Plader

V/A: Don’t Scare Isn’t Life Not Human

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Fem kunstnere fra ind- og udland får på denne udgivelse fra danske Neh-Owh Records lov til at slippe ud af anonymiteten og få spilletid på anlægget. Og der er heldigvis gode numre imellem.

Don’t Scare Isn’t Life Not Human er en kompilation fra det lille danske pladeselskab med det ikke specielt mundrette navn Neh-Owh Records. Selskabet har taget navn efter en af de lyde, som babyer bruger for at fortælle verden, om de er sultne eller trætte, og er startet som et hobbyprojekt af Hans Ulrik Hort og Mikkel Knudsen.

De to har planlagt ikke at skrive deciderede pladekontrakter med bands, men vil mere lave enkelte aftaler om at udgive artisters musik. Don’t Scare Isn’t Life Not Human er da heller ikke en forsmag på kommende udgivelser på Neh-Owh Records, og det er dermed ikke direkte pladeselskabets profil, der præsenteres på en overskuelig måde, men mere enkeltnumre samlet. Derfor er det ikke retfærdigt at anmelde lp’en som et album. Omvendt påvirkes opfattelsen af numrene også af den kontekst, de præsenteres i, så man kan ikke se helt bort fra sammenhængen.

Don’t Scare Isn’t Life Not Human præsenterer fem artister fra Danmark og udland. Især side 1 på lp’en fungerer godt, hvor de fire numre – deres forskellighed til trods – passer godt sammen og skaber et naturligt flow. Lp’en åbnes af slovenske Edoardo Fatovich, som laver musik under navnet Atom Numb. De to numre er stemningsmættet electronica, der er præget af repetitive strukturer, som lydmæssigt er organisk brede og alligevel minimale. Det er ganske hypnotiserende, og hans lyd er i den grad inspireret af tyskere som Tarwater, der mestrer denne genre, hvor slæbende beats og dystre synthmelodier kombineres med samplinger – Atom Numb bruger bl.a. måger – af virkeligheden.

Tomults bidrag, der kommer efter, virker en smule ustruktureret. Det starter godt med metalliske roderier og en stiv kuling, der skaber god stemning. Keyboardet spiller andægtigt som i kirken, og “3am Phonecall” kunne sagtens være den fortrukne vuggevise for monsterbørn. Stemningen brydes imidlertid af et kludret beat med rustne balkantrut og ødelægger det, som ellers var blevet flot etableret. Så er The Band Abouts bidrag meget bedre. The Band About er en dansk duo, som spiller folk med rigtig god stemning. Den akustiske guitar ledsages af et fejende, nænsomt beat, og Rhonda Harris-sammenligningen ligger lige for. Plastikstrygerne, der dukker op sidst på nummeret, kunne dog godt være undværet.

Side 2 virker ikke så jævn som første side. Sleep Party Peoples to numre præges af, at vokalen er voldsomt forvrænget. “I’m Not Human At All” kan karakteriseres som gyngende søsyge-synth og -guitar tilsat slacker-trommer. Vokalen præger numrene for meget, og selvom musikken virker god og faktisk minder en smule om The Clientele flere steder, så synes jeg ikke, vokalens voldsomme rolle passer sammen med stemningen – heller ikke på andet nummer, der er sødmefuld forårspop i trefjerdedele. Det er dog klart en smagssag.

Den italiensk-belgiske duo Wrapped In lukker kompilationen med numrene “What” og “Isn’t Life Funny, John”. Ambitiøs og poetisk tilgang til sangskrivningen præger musikken, hvor især første nummer til dels virker improviseret. Det er klart det mest eksperimenterende band på lp’en og måske også det mest interessante, selvom især “What” ikke er specielt lyttevenlig, hvor vokal og musik følges ad som en hakket cd. Den kvindelige vokal er som en digtoplæsning, og sammen med den elektroakustiske lydside er der ikke langt til en sammenligning med engelske Piano Magic. På “Isn’t Life Funny, John” skabes det intime rum bl.a. af, at man kan høre orglets mekaniske lyde. Lynn Cassiers’ stemme er (næsten) det eneste, som sammen med orglet udgør nummeret, der på en fin måde lukker lp’en ned og lægger lytteren i seng.

Don’t Scare Isn’t Life Not Human er en udmærket samling af numre fra en række ukendte artister. Formålet med udgivelsen er ikke helt klar, og man skal ikke investere i den for at få en smagsprøve på Neh-Owh Records’ artister. Men som en samling Myspace-musik fungerer især side 1 på lp’en stemningsmæssigt godt og viser, at der er masser af god musik derude, som vi ikke kender, hvis vi ikke falder over den eller præsenteres for den. Jeg vil gerne høre mere til Atom Numb og Wrapped In, og på den måde har kompilationen vel gjort sin gerning.

Mikkel Knudsen, der er en af bagmændene bag pladeselskabet Neh-Owh Records, er også tilknyttet Undertoner som skribent.

★★★½☆☆

Deltag i debat