dybere croonerstemme til at holde dem i spil.

De fleste melodier er skåret efter samme meget virkningsfulde model med en tung bund af The Clash-bas – til tider herligt beskidt forvrænget – med dertilhørende standardtrommer, der ikke gør større væsen af sig. Guitaren er allestedsnærværende – men samtidig demokratisk samspillende i lydterrænet og ikke dominerende – med riff, der smugkigger hos både The Hives og Franz Ferdinand. Når skabeloninstrumenteringen er på plads, hives stikket hjem af de ekstremt smittende og frydefulde ska-inspirerede blæsere, der ofte optræder – endda fremtrædende. Men vigtigst af alt er The Sons begavet med et virkelig godt sangskrivertalent, der tillader bandet at lave spændende og iørefaldende, mindeværdige sange, uden at det klichéfyldte arbejderklasse-univers, de sværger til, truer deres troværdighed som et band med aktuel værdi. Dette vidner også om en moden selvindsigt hos de unge fyre, der er al respekt værd.

Åbningsnummeret “Welcome Home Again” driver af melankoli og er egentlig ikke repræsentativt for resten af albummet, men fordi det bare er en hamrende fin sang, slipper The Sons af sted med at placere en outsider som pladens første nummer. Langt mere typisk er “Worry”, pladens toer, der har Kinks-guitaren forrest og No Doubt-blæserne med på slæb. Sangen kaster sig frem og tilbage i øregangene, med en hidsighed der kalder på et fantastisk live-show. “Trying So Hard” består af lige dele “Let It Be”, “Lady Madonna” og “All You Need Is Love”, mens de næste fire-fem sange alle holder et flot niveau og har medrivende og stærke melodier.

Derefter er der ikke helt lige så meget at komme efter. 13 sange og mere end 50 minutters musik er i dette tilfælde en lidt for lang debut, mest af alt fordi Visiting Hours på ingen måde ville have været et dårligere album, hvis to eller tre numre, som “Nightshade”, “Do What You Feel” og “Geraldine and Me”, var blevet udeladt, da de ikke rigtig bidrager med meget andet end at gøre pladen længere; alt hvad de numre har at tilbyde, har de andre også, bare bedre. Det er ikke dårlige sange, men de er heller ikke med til at bære pladen fremad.

En stående applaus skal The Sons alligevel have med på vejen for – trods den klichéprægede facade – på bedste vis at forene 60’er-rocken med lidt beskidt The Clash og til sidst powerpoppen på en spændende og stilsikker facon.

★★★★½☆

Deltag i debat