Plader

Animal Collective: Fall Be Kind EP

Skrevet af Martin Thimes

Ep-opfølgeren til årets mest hypede plade er en fokuseret og indadvendt oplevelse, til trods for bassen, trommerne og lidt for glade fløjter. Animal Collective løber næppe tør for idéer i den nærmeste fremtid.

»Let me begin, let me begin, let me begin…,« messer Avey Tare hen over et svulstigt og ringlende strengearrangement. Med ét bomber et gøglet og nærmest middelalderligt fløjtetema en tilbage til festen. Den fest, der for alvor begyndte for Animal Collective, da de først på året udgav Merriweather Post Pavilion med al den hype og seksstjernede hæder, der fulgte efter. De fleste bands ville nok stille sig tilfredse med at udgive årets bedste album, tage på en lang turne og så ellers nyde, at det, efter hen ved 10 års arbejde, endelig er lykkedes at slå igennem til forsiden af avisernes kultursektioner.

Men ep’en Fall Be Kind er udtryk for, at Animal Collective vil noget andet end at nyde. De vil, som altid, videre i teksten. Videre ud, hvor solen blænder, og det er shorts- og kærlighedstid året rundt. De bringer de håndspillede trommer tilbage i spil, som har de aldrig helt været væk. Den rislende digitale radiostøj er boblende, bekræftende og skaber en perfekt ramme for sammensmeltningen af de bærende vokaler. Avey Tare er endnu mere kontrolleret, struktureret, men stadig med en snert af rablende overraskelse. Og Panda Bear synger med større og større overbevisning og autoritet. Altid med lange, nær perfekte fraseringer og godt svøbte markeringer omkring sangenes melodiøse temaer.

Men det rigtige pejlemærke for, hvor Animal Collective er på vej hen, er “What Would I Want? Sky”. Som åbningsnummeret “Graze” er “What Would I Want? Sky” delt i to. Første halvdel er en abstrakt, bastung og kakofonisk sammenkobling af reallyde, vokal legestue og Avey Tares reverb-tunge guitar. Det sejler sammen til en af de mest umiddelbart fængende poppasticher og 1970’er-glade hyldester til følelsen af at have tunge støvler og være lidt i vildrede. Heller ikke her er der sket det store. Det er i de små ting, bandet finder inspiration til de banale tekster. Men det fungerer, fordi de ikke forsøger at gøre det til mere, end hvad du og jeg kan bære at tale om over en kop kaffe på anden date. Det er ærligt at synge »Do you get up up up? / clouds stop and move above me / too bad they can’t help me / what is the right way?«, og Animal Collective giver dig aldrig løsningen på noget. Men de er ikke bange for at hjælpe dig på vej, hvis du spørger.

På “Bleed” når melodien netop at klemme sine ben omkring dig og omfavne hele din krop, før bandet lader dig forstå, at de ikke har glemt rødderne. På mange måder peger Fall Be Kind både frem og tilbage. Især tilbage til elementer af den absurd afdæmpede Campfire Songs-plade, hvor en melodi sjældent fik lov til at lade sig udvikle til mere end en fjern knitren mellem skovens reallyde. Og tilbage til Sung Tongs-numre som den næsten ikke-eksistrende “College”.

Og på “On a Highway” er det de dundrende trommer fra Strawberry Jam og den skurrende digitale produktion, de finder frem. Men hele tiden er det med en finesse og en nærgåenhed, som bandet ikke tidligere har evnet. De har sandt for dyden aldrig sparet på de abstrakte elementer, men er gået fra at være ud af kroppen-psykedeliske til at spille mere på letgenkendelige følelser, der bedst tegner sig for én, når man har lukkede øjne – den brede og bastunge produktion til trods. På Fall Be Kind tager Animal Collective de små øjeblikke og projicerer dem op på den gavl, du ser, når du går ud af din hoveddør. Pixeleret, farvemættet og elskeligt. Og de fortæller dig, at de tror, det hele nok skal gå.

★★★★★☆

3 kommentarer

Deltag i debat