Plader

Tutankamon: s.t.

Sverige barsler for gud ved hvilken gang med et stærkt hold, og det er er svært at modstå Tutankamons impulsive indierock, der sætter en tyk streg under landets evner inden for det musikalske.

Svensk musik har altid fyldt godt i min reol. Det har tit generet mig, at vi herhjemme i årevis har haltet langt, langt efter deres rock- og indiescene. Tja, det gælder vel over hele musiklinjen, når alt kommer til alt. Heldigvis er vi ved at give dem kamp til stregen, og de rød-hvide udgivelser får mere og mere plads blandt de blå-gule i den private kollektion. Tutankamon gør desværre ikke noget godt for den indbyrdes kamp, og her tager de blå-gule endnu et stik.

Det sker ved hjælp af en helt særlig cocktail. Man blander folk fra The Plan, Peter, Björn & John, The Concretes og Shout Out Louds, og vupti, så har man et herligt og frygtindgydende team, som via en tilfældig demo på fem numre (et resultat af en intens lynvisit i studiet) fik banket så kraftigt på pladeselskabets døre, at de lukkede op, hev dem ind og krævede meget mere.

Tutankamons musik er indierock. Plain, ligefrem og insisterende. Her bevæger musikken sig rundt i temaerne kærlighed, venskab, bitterhed og udvikling. Klassiske temaer i et efterhånden klassisk musikalsk univers. Melodimaterialet er dog så godt, at det er svært ikke at overgive sig til de meget guitarprægede og enkle kompositioner.

Her samarbejder korharmonier tæt med instrumenteringen i opbygningen af numrene, og det fænger med en umiddelbarhed, der gør sig godt i det lidt skramlede univers, Tutankamon svæver rundt i. Der er visse lo-fi-elementer i deres indie, og man kan sagtens høre, at produktionen ikke skal tage overhånd og polere med de fineste bomuldsklude. Svenskerne giver plads til laissez faire-princippet, og det er charmerende og godt tænkt ind i arbejdet omkring dét at skabe noget iørefaldende.

Det er tydeligt, at man ikke har arbejdet enormt meget med pladen. Den virker ‘fresh’ i sit udtryk, og det er helt rart, at man kan høre de enkelte dele, uden at man har programmeret det til at være et velourblødt og radiovenligt produkt, der muligvis ville give flere kroner i kassen, men også ville være langt mere ligegyldigt.

Når det så er sagt, så har Tutankamon ikke magien til at gå hele vejen, men mindre kan gøre det, når man på så kort tid kan skabe så god en rockplade, at der kommer små sug i maven hist og her. Numrene forløses effektivt og tilpas hængerøvs-agtigt. Det er svensk manderock i god stil, og selvom de tager endnu et stik i den dansk-svenske musikkamp, kan man jo godt lytte til Tutankmon, samtidig med at man glæder sig over den indbyrdes fodboldmæssige status. För sjutton gubbar! Jävlar!

★★★★☆☆

Deltag i debat