Det er lige ved, at man får ondt af den australske hardrockgruppe Wolfmother. For der er næppe noget andet band i verden lige p.t., som lyder så uendeligt retrospektivt som dette. De burde virkelig have levet for 30 år siden, så de kunne have delt groupier og stoffer med Zak Wylde & John Bonham i stedet for moderne kliché-rock’n'roll’ere som Daughtry, Jet, og hvad disse ufrivilligt pinlige pop-pasticher ellers hedder. Men med dette sagt er der også en grund til, at Wolfmother kun lige ved og næsten opnår medlidenhed, og det er, fordi de på trods af et næsten overdrevent anakronistisk udtryk stadig sparker så fandens meget røv, at man ikke kan lade være med at nyde deres andet udspil, Cosmic Egg, der virkelig har nogle formidable momenter.

Og ja, de lyder stadigvæk som en symbiose mellem Led Zeppelin, Black Sabbath og Blue Cheer, og ja, frontmand Andrew Stockdale lyder usandsynligt meget som Ozzy Osbourne, og ja, ja, samtlige riff har været spillet før på andre, svagt varierede måder, men disse noget overvældende handicapper til trods, formår bandet altså helt unægteligt stadig at lyde friskt og indbydende, og det er måske netop på grund af det tidligere nævnte, næsten overdrevent uoriginale udtryk. For det er ganske tydeligt, at disse drenge kender deres rockhistorie, og der kan heller ikke herske tvivl om, at de har gennemlyttet de forbilleder, de konstant bliver sammenlignet med, til uigenkendelighed. Men de synes altså blot, at dette udtryk er det, der rykker mest og holder sig bedst; og det kan man jo egentlig ikke fortænke dem i.

For de gør det, de gør, med en sådan iver og kærlighed, at man bærer over med de slidte trommefills og de fortærskede vokalfraseringer – hør bare åbneren ”California Queen”: Et fuldstændigt ordinært nummer, der alligevel er medrivende, fordi de virkemidler, bandet anvender, fungerer så pokkers godt. Det var ikke uden grund, at Black Sabbath blev et stort band – det gjorde de, fordi deres musik rykkede og bevægede nogle helt basale, primale instinkter i mennesket, og sådanne tricks bliver tydeligvis ikke gamle. Det er netop dette, Wolfmother beviser. Og når bandet samtidig har forbedret deres sangskrivning væsentligt, bliver det en næsten pletfri nydelse at gennemlytte denne langt mere end gedigne gennemgang af hardrockens bedste sider. Hvad enten det er den Robert Plant’ske rockballade ”Far Away” (der måske er det bedste, pladen – og Wolfmothers karriere i øvrigt – har at byde på?) eller det ekstremt medrivende ”Phoenix”, der med dens ekstravagante perkussion-arrangementer rykker lige som meget som et hvilket som helst nummer produceret siden Sabbaths magnum opus ”Paranoid”.

Selvom der ikke er deciderede mangler på lyriksiden, er det måske stadig en smule for romantisk-nostalgisk at synge enten om ’små piger’, der skal opdrages på den ene eller nok snarere den anden måde, og den svære patosfyldte kærlighed. Altså enten den chauvinistisk-ligegyldige eller kvalmende storladne kærlighed. Men det må man tilsyneladende tage med, når man stadig vil nyde bandets utroligt levende energi og de til tider forrygende, højtsvungne omkvæd.

Alt i alt er det dog også klart, at et sådant album aldrig vil gå over i historien eller blot hos ydmyge, undertegnede anmelder vil modtage topkarakter – eller for den sags skyld blot i nærheden af dette – fordi det udtryk, bandet excellerer i, men som de virkelig også gør, er så fortærsket og i år 2009 fuldstændig innovationsforladt. Men det til trods er det et forrygende festalbum, der nok skal mere end tilfredsstille bandets gamle fans, samtidig med at bandet endda kan skaffe sig en del nye tilhængere, der vil nyde en bevidst ekstremt retrospektiv rockmusik, som sparker nosserne langt op i halsen på samtlige af dets nutidige ligesindede.