Mit forhold til The Twilight Sad er et noget omskifteligt et af slagsen. Siden den stormende forelskelse i 2007-udgivelsen Fourteen Autumns and Fifteen Winters har det lidt under nogle drøje hug – som da bandet varmede op for Mogwai, der for temmelig præcis et år siden gav koncert i Store Vega, og The Twilight Sad ikke kunne konkurrere med deres landsmænd i mange andre henseender end lydstyrke. Både musikken og dens formidling til publikum fremstod temmelig intetsigende.

Foto: Jack Waddington.

Nu har bandets nye album, Forget the Night Ahead, en god måned på bagen, og også dét synes at være en smule kønsløst, måske allermest på grund af skotternes nye hang til at bibeholde en massiv, men ikke synderligt afvekslende støjmur gennem størstedelen af pladens spilletid, samtidig med, at forsanger James Grahams vokal er skudt op i et tilsvarende energileje. Nok er det pompøst, men sjældent overvælder det, og sjældent bevæger det på samme måde som debutalbummets nuancer og karakter. Nogenlunde samme beskrivelse lader sig desværre fæstne på aftenens koncert på Loppen.

Påtagethed og kontaktbesvær, tænker jeg, er bandets største problemer live, og det er i grunden nok to sider af samme sag. For det er vel et ønske om kontakt, om optimal formidling, der driver Graham ud i sine gestikulerende spasmer, som krøller ham sammen på gulvet eller får hans hænder til febrilsk at ruske i mikrofonstativet. Jo, musikken handler om smerte, og det er dét, man får, men det er sgu svært at tro på en god timens krampen rundt på scenen, hvor der ikke er plads til så meget som et par sekunders øjenkontakt med publikum eller nogle få ord kastet udover scenekanten.

Med den rette fremførelse kan de fleste lunkne sange gøres indtagende, og de fleste gode sange kan gøres bjergtagende, men nÃ¥r der intet unikt, personligt eller friskt strømmer fra scenen, er det svært at holde bundniveauet højt. Graham fænger ganske vist med sine hÃ¥nduddelte tæsk til stortrommen under “Talking With Fireworks/Here, It Never Snowed”, og selvom hans lidelsesdans strækker sig gennem hele nummeret, gør det indtryk, nÃ¥r han pludselig tager de store bogstaver i brug nær afslutningen. Det er kontrasten, der gør det. Derfor virker koncertens afslutning ogsÃ¥ som dens stærkeste del, for det er her, detaljerne titter frem, som nÃ¥r “And She Would Darken the Memory” fremstÃ¥r blot en smule langsommere og mere intens end vanligt, eller nÃ¥r a capella-introen til “Cold Days from the Birdhouse” bortblæses i guitarstøj og udraderer smÃ¥snakken.

Eller, allervigtigst, nÃ¥r den afsluttende “I’m Taking the Train Home” fÃ¥r lov at eksplodere i lys og lyd, og publikum faktisk danser med, sÃ¥dan helhjertet, og Graham for et par sekunder stopper sin ekstatiske tarantel og kigger ud over forsamlingen og kommer med et lille, skævt smil. Jeg har fanget øjeblikket. MÃ¥ jeg gerne fÃ¥ lov at gange det op?