Koncerter

Yo La Tengo, 14.11.09, Den Grå Hal, København

Lørdag aften var Yo La Tengo mere indie, end hvad godt er. Det var i hvert fald ikke livsnerven, der havde drevet dem til Den Grå Hal.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Ak, det var sgu en trist omgang. Nu er det jo ikke fordi jeg havde forventet en energisk rock’n’roll-koncert. Yo La Tengo er trods alt mest kendt for at være en institution i indierocken. En altomfavnende gruppe, der mestrer nær sagt hver eneste afart af indiepop og -rock og eklektisk skifter mellem dem uden at virke genreforvirrede. Og de har jo altid haft de her lidt anonyme, forsagte vokaler, der ikke gør meget væsen af sig.

Til gengæld har Yo La Tengo melodier i overflod. Nogle af dem mere umiddelbare end andre. Deres sange er dog altid fængende, selvom det måske nogle gange kræver tid at tilegne sig dem. Det var dem, der reddede aftenen fra at være en ren sovepille. For deres optræden var godt nok mere livsforladt, end hvad man kunne have forventet af en aldrende indiegruppe. De sidste par plader har da trods alt vist et band, der stadig er vitalt og fyldt med idéer, men de virkede ikke specielt interesserede i at være i Den Grå Hal lørdag aften.

Det er selvfølgelig heller ikke det mest inspirerende eller intime spillested med sit store, industrielle metalskelet, der kom til at fremstå endnu mere tomt med det lidt halvhjertede fremmøde. Men er det ikke dér et band siger »fuck it« og spiller igennem? Nuvel, det er måske lidt svært at mande sig op til, når man har spillet så mange koncerter gennem 25 år.

Da trommeslager Georgia Hubley gik ud et kort øjeblik, og der blev en pause, hvor forsanger Ira Kaplan skulle underholde, sagde han selv, at han ikke havde så meget at sige. Normalt havde han ellers masser, han ville sige, informerede han os. Det var symptomatisk for koncerten. Det virkede simpelthen ikke, som om bandet havde noget at sige publikum.

Efter en time løftede Yo La Tengo pludselig hovedet fra hovedpuden og leverede et punket rock’n’roll-nummer, som jeg formoder er fra Condo Fucks-pladen fra tidligere i år, hvorefter de fyrede det ganske funky 60’er-nostalgiske nummer “Periodically Double or Triple” af. Og så var der en lang, lidt pligtskyldig støjekskursion tilbage, inden bandet gik af. Det virkede nærmest malplaceret, at bandet lige pludselig vågnede op til sidst.

Men en del af publikum kunne godt lide det og fik klappet bandet på til en halv times pyjamasparty mere, hvor en fan fik lov at ønske “We’re an American Band”. Der sov mit venstre ben og det meste af min hjerne.

En dødsejler flød forbi i et hav af ligegyldighed med lidt obligatoriske bølgeskvulp.

★★☆☆☆☆

5 kommentarer

  • Skægt, to vidt forskellige opfattelser:

    http://soundvenue.com/live-anmeldelser/2009/11/15/yo-la-tengo–verdens-bedste-rodebutik

    Jeg tror, at jeg selv lander et sted imellem disse to anmeldelser.

    Yo La Tengos musik stritter i alverdens retninger, og det er i koncertøjemed måske ikke den største fordel. Jeg fandt i alt fald hurtigt mine yndlingsøjeblikke (primært de støjende og langstrakne krautede af slagsen), hvor de mere stille og forsigtige øjeblikke til gengæld faldt ret meget igennem. Så ja, det tenderende fra tid til anden det søvnige…

  • Ja, jeg er åbenbart ved at indtage rollen som den gamle, mavesure anmelder. Pernille er i øvrigt også en del yngre end mig.

    De støjende, langstrakte numre forekom mig nu også kedelige. Jeg kan ellers godt lide, når de gør den slags på plade, f.eks. de sidste tre sange på den nye, men det blev bare lidt rutinepræget i lørdags. Jeg kan også godt lide, at Yo La Tengo stritter i alle mulige retninger, har været glad for bandet i en del år efterhånden og har de fleste af deres plader. Måske var det derfor de skuffede mig i lørdags. Mine forventninger var måske for høje.

  • Det udknaldede punk’n’roll-nummer, der atter satte skub i sagerne efter en times tid, kunne godt have været et Condo Fucks-nummer, men det var nu ”Watch Out for Me Ronnie” fra I Am Not Afraid of You….

  • Daaamn, to U’er? Så galt syntes jeg – tydeligvis – ikke det var fat. Som damen bag Soundvenues 5-stjernede aften er jeg bare nødt til at pointere, at jeg trods alt er 25 år gammel, har set Yo La Tengo tre gange før og altså ikke en eller anden jubelglad vårhare. (Det er desuden også mig, der anmeldte YLT’s ‘I am not afraid of you…’ for Undertoner i sin tid…)

    Jeg havde, som det fremgår af min anmeldelse, en virkelig god aften i Den grå hal. Og selvom Georgia ikke ligefrem lod til at være i sit es, så syntes jeg langt fra det var så livløst. Sat på spidsen, så er det vel nærmere bare klassisk, at man spiller i et band, fordi man er en elendig stand-up komiker – jf. Kaplans manglende evne til at finde på noget sjovt at sige mens Georgia var væk…

  • :D Det var nu heller for at udstille dig som en jubelglad vårhare, Pernille. Jeg har snakket med flere, der havde en god aften, så det er vel bare et klassisk eksempel på, at koncerter opleves meget forskelligt.

    Grunden til, jeg nævnte det med Kaplans manglende komiker-evner, var jo netop fordi han sagde, at han normalt havde masser at sige. Det havde han bare ikke den aften i København, og det synes jeg var symptomatisk for min oplevelse af bandets live-optræden.

Deltag i debat