»Let me begin, let me begin, let me begin…,« messer Avey Tare hen over et svulstigt og ringlende strengearrangement. Med ét bomber et gøglet og nærmest middelalderligt fløjtetema en tilbage til festen. Den fest, der for alvor begyndte for Animal Collective, da de først pÃ¥ Ã¥ret udgav Merriweather Post Pavilion med al den hype og seksstjernede hæder, der fulgte efter. De fleste bands ville nok stille sig tilfredse med at udgive Ã¥rets bedste album, tage pÃ¥ en lang turne og sÃ¥ ellers nyde, at det, efter hen ved 10 Ã¥rs arbejde, endelig er lykkedes at slÃ¥ igennem til forsiden af avisernes kultursektioner.

Men ep’en Fall Be Kind er udtryk for, at Animal Collective vil noget andet end at nyde. De vil, som altid, videre i teksten. Videre ud, hvor solen blænder, og det er shorts- og kærlighedstid Ã¥ret rundt. De bringer de hÃ¥ndspillede trommer tilbage i spil, som har de aldrig helt været væk. Den rislende digitale radiostøj er boblende, bekræftende og skaber en perfekt ramme for sammensmeltningen af de bærende vokaler. Avey Tare er endnu mere kontrolleret, struktureret, men stadig med en snert af rablende overraskelse. Og Panda Bear synger med større og større overbevisning og autoritet. Altid med lange, nær perfekte fraseringer og godt svøbte markeringer omkring sangenes melodiøse temaer.

Men det rigtige pejlemærke for, hvor Animal Collective er pÃ¥ vej hen, er “What Would I Want? Sky”. Som Ã¥bningsnummeret “Graze” er “What Would I Want? Sky” delt i to. Første halvdel er en abstrakt, bastung og kakofonisk sammenkobling af reallyde, vokal legestue og Avey Tares reverb-tunge guitar. Det sejler sammen til en af de mest umiddelbart fængende poppasticher og 1970′er-glade hyldester til følelsen af at have tunge støvler og være lidt i vildrede. Heller ikke her er der sket det store. Det er i de smÃ¥ ting, bandet finder inspiration til de banale tekster. Men det fungerer, fordi de ikke forsøger at gøre det til mere, end hvad du og jeg kan bære at tale om over en kop kaffe pÃ¥ anden date. Det er ærligt at synge »Do you get up up up? / clouds stop and move above me / too bad they can’t help me / what is the right way?«, og Animal Collective giver dig aldrig løsningen pÃ¥ noget. Men de er ikke bange for at hjælpe dig pÃ¥ vej, hvis du spørger.

PÃ¥ “Bleed” nÃ¥r melodien netop at klemme sine ben omkring dig og omfavne hele din krop, før bandet lader dig forstÃ¥, at de ikke har glemt rødderne. PÃ¥ mange mÃ¥der peger Fall Be Kind bÃ¥de frem og tilbage. Især tilbage til elementer af den absurd afdæmpede Campfire Songs-plade, hvor en melodi sjældent fik lov til at lade sig udvikle til mere end en fjern knitren mellem skovens reallyde. Og tilbage til Sung Tongs-numre som den næsten ikke-eksistrende “College”.

Og pÃ¥ “On a Highway” er det de dundrende trommer fra Strawberry Jam og den skurrende digitale produktion, de finder frem. Men hele tiden er det med en finesse og en nærgÃ¥enhed, som bandet ikke tidligere har evnet. De har sandt for dyden aldrig sparet pÃ¥ de abstrakte elementer, men er gÃ¥et fra at være ud af kroppen-psykedeliske til at spille mere pÃ¥ letgenkendelige følelser, der bedst tegner sig for én, nÃ¥r man har lukkede øjne – den brede og bastunge produktion til trods. PÃ¥ Fall Be Kind tager Animal Collective de smÃ¥ øjeblikke og projicerer dem op pÃ¥ den gavl, du ser, nÃ¥r du gÃ¥r ud af din hoveddør. Pixeleret, farvemættet og elskeligt. Og de fortæller dig, at de tror, det hele nok skal gÃ¥.

Lyt til “What Would I Want? Sky”:

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.